Levnedsbeskrivelse:

Hjemmesideredaktør, revisor og ekstern bogholder.
   

CV i Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab:

Indballoteret den 11. marts 2002 ved købmand Erik Sundstrøm som proponent.

Fanebærersuppleant fra 2007 til 2013.

Redaktør for hjemmesiden fra 2008.

Mulktmandsuppleant fra 2009 til 2022.

Suppleant for bestyrelsen fra 2011 til 2013.

Kongeskytte i 2012.

Vinder af skydning på Ryegaard Gods i 2012.

Medlem af bestyrelsen fra 2013. Næstformand i perioden 2013 til 2018.

 
I 2024 gav fuglekongen sin levnedsbeskrivelse til selskabet. Den lyder således:

 
Jeg kom til verden på Sankt Maria Hospital i Roskilde den 23. februar 1959. Min mor var husholdningslærerinde Lis Brandt, født Jakobsen i Gråsten i 1933. Min far var elektriker Jørgen Lundgren Brandt, født i Roskilde i 1935. Familien bestod tillige af min to år ældre søster. Hele min barndom boede jeg på Møllehusvej 107, på hjørnet af Hedegade.

Min mor

Min mor var den kærligste og sødeste, der fandtes i verden. Desværre blev hun syg, da jeg var tre år. Det prægede mig meget. Trods min unge alder tænkte jeg på, om hun skulle dø. Det skete også alt for tidligt. Hun var blot 32 år og jeg 6, da hun gik bort.
Efter at have haft gigtfeber som helt ung, medførte det en utæt hjerteklap. Hjertet bliver belastet, når hjerteklapperne er utætte, og til sidst kunne det ikke klare det længere. I dag ville en utæt hjerteklap let kunne udskiftes ved en operation. Desværre var lægevidenskaben ikke så langt fremme i 1965.
Tiden læger ikke alle sår. Små børn skal ikke miste en forælder. Det vil kræve en ekstraordinær omsorgsindsat fra den tilbageværende. Man kan vel ikke sige jeg er i sorg i dag, men noget sidder i mig. Min mor er dagligt i mine tanker. Der er et hul i mit liv.

Min far 

Man kan ikke forpligte mennesker udover egne evner og man må forstå, at hvert enkelt menneske har sit med i “rygsækken” og handler på det, man tror er rigtigt.
Jeg er sikker på, at min far livet igennem ville det “rigtige”- også for sine børn. Det var bare ikke altid, det der kom til udtryk.
Min far var en mand, der var stærkt styret af egne behov. Han var en mand, der mente at den der råber højest, har ret. Tillige så han pædagogik og korporlig afstraffelse som to sider af samme sag. Jeg kan her citere Kong Frederik i hans tale til sine forældres sølvbryllup i 1992. Henvendt til sin far, Prins Henrik, sagde han: “Man siger, at den, man elsker, tugter man. Vi tvivlede aldrig på din kærlighed”.
Min far var uddannet elektriker, men kom noget omkring gennem livet. Som ganske ung etablerede han “Støvsugercentret” i en lille kælderforretning i Hersegade 34. Samtidig blev opført et udstillingsvindue i privatboligen. Siden havde han en rimelig stor elinstallatørforretning med salg af hårde hvidevarer i Centrumgården, Gullandstræde 8. Han fik interesse for elektronisk musik og bestred opgaver som pladeproducer i hjemmets kælder. Her var det musik på elorgel der blev indspillet. Det endte med han skiftede de hårde hvidevarer ud med salg af elorgler på Helligkorsvej 6. Siden blev det til højtalere, diskoteksanlæg, antenneanlæg og andet inden for den elektroniske branche. Virksomheden “Brandt Electronic” fortsatte selv om han i 1978 omdannede forretningslokalet til “Sct. Jørgens Grill”, hvor personalet serverede grill-kyllinger, forårsruller, bøfsandwich og pølser med mere, som blev skyllet ned med Cocio og Jolly Cola – og naturligvis stod der en flippermaskine i lokalet.
Som forretningsmand gjorde min far det godt. Dette ikke mindst med hans baggrund. Jeg tror dog ikke, han så sine succeser og heller ikke anerkendte sig selv. Han havde et lavt selvværd. 

