14. september 2010
Min trofaste og kompetente partner gennem to år på hjemmesideredaktionen, Kurt Buchtrup, har valgt at trække sig som en aktiv del af arbejdet med hjemmesiden og overlade dens videreudvikling til andre kræfter. Jeg må også sige, at Kurt har ydet langt mere, end han i sin tid lovede mig, og at han i høj grad har ydet sin indsats til det opslagsværk, vi har i dag.
At jeg selv i foråret 2008 kom ind i arbejdet med hjemmesiden skyldtes, at jeg fik stukket næsen lidt frem, hvorefter jeg stod med en opgave, jeg på mange måder slet ikke havde kompetencer til. Blandt andet havde jeg slet ikke begreb om, hvorledes jeg kunne beskære billederne af de næsten 200 skiver i selskabets samling. Skæbnen ville, at jeg kom i kontakt med fuglekongen fra 1995, Kurt Buchtrup. Også han fik næsen lidt frem og fik afsløret, at han havde visse kompetencer med billedbehandling. Haps sagde det, og jeg fik hvervet Kurt til at beskære billederne. Kurt lovede mig alene denne opgave, men det skulle vise sig, at han i tiden derefter lagde langt flere kræfter i etableringen af hjemmesiden. Det viste sig hurtigt, at Kurt havde lyst og evner til mange ting. Med flittigt besøg på Lokalhistorisk arkiv og brug af internettet m.v. har Kurt bidraget med mange tekster på hjemmesiden. Artikler er det også blevet til. Her kan nævnes, at Kurt i samarbejde med mig har lavet en artikel om den første fuglekonge. Artiklen blev bragt i ”Jul i Roskilde” 2009. Tillige var Kurt med til at lave artiklen om "Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab", der ligger på hjemmesiden. Den flotte redigering af filmen fra fugleskydningen i 2009, der ligger på hjemmesiden, har Kurt ligeledes stået for.
At Kurt nu har valgt at trække sig, er et tab både for selskabet og for mig. Til min egen trøst må jeg dog glæde mig over, at jeg i dag står langt bedre rustet, end da jeg for to år siden stod med ”hatten i hånden” over for Kurt. Ikke blot har Kurt gjort en stor indsats for hjemmesiden. Han har også med rund hånd givet lærdom fra sig til mig. Således kan jeg i dag selv beskære billederne. Udtryk som thumbnails og canvas size, der før var fremmedord for mig, giver i dag mening, så jeg selv bestrider en smule af den tekniske snilde, Kurt så ypperligt behersker. Selvom Kurt nu trækker sig tilbage, er jeg ikke i tvivl om, hvor jeg kan ringe hen, hvis noget en dag brænder på for mig.
Hvad Kurt gennem de seneste to år har bidraget med på hjemmesiden er af uvurderlig betydning for selskabet. Jeg vil gerne på selskabets og ikke mindst egne vegne her give Kurt en hjertelig tak for et storslået stykke arbejde.
|