Forrige recordNæste record   Lidt historie om den magiske dato 28. august

15. maj 2020

Fugleskydningsselskabets vedtægter § 11 siger, at årets fugleskydning skal afholdes den første tirsdag i juli. Således bliver det ikke i år. Som alle ved, hersker den forbandede coronavirus over alt andet i verden. Som rent force major er dette års fugleskydning udsat til fredag den 28. august. Datoen skal dog tages med et gran salt, da selskabets krystalkugle ikke kan se, hvordan coronasituationen vil være til den tid.

Hvorfor så lige den 28. august? Valget er ikke tilfældigt, men meget logisk i denne specielle situation. De fleste vil nok have konstateret, at netop denne dato fremgår i selskabets logo, efterfulgt af årstallet 1787.

Vi kan ikke med sikkerhed tidsfastsætte selskabets stiftelsesdato. Vi ved, at der fra 1783 blev skudt ved havnen. Tænkeligt er det, at skydemålet var en fugl opsat på en høj stang. Det sikre bevis på en fugleskydning er Peder Brønichs skive fra fugleskydningen torsdag den 28. august 1787. Skiven kan ses på Roskilde Museum. Den viser en trivelig Amor med pilekogger og armbrøst, som skyder mod "papegøjen" på den høje fuglestang, og man ser, at pilen har ramt fuglen i brystet. Bag fuglestangen ser man fjorden med et skib for fulde sejl, og langt ude aner man kysten ved Bidstrup.
Da dette vidnesbyrd er det første, der viser en datering, har eftertiden besluttet, at den 28. august er selskabets officielle stiftelsesdato.

I 1788 blev fugleskydningen ligeledes afholdt i august. Herefter blev juli den fortrukne måned. Flere gange vendte man tilbage til august. I 1798 og 1800 ses fugleskydninger i september. Det var på den tid, hvor byen havde to fugleskydningsselskaber. Det var "Det Borgerlige Fugleskydnings Selskab", der de to år skød i september, mens "Roeskilde etablerede Skydeselskab" afholdt fugleskydning i juli, som man oftest gjorde.
I årene 1899-1967 blev der 11 gange afholdt fugleskydning i juni. Herefter har det været juli og siden jubilæumsåret 1987, den første tirsdag i måneden.

Foruden stiftelsesåret har der været afholdt fugleskydning den 28. august i jubilæumsårene 1912 og 1937 samt i 1815. Sidstnævnte år var datoen næppe et tilfældigt valg. Mere om dette senere.

Vi ved nu, at den siddende fuglekonge, Torben Lenou Hansen, får en usædvanlig lang periode med titlen. Han vil dog langt fra få rekorden. Historisk er der 14 år, hvor der ikke har været afholdt fugleskydning, hvorfor fuglekongen har måttet tage sig en ekstra lang tørn.
Carl Frederik Wulfsberg blev fuglekongen den 30. juli 1807. Det skulle vise sig, at han først blev afløst i 1815 af Isräel Levin. Dette netop den 28. august. Det må formodes, at stiftelsesdatoen er nøje valgt efter otte års fugleskydningstørst.
Årsagen til den lange periode uden fugleskydning var storkrig i Europa. København blev bombarderet, og englænderne snuppede hele den danske flåde. Det var en streng tid.

Skulle vi, som vi alle håber, få en ny fuglekonge i august, vil han tangere den hidtidige rekord som fuglekongen, der har siddet kortest tid. Fuglekongebåndet vil skulle gives videre den 6. juli 2021. Således vil fuglekongen 2020 kunne pryde sig med titlen i 312 dage.
Netop førnævnte fuglekonge fra 1815, Isräel Levin, fik også kun 312 dag som fuglekonge. Han blev afløst den 5. juli 1816 af Nicolai Christian Dalstrøm. Da 1816 var et skudår rammes her ligeledes 312 dage.

Når vi forhåbentligt til august holder fugleskydning, vil det være år nummer 80 i uafbrudt linje. Det er ikke sket før. De nuværende 79 år er en tangering af perioden 1861 til 1939.

Det hele er historiefortælling. Året 2020 har allerede skrevet sig ind i historiebøgerne. Lad os håbe, at året giver os en fugleskydningsdag. Jeg vil tage "ja hatten" på og se frem til en festlig dag.

1787_Forside_efter_restaurering_150

   

Tilbage til listen