Født: 4. december 1926 i Roskilde • Død: 7. oktober 1991 i Roskilde, begravet på Gl. Vor Frue

Journalist Arne Jensen var i sin tid en kendt skikkelse i byen. Mange artikler har den finurlige journalist skrevet om fugleskydningsselskabet. Ikke mindst serien ”De gamle platter fortæller” har givet ham et ganske specielt forhold til selskabet. ”De gamle platter fortæller” er en serie på 75 artikler, der hver især tager sit udgangspunkt i en fuglekonge og hans skive. Artikelserien blev bragt i årene 1972-73. Udvalgte artikler blev bragt i forbindelse med selskabets 200 års jubilæum i 1987. Som optakt til selskabets 225 års jubilæum blev alle artiklerne bragt igen i årene 2010-12. Ved den lejlighed blev serien udvidet med yderligere 25 artikler skrevet af selskabets hjemmesideredaktør, Henrik Brandt.

Levnedsbeskrivelse:

Journalist.

Søn af Sigrid Jensen. Uddannet i 1944 og kunne dermed holde 40 år jubilæum den 1. juli 1984, mens han var ansat på Roskilde Tidende.
Arne Jensen blev første gang gift med Diddi, der er født omkring 1932. Sammen fik de døtrene Mette og Tine. Arne Jensen blev gift anden gang med Simone Pyskow i Roskilde Domkirke den 15. september 1984.

I dans med datteren Mette ved 60 års fødselsdagsfest på Håndværkeren i 1986 og vielse til Simone Pyskow i 1984.

I forbindelse med genudgivelsen af "De gamle platter fortæller" skrev journalist på Dagbladet, Lars Anh Pedersen i 2010 en levnedsbeskrivelse af Arne Jensen. Den lyder således:

A. Jensen, Roskilde

Få lokaljournalister når at få status som institution i deres by, men det gjorde Arne Jensen, som dækkede stort og små i Roskilde i over 40 år.

Bed en tilfældig person nævne navnet på en Roskilde-journalist, og de fleste vil med stor sandsynlighed sige Lise Nørgaard. Men en hel del vil nok også svare Arne Jensen – især hvis de tilhører den ældre generation og har boet i Roskilde gennem det meste af deres liv. For i løbet af de mere end 40 år Arne Jensen – eller A. Jensen, Danmark, som han også blev kaldt – nåede at virke som journalist i byen for både Dagbladet og Roskilde Tidende, fik han efterhånden status af institution og blev med tiden næsten lige så berømt som de personer, han skrev om i sine populære klummer med titlen »Jensens Hjørne.« Hans enorme viden om Roskildes historier afspejles også i serien »De gamle platter fortæller,«. Han ville sikkert have fundet det ironisk, at han nu bliver skrevet om på samme måde, som når han selv hyldede lokalhistoriske ildsjæle som Jacob Kornerup, Arthur Fang og Fanny Fang.

Altid Roskilde

Ironisk er det også, at Arne Jensen, som den ærkeroskildenser han blev opfattet som, faktisk voksede op i Gundsømagle, om end han blev født på Sct. Maria Hospital (det nuværende Sct. Maria Park, red.) i Roskilde den 4. december 1926. I 1944 begyndte han som journalistelev på Roskilde Tidende, og bortset fra de syv måneder hvor redaktøren først sendte ham til Ringsted Folketidende og siden til Fyns Venstreblad som et led i uddannelsen, forblev Roskilde den by, hvor han arbejdede og boede. Og da han endelig skiftede arbejdsplads, gik turen blot fra Tidende og over til konkurrenten Dagbladet. Det skifte fandt sted i 1965, og her blev han indtil han vendte tilbage til Tidende ved årsskiftet i 1984. Som alle andre lokaljournalister skrev Arne Jensen om alt og alle. Intet var for stort eller småt. Han dækkede kommunalpolitik, generalforsamlinger, begravelser, retssager, brande og nåede at blive hædret for 25 års dækning af dyrskuet og få opkaldt en ambulance efter sig. Sidstnævnte skete ud fra den betragtning, at ambulancen sikkert ville komme til at færdes lige så meget ude i byen som Arne Jensen…