Min far bestred ikke forældreevnen. Det betød at under vores mors sygdom og gentagende indlæggelser, blev min søster og jeg passet ude. Det var dels hos min mors veninde og dels hos min farmor og farfar. Min far havde andet at se til. Det var ikke kun arbejde. I nogle år, mens min mor var syg, havde han en yngre elskerinde, der hed Inger. Kun få uger efter min mors død flyttede hun ind i hjemmet og påtog sig rollen som primære forælder, med de evner man må kunne forvente af en kvinde på 24 år. Lettere blev det ikke, da hun året efter fødte sin egen søn. Der var ikke tvivl om, hvem der var barn og hvem der var stedbørn.

Ungdommen

Jeg gik mine 10 år i folkeskolen på Duebrødre Skole. Børn der udsættes for omsorgssvigt mærkes af det. Jeg blev en rod, men passede dog skolegangen nogenlunde. I en periode fra 12-årsalderen og 3-4 år frem fik jeg rodet mig ind i noget, der ikke tåler dagens lys. Her et halvt hundrede år senere, må det skete være omfattet af straffelovens forældelsesfrister.
Min tilståelse er ikke fremsat med stolthed, men er en erkendelse af, hvad jeg blev. Jeg giver det gerne videre til andre med moralen om, at det kan gå galt, hvis man udsætter sine børn for omsorgssvigt. 

Min anden halvbror kom til verden i 1973. Det var ikke optimalt, da min fars og Ingers ægteskab på det tidspunkt var på bristepunktet. Min far havde nogle år forinden gentaget tidligere “succes” med en yngre elskerinde. Det var, på det tidspunkt, den kendte “kvaksalver” Arno Wolles datter, Elisabeth. Foruden hvad de ellers må have bedrevet tiden med, var det heste, der var deres fælles interesse. Min far havde en hest opstaldet i “Wolles Ridecenter” i Kattinge. 

Min fars og Ingers ægteskab braste voldsomt i 1974 med en beskidt skilsmissesag. Jeg var nu til dels overladt til egne beslutninger og måtte tidligt blive voksen med eget ansvar.
Elisabeth blev nu min fars livsledsager. De blev gift i 1980 og flyttede derefter til Irland.
Elisabeth fik aldrig en forældrerolle for mig. Hun er kun 10 år ældre end mig, og jeg klarede mig selv, da hun i nogle år blev en del af hjemmet. Den dag i dag har jeg det bedste forhold til Elisabeth, der har titlen farmor for mine sønner. 

Som barn havde jeg forskellige interesser, men ingen af længere varighed. Jeg har gået til spejder i KFUM, til fodbold i RB06, til vandski i Jyllinge og medlem af forskellige ungdomsklubber.
I en årrække, fra den sene teenageralder til et stykke ind i de voksne rækker, bryggede jeg vin. Det var primært det der hed 3-ugers vin, hvor man købte færdige sæt i Matas eller supermarkedet. Man skulle så blot bruge de medfølgende ingredienser og vand, og så følge den vedlagte opskrift.
Ellers var ungdommens interesser den borede Puck vz50 knallert og populærmusik fra hitlisterne. Sidstnævnte er noget jeg til stadighed lytter til. 

Som 16-årig fik jeg min første reelle kæreste. Det var Hanne, som jeg var sammen med i mange år. I hendes hjem, der også havde deres problemer, fandt jeg en moderrolle som gav mig tryghed og gode livsværdier. Det betød, at jeg gik i en anden retning i livet, som kunne være endt helt anderledes. Jonna, min børns mormor, har stået mig nær lige siden. Det har en skilsmisse fra hendes datter ikke ændret på.

