Forrige recordNæste record    Mette Weiland Høj  

Født: 23. april 1952 i Ribe


Som mange årig museumsinspektør, har Mette Høj været bindeledet mellem Roskilde Museum og Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab. Dette har indebåret et gunstigt og konstruktivt samarbejde mellem Mette Høj og henholdsvis selskabets skiveudvalg og redaktion. Planlægning af skivernes ophængning og udveksling af historiske data om fugleskydningsselskabet har været til stor gunst for begge parter i det gode samarbejde.


Levnedsbeskrivelse:


Museumsinspektør


I 2021 gav Mette Høj sin levnedsbeskrivelse til selskabet. Den lyder således:

Jeg er født i Ribe i 1952, datter af Povl Høj, oprindelig fisker fra Hvide Sande, senere lærer fra Ribe Statsseminarium, og Elly Weiland, opvokset på Islands Brygge og ligeledes lærer fra Ribe Statsseminarium.

Inden gymnasiet var jeg et år på kostskole i Darlington i Nordengland. Student fra Ribe Katedralskole i 1971, og efter 1 års ophold i Cambridge, påbegyndte jeg min uddannelse som cand.mag. med hovedfag i forhistorisk arkæologi fra Aarhus Universitet og bifag i europæisk etnologi fra Københavns Universitet.

Gift i 1977 med mag. art. Tom Christensen, arkæolog og tidligere museumsinspektør ved Roskilde Museum/ROMU. Vi flyttede i 1982 til Roskilde, har to drenge og nu bedsteforældre til endnu to drenge.

Jeg var i perioden 1983-85 arkæologisk projektleder på Roskilde Museum, hvor det blev til flere udgravninger i omegnen, men også i Roskilde, bl.a. i Bredgade, hvor vi fandt bebyggelse fra det ældste Roskilde.

Fra 1986-2021 var jeg ansat som museumsinspektør/afdelingsleder på Roskilde Museum/ROMU med ansvar for museets samlinger. Som samlingsinspektør har jeg på nærmeste hold fulgt udviklingen inden for registreringspraksis og har siddet i nationale udvalg vedr. udarbejdelsen af registreringssystemer.

Jeg har desuden foretaget undersøgelser af især lokalhistoriske emner samt stået for flere udstillinger. Blandt andre kan blandt nævnes Roskilde Ring – historien om en motorsportsbane, forsknings- og udstillingsprojekterne Da spaniolerne kom – et kulturmøde i 1808 om de spanske tropper i Roskilde under Napoleonskrigen samt i samarbejde med Nationalmuseet Jacob Kornerup – maler, arkæolog & konservator om bysbarnet J. Kornerup i anledning af 100 året for hans død i 1913. I forbindelse med 600-året Margrete 1.s begravelse i Roskilde Domkirke havde jeg ansvar for udstillingen og det ekstraordinære lån af Margrete 1.s-kjole, der blev taget som krigsbytte fra domkirken af svenskerne i 1658 og nu befinder sig i domkirken i Uppsala. Jeg har haft fornøjelsen at skrive om forskellige lokale emner som fx Folkeparken, Stændersalen i Det Kgl. Palæ, museets tidlige historie og statuen Roar og Helge. Jeg var medredaktør af Roskilde bys historie, der udkom i tre bind fra 1992-1998. I en længere årrække havde jeg fornøjelsen at være sekretær og kasserer for Roskilde Museumsforening med tilrettelæggelse af foredrag og rejser.

Gennem mit arbejdsliv har jeg haft en bred berøringsflade til Roskilde, og haft fornøjelsen at møde mange af byens engagerede foreninger, her iblandt Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab. Det tætte og gode samarbejde med selskabet startede i 1997, da Palæsamlingerne, hvor skiverne dengang var udstillet, blev en del af Roskilde Museum. Det resulterede i 2008 i en deponeringsaftale mellem museet og fugleskydningsselskabet. Da palæsamlingerne lukkede, blev et udvalg af skiverne udstillet på Roskilde Museum. De er siden blev nyophængt og er pt. en del af museets permanente udstillinger, der åbnede i 2017. Der er desuden lavet den aftale med selskabet, at fuglekongerne udarbejder en kort beskrivelse af og baggrund for motivet på den valgte skive som en dokumentation for eftertiden. Disse skemaer opbevares på museet.

Som emerita på ROMU arbejder jeg med en arkæologisk publikation af en stor gravplads Stålmosegård i Vindinge. Den består af mere end 100 grave fra romersk jernalder, især fra 300-tallet e.Kr.

3.8.21/mh

 

tn_MWH-1 tn_MWH-2
 
 Mette Høj på arbejde i Vindinge i 2004

 Mette Høj taler ved Roskilde Rings åbningsudstilling
tn_MWM-3 tn_MWH-4
 
 Museumsforeningens bestyrelse

 Mette Høj gratuleres med sit 25 års jubilæum på ROMU
 af museumsdirektør Frank Birkebæk