De våde varer

Når man skriver om Arne Jensen, kan man heller ikke komme udenom, at han var vældig glad for at få en tår over tørsten. På den led levede han fint op til det gængse billede af journalister som nogle drikfældige størrelser, der pendlede mellem redaktionen og værtshuset og tilbage igen. Arne Jensen var journalist af den gamle skole og af en generation, hvor redaktøren uden at blinke tog eleven med på værtshus på dennes første arbejdsdag, hvilket han selv var ude for. Men værtshusbesøgene havde også en faglig berettigelse, for det var her, at han hentede mange af sine historier og skaffede sig sine kilder, som de mere ædruelige kolleger aldrig kom i nærheden af. Og som han selv konstaterede, er man nødt til at sætte sig ned og lytte, hvis man vil have sin historie, og så ser det dumt ud, hvis man ikke drikker noget samtidig… Den livsstil havde dog også sine omkostninger og var formentlig en væsentlig årsag til, at Arne Jensen døde i en alder af 65 år i 1991, få måneder efter at han havde fået konstateret kræft.

Kendte grænsen

Arne Jensen slap af sted med meget, både fordi han skrev levende og fantastisk, men også fordi han formåede at dosere sin viden ud til læserne. I forbindelse med hans 40-års journalistjubilæum i 1984 erindrede hans tidligere redaktør på Dagbladet, Ole C. Jørgensen, hvordan han havde siddet til en retssag sammen med Arne Jensen, blot for at få at vide at dørene ville blive lukket. Ole C. Jørgensen rejste sig op for at gå, men så til sin store overraskelse, at Arne Jensen blev siddende. Dommeren forklarede den forbløffede redaktør, at Arne Jensen var undtaget fra reglen, fordi »han kan godt selv trække grænsen for, hvad der må komme ud i første omgang.«

Reddet af kilderne

Senere reddede Arne Jensens kildenet ham efter en katastrofal dækning af dyrskuet, hvor han i den grad var røget i unåde hos avisens ledelse. Men så fandt han af ukendte veje ud af, at der havde været holdt et hemmeligt retsmøde i Roskilde, hvor der var blevet fængslet en spion. Historien gik landet rundt, men kort efter overtrumfede Arne Jensen den ved at møde op på redaktionen med et brev, der var skrevet af den spionsigtede. Næste dag dukkede han op med endnu et, og dagen efter fulgte et tredje brev, og så nyttede det hverken, at politiet satte »Adgang forbudt«-skilt op foran arresten, eller at PET ringede til Ole C. Jørgensen for at høre, hvordan Dagbladet havde fået fingre i brevene. - Hvis Jensen nogensinde får skrevet sine erindringer, kan det blive interessant at se, om han til den tid vil fortælle den fulde sandhed om det spændende kapitel i hans liv, skrev Ole C. Jørgensen i jubilæumsartiklen. Den historie tog Arne Jensen dog med sig i graven, for udover de bind med udvalgte artikler fra »Jensens Hjørne,« som Markvadsens Boghandel udgav, fik han aldrig skrevet sine erindringer – hvilket nogle i byen sikkert priser sig lykkelige for – og vi andre må nøjes med det, han efterlod sig.

Den gæve journalist på cykel i 1976 og ved telefonen i 1984.

Ved Arne Jensens 40 års jubilæumsfest den 1. juli 1984 havde redaktør på Dagbladet, Ole C. Jørgensen, skrevet nogle personlige erindringer om dagens farverige hovedperson. De lyder således:

Jeg var netop tiltrådt på DAGBLADET i Roskilde. Det var i maj 1976 og som en af mine fornemste pligter, følte jeg det væsentligt at komme ud i marken. Som tidligere politireporter faldt det naturligt at A. Jensen skulle vise mig Roskildes retsinstanser.
Den strålende sol udenfor formåede kun sparsomt at trænge gennem de gammeldags vinduer i det dunkle retslokale. Dommeren samlede sine papirer, mens han ind imellem kastede blikket over brillerne ned mod forsvarer og anklager – og ind imellem lod det standse ved to forskellige herrer på tilhørerpladserne.
Opfyldt af øjeblikkets andægtighed, mens vi ventede på at de sigtede skulle blive ført ind, lænede jeg mig over mod A. Jensen og hviskede med andagtsfuld stemme: - Tror du ikke blot, de lukker dørene, så vi sidder her til ingen verdens nytte.
- Vent nu bare og se, replicerede A. Jensen med et underfugtigt smil. Kort efter blev delinkventerne ført til anklagestolen under raslen af arrestbetjentens nøgler, mens en bevæbnet betjent to opstilling ved udgangsdøren.
Retten blev sat, og som en af de første gerninger krævede anklageren dørene lukket af hensyn til sagens opklaring. Forsvareren protesterede ikke, og dommeren afsagde kendelsen med monoton adresse til den kvindelige retsskriver.
A. Jensen rørte ikke på sig, og jeg sad så småt og spekulerede på, om det med dørlukningen måske ikke var så alvorligt ment – der er jo som bekendt forskel fra dommer til dommer.
Men det med dørlukningen var alvorligt ment. Med et strengt blik kikkede dommeren over sine briller, og sagde bestemt: ”Som De hørte, er dørene blevet lukket, så De bedes venligst forlade retslokalet!
Jeg gjorde mine til at rejse mig, mens A. Jensen tilsyneladende uanfægtet blev siddende. Jeg prikkede ham på skulderen og sagde: - Ja, men så må vi hellere forsvinde.
- Nej, nej brød dommeren ind. Det gælder ikke Arne Jensen. Han kan godt selv trække grænsen for, hvad der må komme ud i første omgang. Noget overrumplet måtte jeg – om end nølende – trække mig tilbage fra retssalen til både anklager og forsvarers bifaldende nik – og A. Jensens underfundige smil.
Det skal siges, at han gav en pilsnerøl bagefter – men han undlod ikke detaljeret at fortælle om dommerens, anklagerens og forsvarenes ansigter, da han med slet skjult filur-maske fortalte dem, at det var hans nye redaktør, de netop havde vist vintervejen.
Joh, det var en af de gode dage i A. Jensens liv, og det blev også optakten til syv et halvt års festligt, besværligt, spændende, inspirerende – men ikke kedeligt – samarbejde med A. Jensen. En person, jeg ikke vil tøve med at kalde en af Danmarks sidste nulevende journalist-originaler – i alle dette ords betydninger.

En gammel handelsmand ovre i Jylland, som jeg kender særdeles godt, har som et af sine livs-mottoer denne her: Man er levende så kort, død så allerhelvedes længe. Derfor skal hver dag være en festdag. Og hvis den ikke er det, skal jeg nok sørge for, at den bliver det.
At overføre det direkte på A. Jensen ville være som at bytte rundt på Jylland og Sjælland. Med den sorgløse filosofi, der har præget dagen og vejen for A. Jensen, passer nu meget godt ind i dette motto.