Det tidlige arbejdsliv

Jeg havde flere fritidsjob. De fleste var lavtlønnede og med dårlige arbejdsforhold. De blev derfor kortvarige. Jeg har været avisbud, kartoffelpakker, cykelbud, opvasker og hotelkarl på Hotel Prindsen. Sidst var jeg arbejdsdreng for min far i mere end to år.
Jeg har uafbrudt været i arbejde siden 1. maj 1973, således mere end 51 år. Den dag startede jeg som cykelbud hos Matas i Skomagergade, et arbejde jeg var glad for. 

Jeg forlod Duebrødre Skole i juni 1976 med en rigtig dårlig realeksamen. Hvad jeg så skulle var ganske uklart. Skoletræt og doven - var det ikke tænkeligt at læse videre. Fru Mallings udtalelse i min karakterbog nogle år forinden var ganske sigende:

“Henrik sløser med sine gode evner”.

Min far gjorde en stor indsats for at få mig i håndværkerlære. Han havde flere kontakter i byen., men det var ikke noget jeg havde lyst til.
Det lykkes til sidst min far at overtale mig til at søge ind som konstabelelev i Flyvevåbnets Luftværnsgruppe. Han argumenterede med, at jeg nok kunne få et lokalt tjenestested, hvor jeg kunne aftjene min værnepligt, få en god startløn og mulighed for civiluddannelse, mens jeg var i arbejde. Han fik ret i det hele. 

Den 1. november 1976 startede jeg på Flyvevåbnets Konstabelskole i Jonstrup nær Ballerup. Efter 4½ måned på rekrutskole med faglig undervisning blev jeg udstationeret til Eskadrille 534 i Tune. Det var Nike raketsystemet, hvor jeg var operatør i radarområdet.
Jeg havde det godt i tjenesten og passede godt ind. Arbejdsområdet var ikke noget jeg ville bruge i fremtiden, da mine tanker lå i det civile arbejdsliv. Jeg var dog heldig at blive tilbudt en stilling som administrationsmedarbejder på eskadrillens kontor. Det grundlagde min karriere.
Den gode eskadrille blev nedlagt den 28. februar 1983. Jeg blev så overført til Hawk raketsystemet, Eskadrille 544 i Svælgsgård mellem Tune og Snoldelev. Her faldt jeg aldrig rigtig til, men var også på det rene med, at det ville blive en kort mellemstation til det civile erhvervsliv. 

Jeg gik på civiluddannelse i 1981-82 med en gruppe soldater fra hele landet. Det var på Roskilde Handelsskole, hvor jeg i løbet af et skoleår blev merkonom i regnskabsvæsen. Derudover tog jeg forskellige kurser både på brevskole og ved skolegang gennem civiluddannelsesordningen. Modsat folkeskolen var jeg flittig og arbejdsom og fik gode karakterer. 

Min tid i Flyvevåbnet kunne ligne “fjumreår”, som blev brugt til at finde ud af, hvad jeg ville beskæftige mig med. Det er blot ikke det indtryk, jeg sent i livet står tilbage med.
I Flyvevåbnet blev jeg formet som et voksent menneske, fik uddannelse og ro samt en idé om i hvilken retning jeg skulle gå i mit arbejdsliv.
Det var ikke kun mig, der var glad for Flyvevåbnet. Tilsyneladende var det gensidigt. Oberst Rasmussens udtalelse i min forholdsattest stod i skarp kontrast til udtalelsen jeg år forinden havde fået af fru Malling:

“Overkonstablen der anvendes som administrationsassistent gør god fyldest i tjenestestillingen.
Han er flittig, pålidelig og meget pligtopfyldende samt interesseret i sit arbejde. Han samarbejder godt med andre.
Overkonstablen er meget loyal og omgængelig og han udviser en rolig, høflig og korrekt fremtræden.”

