22. juni 2024
Med hastige skridt nærmer vi os årets store dag, fugleskydningen. Vi nærmer os ligeledes datoen for tilmeldingsfristen, så vi på anstændig vis kan give restauratøren besked, så han kan planlægge sit arbejde. Som siddende fuglekonge bliver det en ganske speciel dag for mig. Hver tilmelding koster mig en skarp fra dagens start i museets gård. Den giver jeg meget gerne. Jeg håber, at rigtig mange møder op. Jeg glæder mig til at afsløre min malede skive, til at holde min tale for regenten og til at give den ærefulde værdighed videre til min afløser som fuglekonge. I det hele taget glæder jeg mig til hele dagen, der bliver afslutningen på det fantastiske år jeg har nydt som fuglekonge.
I skrivende stund er tilmeldt 62 skydebrødre til dagen. Vi har erfaring for, at mange kommer til på de sidste dage. Det skulle også gerne ske i år. Tidligere tiders trecifrede deltagerantal er ønskværdigt. Corona skabte et dyk, men den tid er heldigvis også forbi.
Ved årets generalforsamling blev seks nye skydebrødre optaget i selskabet. Vi skulle gerne op på samme antal ved indballoteringen den 1. juli. Om muligt gerne flere. Vi har indtil nu tre kandidater til optagelse. Hvis nogen ønsker assistance i forbindelse med ansøgningsskema, står jeg meget gerne til rådighed. Ring endelig på 40757271.
|