Men nu skal det hele jo ikke blot være spøg og skæmt. For A. Jensen er ikke mindst når det tager ham – en gudbenådet reporter, som er i stand til at liste top-nyheder ud fra de mest besynderlige steder.
Et af sine virkelige højdepunkter havde han i forbindelse med Danmarks seneste store spionsag, Weibel-sagen. En sag, som Jensen nok vil betegne som alt andet end en spionsag. Her præsenterede han en indsats bestået af gode kriminelle venner, som hensatte presseverden i henrykkelse og bragte de grå hår frem på politi og anklagemyndighedens hoveder. Og så skal det endda siges, at den blev til under yderst pressede omstændigheder.
Forhistorien var den, at A. Jensen på det nærmeste havde fået det røde kort efter en absolut mislykket dækning af det nys overstået dyrskue. Nu har A. Jensen force aldrig været hårdt og konstant arbejde i avisens tjeneste, så dette middel var ikke rigtig aktuelt til at bringe ham tilbage ”på banen” for at bruge et moderne udtryk.
Men så fandt Jensen et scoop- godt hjulpet af venner, som vel nok havde fornemmet den for Jensen uholdbare situation.
Scoopet var intet mindre, at der i Roskilde var fængslet en spion i et dybt hemmeligt retsmøde. Langt mere hemmeligt end de hermetiske lukkede døre, som normalt er journalisters yndlingsudtryk, når de skal fortælle den undrende offentlig, hvor dygtige de er til alligevel at skaffe historien frem til læserne.
Sagen var så delikat, at A. Jensen måtte løfte en flig af sin ellers så berømte loyalitet for kilderne, før jeg besluttede at trykke historien.
I det meste af 24 timer havde DAGBLADET historien alene – og store københavnske dagblade måtte bide hovedet af al skam, og citere DAGBLADET og hermed A. Jensen for historien.
Men trods A. Jensens gode kilder indenfor både politietaten, dommerstanden og forsvarerne, så var det faktisk meget småt med konkrete oplysninger om denne spion-sag, som blev omgærdet med en hemmelighed, så man på det nærmeste skulle tro, at der var tale om forræderi på højt plan.
A. Jensen, som med sit scoop nu følte sig på vej godt ind i varmen, ”lynede” endnu engang med gode (kriminelle) venners hjælp. Pludselig en morgen blev jeg præsenteret for at brev, som angiveligt skulle være af den spionsigtede. Det var en mærkelig fornemmelse pludselig at sidde med noget skrevet af en mand, hvis identitet, forbrydelser og gøremål politiet og retsinstanser fuldstædigt havde lagt en jernring omkring.
Jeg var fra første færd ikke i tvivl om, at brevet var skrevet af spionsigtede. Men på den anden side, forudså jeg også ubehageligheder fra forskellige myndigheders side, hvis vi trykte det. Derfor afkrævede jeg A. Jensen en forklaring om, hvordan brevet var smuglet ud. Den forklaring var – sammenholdt med forskellige personers udtalelser – overbevisende. Men ikke desto mindre nok så fantastisk.
Brevet blev bragt tillige med forskellige supplerende oplysninger – og jeg oplevede for første gang at blive kontaktet af PET – Politiets Efterretnings Tjeneste.
De ville gerne høre, om ikke jeg kunne hjælpe med oplysninger om, hvorfra vi havde fået brevet. De lovede mig i den forbindelse fuldstændig diskretion.
Jeg beklagede naturligvis meget, at det ikke var muligt. Og næste dag leverede A. Jensen så et nyt brev fra den indsatte. Det blev også trykt. Derefter satte politiet et skilt op på græsplænen foran arresten. Herpå stod: Adgang forbudt. Politiet selv sagde, at det ikke havde noget med spionaffæren at gøre. Men gode kilder på politigården hviskede Jensen i øret, at politiet troede, at den spionsigtede skød brevene ud af cellevinduet med en slangebøsse, og at man ville med skiltet sikre sig med den fortsatte trafik.
Men man kunne have sparet sig. Næste dag afleverede Jensen endnu et blev som af helt andre veje var kommet A. Jensen i hænde.
Hvis Jensen nogensinde får skrevet sine erindringer kan det blive interessant at se, om han til den tid vil fortælle den fulde sandhed om dette spændende kapitel af hans liv.

Nu var kriminalitet ikke hele A. Jensens liv, men somme tider hagede han ligefrem efter at komme til at skrive om dette område. Ved en konkret lejlighed – der var en af de lejligheder, hvor der var bispe– eller provstevalg i Roskilde – var A. Jensen i sin egenskab af kirkemedarbejder sat på sagen.
Fra sin righoldige kilder kunne han berette mangt og meget som sagen. Meget måtte han lægge øren til og en ikke uvæsentlig del var vel heller ikke direkte i pagt med biblens ord og næstekærlighed og ydmyghed – om end en del af det blev fremsat i herrens navn.
Det fik A. Jensen til en sen eftermiddagstime at udbryde: Alle disse intriger er næsten ikke til at holde ud at høre på. Så gi´ mig hellere et par gode, ærlige kriminelle. Det ved man da hvad er.

Jeg har lovet Trille (chefredaktør Inger Jacobsens) at skrive den om A. Jensen og skærmterminalen.
Men den historie starter faktisk før den tid. Nemlig da redaktionen på DAGBLADET gik fra almindelige skrivemaskiner over til elektriske skrivemaskiner.
Det kneb lidt for A. Jensen i starten, og på en sen eftermiddag hvor væskeindtagelsen på grund af høj sommersol, var lidt større end normalt, gik det helt galt.
A. Jensen kæmpede en forgæves kamp med den nye el-maskine og efter adskillige knarvorne udtalelser bøjede han sig ned mod sin gamle aflagte skrivemaskine, som stod ved skrivemaskinebordets fod med følgende bemærkninger: ”Nå, lille ven, kom du op til far igen.”
A. Jensen fik det dog lært, og på et tidspunkt gik han da også til erkendelse og undrede sig over at han nogensinde havde syntes, det var let at skrive på almindelig skrivemaskine.