Egen bolig 

Den 1. december 1978 fik Hanne og jeg lejlighed. Det var en dejlig stuelejlighed på Kastelsvej 7, godt 400 meter fra mit barndomshjem. Flytningen var derfor til at overse. Jeg havde ikke mange møbler, så mit indbo kunne hurtigt klares med et par bilture til det nye domicil.
Kastelsvej er en lille hyggelig vinkelvej tæt på byen og havnen og tilmed udsigt til Domkirken. Nummer 7 er en smuk bygning opført i 1910 i 2 etager. Pudsigt var det, at min far med min farmor og farfar havde boet på 1. sal til højre, da han var helt lille. Vi fik lejlighed i stuen til venstre.
Det var en dejlig 3-værelses lejlighed. Derudover et loftrum, der blev indrettet til kombineret gæsteværelse og vinbryggerstue, kælderrum og cykelskur. Tillige havde vi en fin terrasse og et stykke have. Det kunne ganske enkelt ikke være bedre. Huslejen lød i starten på 1.062,50 kr. månedligt inklusiv aconto varme. Vi havde absolut intet at klage over.

Selvom vi havde det godt på Kastelsvej, var det eget hus der trak. Gerne på Sct. Jørgensbjerg, men det lå desværre ikke inde for vores økonomiske muligheder. I foråret 1985 købte vi en grund i Himmelev og lod et hus opføre. Her flyttede vi ind den 22. juni 1985. Jeg har boet i Rørholm 16 lige siden. Den 19. april året efter blev vi gift.

Det voksne arbejds- og familieliv

Den 1. december 1983 begyndte jeg på et statsautoriseret revisionskontor i Roskilde. De tre første måneder var arrangeret som en praktikperiode gennem Forsvarets Civiluddannelse. Efter godt syv års militærtjeneste afleverede jeg uniformen den 29. februar 1984.

Den 1. januar 1987 startede jeg som regnskabsansvarlig hos VVS-firmaet John A. Hansen A/S i Sølvgade i København. Det er klart, det sted som lønmodtager, jeg har haft det bedst.
Samtidig stiftede jeg en enkeltmandsvirksomhed, så jeg sideløbende med min ansættelse kunne stå for bogføring og regnskaber for andre virksomheder. 

Hanne og jeg fik vores første søn Steffen den 20. januar 1988. På det tidspunkt havde jeg en drøm, om at læse videre inde for revisionsbranchen. Sådan blev det ikke. Hus og have, barn og en interesse i at gå til divisionsfodboldkampe med RB06 tog en del af min tid. Jeg måtte prioritere. Man kan ikke det hele, så det blev ikke til nogen større revisionsuddannelse.
Min skolegang taget i betragtning og min karriere i det hele taget, er det alligevel gået mig godt. Jeg kan ikke klage over de arbejdsopgaver og indtægter, der er kommet til mig livet igennem. Jeg vil give mig selv det skudsmål, at jeg har været driftig, ihærdig, proaktiv, dygtig, snusfornuftig og heldig.

Enlig far og karriereskift

Efter 15 års samvær fik Hanne udlængsel. Der var oplevelser i ungdommen hun var gået glip af og rollen som mor var svær for hende. I starten af 1990 flyttede hun, og jeg var i en periode alene med Steffen. Det varede dog mindre end et halvt år, så ønskede hun at komme hjem igen. Det skete ikke straks, men med tiden blev familien genforenet. Den 16. november 1994 fik vi endnu en søn, Emil.

Samtidig med at jeg var blevet enlig far, fik jeg et arbejdstilbud, der bragte mig i et stort dilemma. Elisabeth og min far havde overtaget naturmedicinfabrikken i Kattinge, men havde bosat sig i Irland. Min far ville gerne have en “vagthund” på stedet, der kunne holde medarbejderne i ørene. Han ville gerne have familien repræsenteret, og mente jeg havde de administrative kvalifikationer der skulle til. Det var rigtig svært for mig, da jeg havde det godt hos John A. Hansen. Udsigten til en lederstilling med mulighed for fremtidigt ejerskab gjorde, at jeg den 1. maj 1990 startede som administrationschef hos Wolle’s Nature System A/S. Rollen som “vagthund” tog jeg ikke til mig. Senere blev jeg direktør og medejer. Kort efter min ansættelse blev også min søster ansat på stedet. 

