25. oktober 2010
Så er det tid til at melde sig til årets sidste arrangement - Torskegildet
Onsdag den 3. november kl. 18.30 på Restaurant Håndværkeren.
Menuen er kogt torsk med diverse tilbehør, og derefter serveres pandekager. Der er ved tilmeldingen mulighed for at bestille et alternativ til torsk.
Aftenens højdepunkt kan blive uddelingen af vandrepokalen, da Bennie Hansen igen har mulighed for at vinde den. Siden årtusindeskiftet har Bennie snuppet pokalen i alle de lige år. Det er 25 år siden, Bennie første gang tog sølvtøjet med hjem. Sker det igen i år, har Bennie erhvervet sig en pudseopgave for tid og evighed.
Der er også andre medlemmer, der skal hædres denne aften. Det er de såkaldte "ordentlige" (ordinære) medlemmer, der i modsætning til de "admitterede" (ekstraordinære) medlemmer, deltager i de regelmæssige skydeøvelser. Skytter, der i årets løb har deltaget i mindst tre af de fire skiveskydninger på Tjørnegårdskolen, vil få tildelt et ordensbånd med en lille fugl. Har man i forvejen ordensbåndet fra sidste år, vil det blive prydet med endnu en fugl.
Prisen for middagen er kr. 240,00. Hertil skal påregnes drikkevarer.
Tilmelding er nødvendig, og det sker til Restaurant Håndværkeren på tlf. 46359578 senest den 1. november.
Det er ikke kun de "ordentlige" medlemmer, der er velkomne til Torskegildet. Da der også er sultne og tørstige sjæle blandt de "admitterede" medlemmer, er det håbet, at en bred skare af selskabets medlemmer vil festligholde årets sidste aften med skydebrødrene. |