Da DAGBLADET – som en af de allerførste aviser i landet – skulle have skærmterminaler til journalisterne, det var i 1980, holdt A. Jensen en yderst lav profil. Og gentagne gange sikrede han sig, at han ikke mod sin overbevisning blev tvunget til at skrive på et af disse nymoderne monstrummer.
Som dagen oprandt, blev Jensen stedse mere nervøs. For han havde jo lovet at han i hvert fald ville prøve at skrive på den.
På selve dagen for undervisningens start dukke A. Jensen op. Bleg, men fattet og opstrammet. Efter at have lyttet eftertænksomt til lærerens forelæsning og skærmens velsignelser, udbrød Jensen med den afklarede sikkerhed: Der er jo to muligheder. Enten kan jeg, eller også kan jeg ikke. Det her er jo en sag for de unge.
Men det var faktisk ikke noget problem. I løbet af en uge havde Jensen opdaget, at det faktisk var meget lettere at skrive på skærmterminal end med både gåsepen, almindelig skrivemaskine og el-maskine.
Og lang tid gik der ikke før Jensen med en yderst indigneret mine beklagede sig over, at ældre medarbejdere ikke længere – som i gamle dage – havde førsteret til maskinerne, hvis der var kø.

Joh, Jensen levede med i de nye tider. Men på sin helt egen facon.
Og sin helt egen facon har han også haft på sin arbejdsindsats. For selvom han dagligt oplever historier, som var i stand til at fylde en hel avis er det kun en brøkdel, som når hjem til læserne. I mange tilfælde fordi historien er fortalt A. Jensen i fortrolighed eller også fordi redaktøren måske ikke har været vaks nok til at få ham placeret foran skrivemaskinen i tide. Og ikke mindst derfor kunne en passende overskrift for denne 40-års jubilæumsdag være:

A. Jensen
Tekstfabrikant af Guds, men
ikke mindst redaktørens nåde.

1986 henholdsvis på redaktionen og en hyggestund på Club 42.

Traditionen byder, at fuglekongen holder en tale for majestæten under fugleskydningsfrokosten. Fuglekongen fra 1968, Svend Pagh var ikke den rutinerede taler og havde allieret sig med journalist Arne Jensen fra Dagbladet, da han skulle holde sin tale i 1969.
Svend Pagh, så en tid på det håndskrevne ark papir, hvorefter han sagde: "Jeg kan kraftedeme ikke læse, hvad den idiot har skrevet. Nå, skål for majestæten". Herefter løftede han glasset, og "talen" var slut.

* * * * * * * * *

I sin levnedsbeskrivelse til fugleskydningsselskabets hjemmeside mindes fuglekongen fra 1986, Ole Christer Jørgensen, sin tid som redaktør på Roskilde Dagblad. Et uddrag derfra lyder således:

Det, der også gjorde opholdet i domkirkebyen spændende, var - udover det byarkitektoniske - en række interessante personligheder i snart sagt alle miljøer. Et eksempel på byen særegenhed var pubben, "Bryggerhesten", hvor høj og lav mødtes over et glas øl og eventuelt et let måltid.
På et tidspunkt, da jeg bebrejdede en af bladets journalister, Arne Jensen, at han opholdt sig for lidt på avisen og for meget på værtshus, svarede ham meget overbevisende: "75 procent af alle nyheder passerer et værtshus i deres tilværelse. Det er vigtigt, at der er nogen til at gribe dem".
Det lød umiddelbart noget eksotisk. Men senere måtte jeg erkende, at hans erfaring fra et langt liv som udgående reporter gjorde, at han vidste, hvad han talte om. I hvert fald når det gjaldt "Bryggerhesten". Man skulle være både blind og døv, hvis man efter et besøg her ikke havde et par gode historier med hjem til avisen.

* * * * * * * * *

I relation til fugleskydningsselskabet var Arne Jensens sidste adresse meget passende. Han boede Trægården 8.

* * * * * * * * *

Blandt de mange finurlige historier i "Jensen Hjørne" findes historien "Fugleskydning er ikke tant og fjas - det hele". Denne kan læses i bogen "Jensens Hjørne 1983".

Se artikelserien "De gamle platter fortæller" under artikler og  i en pdf version her.

Se også de legendariske bøger Jensens Hjørne 1981-1982 og Jensens Hjørne 1983.