At arbejde i en branche der er underlagt myndighedskrav og -kontrol, der ligger udover det rimelige var svært. Det var også problematisk at arbejde sammen med min familie. Ikke mindst når man har en anden mening, når det gælder ret og rimelighed samt menneskelig forståelse. Det er vigtigt at blive drevet af egne værdier.
Jeg fik noget godt ud af at være hos Wolle, men jeg blev aldrig rigtig glad.

Min far døde af kræft i 1997, som betød, at vi nu var tre i familien til at stå for virksomheden. Stadig var det ikke let. I 2007 sagde jeg op og rejste, men var stadig medejer. Året efter solgte vi gården, men fabrikken forblev på stedet som lejer. I 2009 blev virksomheden overdraget til en ny ejer, der gik konkurs i starten af 2011. 88 års drift var forbi.

Det sene arbejdsliv og ny kærlighed

I årene 2003-2008 tog jeg uddannelser i terapi og coaching, primært inden for NLP-området, der står for Neuro Lingvistisk Programmering. Jeg så for mig en fremtid, hvor jeg arbejdede med mennesker i stedet for tal, men det viste sig, at det var svært at komme ind på markedet. Da min regnskabsvirksomhed samtidig begyndte at blomstre, var det den jeg holdt fast i.

Da jeg forlod Wolle, var det til min lille virksomhed, jeg havde haft i 20 år. Til at begynde med var det ikke den store indtægt der var. Der skulle dog løbende komme klienter til, så med årene blev det faktisk en rigtig god forretning. Jeg har aldrig fortrudt jeg valgte at stå på egne ben.

På privatfronten skete det samme i 2000 som 10 år tidligere. Hanne brød ud af ægteskabet og jeg blev alene med begge drengene. Tre år senere blev jeg kæreste med Karin. Hun flyttede til Himmelev i 2007 og vi blev gift i 2009.

I dag har vi i alt fire børnebørn. Karins søn, Rasmus, har Asta på 8 år og Alfred på 4 år. Steffen har Felix på 4 år og Carlo på 2 år. Karins datter Rika, og Emil har ikke børn. Karin og jeg stortrives som bedsteforældre. Vi har ofte børnene hjemme hos os.

Livets interesser

I mit barndomshjem havde vi altid schæferhunde. Det fik jeg også, da jeg flyttede til Rørholm. Karin havde en golden retriever, da jeg mødte hende. Under min fuglekongetid har vi måttet tage afsked med Zille, der var en gammel golden retrievertæve. Vi er i øjeblikket uden hund, men tænker i fremtiden at anskaffe os en. I mellemtiden har vi glæde af Karins børns hunde, som vi regelmæssigt ser.

Ved min fars død efterlod han fire gamle Nimbus motorcykler. Jeg tog straks motorcykelkørekort og har i dag to af de gamle Nimbus'er. Begge er fra 1939. Den ene er en solomaskine, mens den anden er med sidevogn. Jeg har ikke meget tid til at køre på dem. Måske får jeg mere tid, når jeg trapper ned på arbejdslivet.

Efter jeg blev 40 år, er sport blevet en stor del af mit liv. Ved et tilfælde og en provokation tilmeldte jeg mig i 1999 til ekstremmaratonløbet “The Great Wall Marathon”, der med danske arrangører, samme år blev afviklet for første gang. Løbet foregår i Kina med strækninger over Den Kinesiske Mur samt op og ned ad bjerge. Da der samtidig kan være meget varmt, er det et løb der “trækker tænder ud”.

