Mindeord for Niels Yde | |||
12. november 2020 Medlem af selskabet, Niels Yde, er afgået ved døden, tirsdag den 10. november 2020 i en alder af 70 år. Niels var livet igennem meget engageret i foreninger. Som jurist har han blandt andet arbejdet for Den danske Jordemoderforening, samt flere års u-landsarbejde i regi af FNs Flygningehøjkommissariat, UNHCR. Ikke mindst 12 års ansættelse som administrerende direktør for SOS-Børnebyerne var et arbejde, der lå hans hjerte nært. Sidst vi så Niels ved et arrangement i fugleskydningsselskabet, var ved fugleskydningen i 2019. Her holdt han en flot tale for Danmark. Han gav udtryk for at være glad og beæret over at have fået tildelt denne opgave. Talen kan læses her. Niels var så sent som den 1. november 2020 matchleder på andematchen med 140 deltagere – en match, han ledede fra tidlig morgen og som han var både glad og stolt over at kunne være med til, selv om han var meget træt bagefter. Niels blev indlagt tirsdagen efter – men det lå ikke i kortene, at livet skulle ende nu. Han havde selv håbet at kunne vende tilbage til hjemmet i Svogerslev, da han efter indlæggelsen fik det bedre, men pludselig gik det hurtigt, og han døde ved middagstid tirsdag den 10. november 2020. Niels havde i forvejen været igennem nogle perioder med behandling for kræft. Niels stammede fra Nykøbing Falster, men fra han flyttede til Svogerslev, har han ”altid” haft sin gang i Roskilde Golf Klub. Udover posten som formand (1997-2000) har Niels taget sig af et utal af forskellige opgaver. I mange år har han været matchleder og var indtil sin død, klubbens mest erfarne. Han styrede også klubmesterskaberne i år. Niels var desuden frivillig hjælper i sekretariatet og havde også påtaget sig opgaven med at være formand for det kuld af frivillige, der sørger for at opsamle bolde på drivingrange. Niels kom i klubben mange dage om ugen. Klubben betød meget for Niels, ligesom klubben har mange ting at takke Niels for. Arbejdsmæssigt har Niels også været involveret i meget. Han har været faglig konsulent hos FOA Køge, direktør for SOS-Børnebyerne, juridisk konsulent for Jordemoderforeningen og afdelingsleder i Nykøbing Falster og Rødby kommuner. For cirka to år siden mistede Niels sin kone, Amanda. Niels efterlader to børn, Thomas og Louise, og fire børnebørn samt ungdomskæresten Vibeke, som han ikke havde haft kontakt med i ca. 50 år, men som han til sin store glæde fandt sammen med i 2019. Flaget i klubben er sat på halv onsdag den 11. november.
|
|||