Forrige recordNæste record   Per Lindgård

Født: 9. september 1939 • Død: 29. december 2018


Levnedsbeskrivelse:

Arkitekt. Medlem af fugleskydningsselskabet fra 1967.


I 2004 gav kunstneren sin levnedsbeskrivelse til selskabet. Den lyder således:

"Tirsdag den 7. juli 1992 blev jeg fuglekonge i Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab, stiftet den 28. august 1787. Jeg fik kongeværdigheden ved skud af kongeskytte, direktør Ivan Jørgensen, Roskilde. Kongeskytten er den skytte, der skyder brystpladen ned fra den malede fugl, udført af kunstmaler Jørgen Brendekilde, Jyllinge. Kongeskytten skyder for fuglekongen på en hemmelig lukket liste, der danner grundlag for udvælgelse af årets fuglekonge.

Året 1992, hvor jeg blev fuglekonge, var også det år, jeg kunne fejre 25 års jubilæum. Det bevirkede, dagen blev endnu mere festlig. Ved overrækkelsen af 25 års-tegnet kunne jeg oplyse, jeg havde deltaget i samtlige 25 skydninger, samt at jeg i den periode havde været kongeskytte to gange, nemlig i 1989 og 1991. Det er sjældent, det sker for en skydebroder, at opnå denne hæder to gange.

Året efter til næste fugleskydning, er det traditionen, at fuglekongen overrækker en malet skive til selskabet. Jeg spekulerede længe over, hvilket motiv jeg skulle finde frem til. I min egenskab af arkitekt følte jeg mig forpligtet til selv at udføre arbejdet.
For mig var det naturligt at tegne en skive frem for en malet skive, selvom jeg var klar over, jeg ikke holdt mig til traditionerne. Jeg vovede det ene øje, som man siger, og valgte Leonardo Da Vinci´s "Idealmand", der indeholder "Det gyldne snit". Leonardo Da Vinci satte et normalt menneskes højde til 175 cm. Den størrelse delte han efter det gyldne snit og fik 108 cm. Det svarede til højden fra gulvet til mandens navle - centrum.
Han ville se noget betydningsfuldt i, at naturens ypperste skabning netop er delt efter dette ædle forhold, og delingspunktet endda er markeret net og ordentligt ved en lille cirkel. Derefter delte han igen navlehøjden efter det gyldne snit og fortsatte med underdelinger, hvorved der opstod en hel række aftagende mål.

Onsdag den 19. maj 1993 afslørede jeg min tegnede skive for bestyrelsen ved en lille højtidelighed i mit private hjem. Skiven blev godkendt, og jeg var glad. Bestyrelsen skal godkende skiven inden afleveringen til selskabet.
Tirsdag den 6. juli 1993 på selve fugleskydningsdagen overrakte jeg min tegnede skive til det agtværdige selskabs store samling af skiver samtidig med, at min et års embedsperiode som fuglekonge udløb.

Jeg er født i Bandholm, den 9. september 1939, dernede på Lolland, hvor roerne gror, som man synger i lollændernes kendingsmelodi.
Min far havde en trælast i Bandholm, og min morfar en trælast i Maribo. Da jeg var omkring otte år gammel, købte min far en trælast i Rødby, til hvilken by vi også flyttede. Så jeg har haft mange herlige stunder på diverse trælaster.

Min skolegang udfoldede sig i Rødby By-Skole afsluttende med en mellemskoleeksamen. I den forbindelse blev jeg orienteret om - på en sådan nogenlunde høflig facon - at min lige vel overdrevne underholdning i timerne nok ikke vil være velset i det erhvervsliv, som jeg nu var på vej ud i.

Jeg kom i tømrerlære på Midtlolland i en lille by ved navn Vejleby, hvor blandt andre præsten og forfatteren Kaj Munk havde boet på et tidspunkt.
Efter, at jeg havde stået i lære i halvandet år, startede jeg på bygningskonstruktørskolen i Haslev, også kaldet "Nordens Jerusalem". Dette på grund af den indremissionske præst Bartholdy. Jeg læste der, afbrudt af sommeren, hvor jeg tog min læretid færdig og sluttede med svendebrev som tømrer. Derefter sluttede jeg med en bygningskonstruktøreksamen, i så tidlig en alder som 21 år.
Da jeg havde haft mellemørebetændelse som barn, blev jeg ikke indkaldt som soldat, men jeg stod til rådighed for civilforsvaret.

Karrieren i Roskilde startede i arkitektfirmaet Palle Jakobsen og Hans Christiansen. Efter nogle år startede jeg min egen tegnestue, hvor jeg for nogle år siden fejrede 40 års jubilæum, hvor ca. 300 gæster deltog.
Min tegnestue er en blandet landhandel, som man siger. Jeg har blandt andet vundet et par bevaringspriser.

Privat bor jeg i et selvbygget og selvtegnet hus i Veddelev. Jeg er gift med Birte Lindgård, som er kendt af mange i Roskilde fra diverse modeforretninger, samt af byens bridgespillere.
Jeg har været gul spejder i mange år. Jeg har haft sejlbåd i en årrække, været medlem af Round Table og Roskilde Borger-, Håndværker - og Industriforening.

Jeg har til fugleskydningsselskabet skænket pokalen, som fuglekongen får overrakt i forbindelse med kåringen. Fuglekongens data indgraveres i pokalen, der indgår som en del af selskabets klenodier".

 


Ved generalforsamlingen, den 13. marts 1967, stod gas og vandmester Erik Hansen som proponent for arkitekt Per Lindgårds optagelse i selskabet. Begge blev efterfølgende fuglekonger, Per Lindgård i 1992 og Erik Hansen i 2002.

* * * * * * * * *

For årets fuglekonge var det en slags hattrick inden for ganske få år. Per Lindgård blev kongeskytte i både 1989 og 1991. Dette blevet kronet med kongetitlen allerede året efter, og det samtidig med, at fuglekongen modtog emblem for 25 år i selskabet.

* * * * * * * * *

I 1992 skænkede fuglekongen, Per Lindgård, sin pokal til selskabet. Pokalen indgår i dag som en del af selskabets klenodier.

* * * * * * * * *

Ved generalforsamlingen i 2000 foreslog fuglekongen fra 1992, Per Lindgård, at der arrangeres en årlig sammenkomst for tidligere fuglekonger. Bestyrelsen bekræftede, at man ville se nærmere på forslaget. Året efter meddelte bestyrelsen, at en sådan sammenkomst burde laves i privat regi, da man ikke fandt det rigtigt at lave en ”forening” i foreningen. 


Per Lindgård har malet følgende skiver:

1992 Per Lindgård