At gennemføre løbet blev begyndelsen på en karriere, jeg aldrig havde forestillet mig. I årene derefter har jeg løbet 81 maratons. Det har bragt mig verden rundt. Jeg har løbet i 24 forskellige lande på alle verdens kontinenter. Foruden løb har det givet mig store oplevelser for livet. Mine drenge var med på en del af rejserne, da de var børn. Her løb de også på kortere distancer. Steffen har som voksen gennemført et maratonløb.

Det blev til mere end maraton. Jeg har løbet tre ultramaraton. Det længste på 132,56 kilometer. Jeg har også haft ambitioner om en ironman, men må erkende, at jeg aldrig bliver gode venner med svømningen. Til gengæld kom jeg ind i bestyrelsen i den lokale triatlonklub. I seks år var jeg klubbens formand.

Min løbekarriere startede i Kina og har fortsat der siden. Jeg er kommet tilbage til “The Great Wall Marathon” hver gang, det er blevet afviklet. Grundet SARS-epidemi og corona-pandemi er løbet blevet aflyst fem gange. Således er det “kun” blevet til 21 løb, senest den 18. maj 2024.
Løbet, der startede med danskere alene, er nu en international begivenhed, der har vokset sig stort. Fra 2007 har jeg været den eneste, der har været med hver gang, og jeg har gennemført dem alle.
I 2009 blev jeg for første gang præsenteret som “Mr. Great Wall” af arrangørerne. Det var mærkeligt, men jeg har siden taget titlen til mig som en æresbevisning. Jeg er med årene blevet en levende legende og en notabilitet for løbet. Det er specielt, at det er en af de sidste i mål, der bliver hædret ved målstregen og ved den efterfølgende gallafest. Jeg har skrevet ikke så få autografer og er kommet med på mange selfies og billeder. Min alder til trods har jeg stadig en ambition om at gennemføre løbet 25 gange. Det blev ikke lettere, da corona-pandemien fik aflyst løbet fire år i træk.

Forfatterskab

Med min lyst til at skrive og formidle, skrev jeg i 2013 bogen “Hvad du ikke har i benene, må du have i hovedet”, hvor jeg fortæller om mine løb og rejser. En engelsk oversættelse blev til “If you can dream it, you can do it”. Bøgerne blev udgivet på eget forlag i 2014. Det var - og er - ganske specielt at kunne skrive forfatter på “visitkortet”.
I 2021 blev det til endnu en bog, da jeg skrev mine memoirer. Det blev til “Farfar fortæl nu – Giv dine erindringer videre”. Den er skrevet til mit førstefødte biologiske barnebarn Felix, men også til hans bror og begge mine sønner. Selv har jeg også et eksemplar, og længere skal den ikke ud.
Begge mine bøger har omkring 500 sider inklusive billeder.

Jeg har gennem mange år bidraget med artikler til årshæftet “Jul i Roskilde”. Her har jeg skrevet om løb, Fugleskydningsselskabet, Roskilde TRI og erindringsbeskrivelser af forskellige slags.

Helbred

Jeg er i livet blevet beriget med et godt helbred og er stort set mødt op på arbejde hver dag. Når helbredet en sjælden gang har sat mig ud af spillet, har det været med hospitalsindlæggelse til følge. Jeg er blevet opereret for en skæv næseskillevæg, en cyste i bagen og fik pacemaker, da jeg i en periode faldt bevidstløs om flere gange. Pacemakeroperationen ramte mig både psykisk og fysisk, men jeg kunne passe mit arbejde og kom over det i løbet af et par måneder.
Siden 2015 har jeg haft en klemt rygmarv, der betegnes som spinalstenose. Det hæmmer mig, når jeg skal ud af sengen og på andre tidspunkter. Det hindrer mig ikke i at løbe, men det er ikke befordrende for resultatet. For mig er det også vigtigere at deltage end udføre store præstationer.
Tre dage efter at jeg blev fuglekonge, blev jeg opereret for lyskebrok, der havde givet mig gener over nogle måneder.

