1. december 2024
Overskriften på dette nyhedsbrev vil skabe undren. Der er da vist ikke kutyme for at kåre to fuglekonger på et år. Det er heller ikke det der er sket. Michael Donstrup er vores regerende fuglekonge. Den ”nye” blev kåret for 169 år siden.
Ifølge bøger, publikationer og fortegnelser blev der ikke afholdt fugleskydning hos os i 1855. Det viser sig nu ikke at være sandt. Under ”støvet” har Carit Volfing fundet en artikel og en protokol der fortæller noget andet. Kgl. skuespiller og kammersanger Jørgen Christian Hansen blev vores fuglekonge i 1855. Carit har siden sommer påtaget sig det historiske ”guldgraverarbejde”, som Hakon Meinertz påtog sig så længe hans syn tillod det.
Vi har ingen skive fra 1855. Det formodes der er givet et fotografi, som er gået til. Fuglekongen var blandt de københavnere, der på datiden invaderede vores agtværdige Selskab. Det forhindrer de geografiske regler i dag. Hans interesse for krudt og kugler begrænsede sig ikke til Roskilde. I 1839 blev han optaget i Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab. To år senere gav han en skive til det meget gamle og fornemme selskab. Det er en pligt for alle medlemmer.
Den opdaterede fuglekongeside fra 1855 kan ses her.
Fuglekongens skive fra "Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderorden" kan ses her.
|