Forrige recordNæste record   Julehilsen fra redaktørerne

23. december 2021

Så står julen atter for døren, og redaktionen følger den faste skik med at fortælle, hvad der i det forløbne år er sket inden for vores arbejdsområde.

Efter det svære år i 2020 blev det lidt lysere i vores samfund. Fortsat er der dog et stykke vej til normale forhold. Det måtte vi også mærke i selskabet.

Årets to første skiveskydninger blev aflyst, mens generalforsamlingen blev udskudt til juni. På den tid af året så det pænt ud, hvilket betød, at bestyrelsen i år kunne lade sig beværte af fuglekongen, da han fremviste sin malede skive i sit smukt beliggende sommerhus. 

Desværre viste det sig både ved generalforsamlingen og indskydningen, at der kun var få nye medlemmer til indballotering. De er meget velkomne, men vi håber på flere kandidater i 2022. En løbende medlemsnedgang vil ikke være godt for selskabet. Skydebrødrene opfordres til at se efter værdige kandidater i omgangskredsen. 

Selskabets hidtidige arkivrum blev af udlejer opsagt i år. Dette fordi ejendommen skulle sælges. Det blev en ren win, win situation. I stedet for det meget lille lejede rum tilbød Roskilde Kommune os et langt større rum til vores arkiv af ringbind, skiver, fane og andre effekter. Selvom indholdet kun har interesse for selskabet, er det betryggende, at vores arkiv ligger i en tyveri- og alarmsikret bygning.

Grundet naturens orden må vi årligt tage afsked med skydebrødre. Det er altid vemodigt. Vi plejer ikke her at nævne enkelte, men vil gøre en undtagelse. Vi mistede i år vores forrige formand, Ebbe Overgaard Nielsen.

Museumsinspektør Mette Høj har i mange år været en fantastisk støtte for selskabet. I år gik hun på pension og blev samtidig optaget i hjemmesidens VIP arkiv.

Som det var tilfældet i 2020 blev årets fugleskydning flyttet til august på grund af corona pandemien. Det er meget tilfredsstillende, at denne traditionelle dag ikke er blevet aflyst siden 1940.

Dagen efter fugleskydningen stod redaktionen for en byvandring om fuglekonger syd for Algade. Det blev en god aften og afstedkom, at redaktionen kom i besiddelse af et lille videoklip fra fugleskydningsmarchen i 1972.

En anden interessant videooptagelse modtog vi i år. Det var en udsendelse fra Kanal Roskilde om fugleskydningen i selskabets 200 jubilæumsår 1987.
Begge optagelser kan sammen med mange flere ses på selskabets hjemmeside.

Det var dejligt, at vi i kunne afvikle efterårets to skiveskydninger og det traditionelle torskegilde. Med to forårsskydninger i 2020 og to efterårsskydning i 2021 kom konkurrence denne gang til at gå over 2020/21.

Vi må håbe, at det går fremad med at komme corona til livs. Det vil være rart, hvis selskabet snart kan få et helt år uden aflysninger eller flytning af datoer.

Dette nyhedsbrev er årets nummer 28. I 2020 blev der udsendt 38.

Alle skydebrødre med familier ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår.


   

Tilbage til listen