Frivilligt arbejde og ihærdighed

Lige fra skoletiden har jeg været igangsætter, inddraget i frivilligt arbejde og været med til at sikre sammenhold i grupper. I Rørholms Grundejerforening har jeg været revisor siden den stiftende generalforsamling i 1986. Jeg er kasserer i Dansk Lokal TV Arkiv, der skal sikre at lokale tv-udsendelser fra 1980’erne og fremover bliver bevaret for eftertiden. Optagelser, der er lagret på magnetbånd, vil med årene forgå. De skal digitaliseres og ud og leve på internettet, så eftertiden kan få glæde af dem. 

Jeg er administrator for flere Facebook grupper. “Roskilde før og nu” har et femcifret antal medlemmer. Det er et forum, hvor mennesker med kærlighed til byen mødes og udveksler minder og billeder fra tiden der svandt. Men også stedet, hvor der er plads til aktuelle begivenheder i byen.
Facebook er “brokkerøvenes mødested”. Dog ikke i grupper jeg er ansvarlig for. Man skal opføre sig ordentligt og behandle andre med respekt. Det er noget jeg håndhæver.

Min største indsats som frivillig er som hjemmesideredaktør for Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab. Ved et tilfælde kom jeg ind i opgaven i 2008. Jeg blev hurtigt grebet af det, der med årene skulle vise sig, at blive mere omsiggribende end det oprindeligt var tanken. Nogen vil mene, at mindre kunne have gjort det.

Jeg er et menneske der vil gøre tingene “rigtigt”. Når jeg går i gang med noget, er det for at fuldføre uden at gå på kompromis med noget, som jeg ikke kan stå inde for. Det kan tage tid og give besvær, men det holder mig ikke tilbage.
Jeg har det rigtig svært med at komme på kant med andre mennesker. Jeg tillader mig bare ikke at være konfliktsky. Jeg må holde fast i det jeg kan stå inde for, hvis jeg skal kunne se mig selv i øjnene. Jeg er ikke “et siv der bøjer sig i vinden”, hvis jeg syntes at noget er forkert. Jeg kan forhandle og bøje mig for argumenter, men grundlæggende holder jeg fast i etik og regler. Dette har givet mig knubs og har været til frustration for andre.  

Jeg sætter pris på og respekterer Fugleskydningsselskabets tidligere formand Jørgen Ypkendanz. Jeg må dog erkende at vi, med vores forskellige opfattelser, slog os en del på hinanden som formand og redaktør. Det var ikke altid han var enig i mit arbejde, men jeg lod mig ikke diktere. Jeg forbeholdt mig den redaktionelle frihed, hvilket ikke nødvendigvis var i tråd med formandens tanker.
Jeg er sikker på, at Jørgen Ypkendanz også respekterede mig. Det var ham, der foreslog mig til selskabets bestyrelse. Det var nok ikke et tilfælde, at han foreslog det, samtidig med at han selv gik af. Der må være grænser…
I sin afskedstale den 18. marts 2013 nævnte han mig. Jeg fik skudsmålet: "at være meget engageret, meget effektiv, og til tider meget irriterende". Jeg tog det hele som komplimenter.

Jeg må erkende, at jeg har svært ved at fatte mig i korthed. Det bevidner denne levnedsbeskrivelse også. Den er blevet den længste nogen fuglekonge har afgivet.
 

Læs mere i artiklerne Fuglekongernes krønnikeskriver, Revisoren har stjålet med arme og ben, Lokalhistorie i fugleperspektiv, If you can dreat it, you can do it og Han har løbet maraton på alle kontinenter.
Se tv-udsendelsen Henrik Brandt på vej mod sit maratonløb nr. 50 .
Se fuglekongens hjemmeside som “Mr. Great Wall” her og Youtube kanalen her.