VIP
Lene Birch |
Født: 24. marts 1959 • Død: 13. juni 2024
Lene Birch trådte i starten af 2023 ind som korrekturlæser for Fugleskydningsselskabets hjemmeside. Det var som et generationsskifte, men desværre døde hun godt et år senere, en måned før hendes forgænger på posten. Under sin tid som korrekturlæser gjorde Lene Birch et samvittighedsfuldt og flot stykke arbejde, altid rettidigt og altid i orden.
Inden sin tid som korrekturlæser havde Lene et godt indblik i Selskabets historie og traditioner, da hun var ægtefælle til Henrik Birch, der blev optaget i selskabet i 2006 og indtrådte i bestyrelsen i 2013.
Levnedsbeskrivelse:
Ekspeditionssekretær
Lene Birch er født og opvokset i Rughaven på Sct. Jørgensbjerg, som datter af Ena Novak og Flemming Adrian Nielsen. Efternavnet blev senere slettet, så familienavnet blev Adrian. Ena var sygehjælper og Flemming malersvend. Lene blev såvel døbt som konfirmeret og senere viet i Sct. Jørgensbjerg kirke.
Lene var familiens førstefødte. Siden kom søstrene Mette i 1962 og Louise i 1972 til. Efter den sidste familieforøgelse flyttede familien til Egegårdsparken i Himmelev i nogle år, hvorefter bopælen igen blev på Sct. Jørgensbjerg i en villa på Clermontgade.
I en tidlig alder begyndte Lene på Karen Margrethe og Wolmer Hansens Danseskole på Fjordvilla. Det var en interesse der varede ved i en årrække, hvor hun deltog i flere dansekonkurrencer.
De første uofficielle verdensmesterskaber i fodbold for kvinder blev i 1970 og 1971 vundet af Danmark. Det skabte interesse for sporten, der hidtil havde være forbeholdt herrer. Som andre blev Lene grebet af boldspillet og blev medlem af Roskilde Boldklub af 1906´s pigehold. Med klubben var hun bl.a. på en fodboldrejse til Østrig.
Skolegangen blev i sin fulde udstrækning afviklet på Duebrødre skole med start i 1. klasse i 1966 og afsluttende med realeksamen 10 år senere. Folkeskolen blev afløst af et år på Roskilde Handelsskole inden Lene i 1977 kom i lære på kontoret hos engrosvirksomheden Ostermann. Senere blev det til ansættelse hos Gallup, Risø, Lundbæk og RUC. I mange år arbejdede Lene som SAP- og HR-konsulent inden for systemanalyse og personalepleje.
I sine yngre år læste Lene merkonom enkeltfag på aftenskole, mens hun senere i livet læste dansk på HF-niveau.
Allerede i en alder af 14 år mødte Lene sit livs kærlighed under en Gasolinkoncert. Siden den aften dannede Lene og Henrik par. I 1978 fik de deres første lejlighed på Helgebakken. Det var i den del der senere kom til at hedde Æblehaven. Siden flyttede parret til Roskildevænget.
I en årrække i 1980´erne blev lejligheden suppleret med et dejligt sommerhus ved Marielyst på Falsters sydøstkyst. Her slappede ægteparret af i ferier og weekends, ofte med besøg af familie og venner.
Ægteskabet blev indgået i 1980. Blot to år efter blev Lene ramt af en bindevævssygdom, der tidligere havde ramt hendes tre år yngre søster. Sygdommen blev et vilkår resten af livet, et vilkår hun på bedste vis levede med.
Lenes helbred gjorde, at ægteparret forblev barnløst. Kærligheden til børn kom niecer, nevøer og venners børn til gunst. Kort tid før Lenes død kom familiens første barn i næste generation til verden. Lenes glæde af ham blev alt for kort.
I 1992 blev lejligheden udskiftet med et parcelhus på Strandgårdsvej i Himmelev. I 2016 var det tid til noget mindre i såvel størrelse som krav til arbejdsindsats. Parret flyttede til et nybygget rækkehus på Agerhønevej i Præstemarkskvarteret.
Lene var livet igennem et aktivt menneske med mange interesser. Her kan nævntes kultur, håndarbejde, venner og rejser. I de seneste år har det fortrukne rejsemål været Samsø.
Lene var et socialt menneske med en bred vennekreds der blev plejet gennem mange år. Lene var igangsætter og aktiv i at fastholde sociale kontakter. Fra afslutningen af folkeskolen og til sin død var Lene med til at arrangere sammenkomster for skolekammerater hvert femte år.
I 2021 fik Lene som følge af sin bindevævssygdom en ny nyre. Hun fortsatte efterfølgende med at arbejde, men helbredet gjorde det ikke let. Lene valgte at gå på pension i 2022. Dette også for sammen med sin mand, at få nogle gode år sammen, hvor interesser og samvær kunne plejes. Sørgeligvis blev årene alt for få.
I begyndelse af 2024 blev Lene igen ramt på helbredet. Tanken gik på endnu en udvikling af bindevævssygdommen, men det skulle vise sig at være en sjælden, uhelbredelig og galoperende kræftsygdom, der hurtigt gjorde en ende på Lenes liv
Fodboldpigen Med niece i Med niecer i San Francisco 2009