1. august 2020
Som tidligere udmeldt er årets fugleskydningsfrokost begrænset til 100 deltagere. Dette, medmindre myndighederne inden da fastsætter andre regler. Tilmeldingen går stødt frem. Indtil nu er der omkring 70 tilmeldte. Således er der plads til 30 mere. Tilmeldingsreglen "først til mølle" skal tages helt bogstaveligt. Det er måske værd at overveje, om man vil risikere at blive "dømt" for nøl. Med andre ord er det en god idé, at sikre sin deltagelse, inden det er for sent.
Skulle nogle have kandidater til indballotering, er det også en idé at indstille dem nu, hvis de skal have mulighed for at deltage ved årets fugleskydningsfrokost.
Den 27. august kombinerer vi årets udsatte generalforsamling med opsætning af pavillon og indballotering af nye skydebrødre. Skydeudvalgsformanden har styr på riflerne. Vi håber, at der kommer opbakning til opsætning af pavillonen fra omkring klokken 17:30. Det øvrige program starter klokken 19:00, først generalforsamling, derefter indballotering. Da ærmerne skal smøges op, er der undtagelsesvis ikke dresscode ved generalforsamlingen. Dog skal selskabets emblem, som altid, bæres. Det er nok også fint, at det nystrøgne dress ligger derhjemme, klar til fredagens store dag. |