Forrige recordNæste record   Mindeord for Mogens Würtz

19. september 2019

Medlem af selskabet, Mogens  Würtz, er afgået ved døden den 16. september 2019 efter lang tids sygdom. Mogens blev 76 år gammel. Mogens  blev indballoteret i selskabet ved indskydningen den 4. juli 1994 ved Per Willaume Andersen som proponent. Under fugleskydningsmiddagen i år fik Mogens tildelt 25 års nålen uden at være til stede.

Mogens Würtz drev gennem 30 år en tømrer- og snedkervirksomhed. Han var flittig og dygtig til sit erhverv, hvilket viste sig allerede ved svendestykket, der gav ham bronzemedalje. Hjemmet bærer præg af håndværk lavet af Mogens. Flere palisandermøbler har han selv lavet, ligesom han sov ind i en seng lavet af egne hænder.
Mogens Würtz´s arbejdsopgaver var mange og alsidige. Han udførte arbejde for Danmarks Radio. Her lavede han bl.a. opgaver til tv-serien "Krøniken", ligesom det var Mogens, der lavede huset til Bamse og Kylling.
Mogens var energisk og arbejdsom. Hans erhvervsmæssige karriere startede allerede som 8-årig mælkedreng.

Det var ikke alene til sit fag, at Mogens var dygtig. Han var et meget vidende menneske om mange ting. Sin viden gav han meget gerne videre til hvem, der måtte have brug for det. Han blev betegnet som et omvandrende leksikon.

Mogens var god for alle mennesker. For ham var der ikke forskel på høj og lav. Alle kunne komme til ham og møde et hjertevarmt og venligt menneske. Mogens nød andre menneskers selskab. Fester og sammenkomster var noget, han havde stor glæde af at deltage i.

Idrætten var en stor del for Mogens livet igennem. Som ung cyklede han. Siden blev der ofte slået til fjerbolden i badmintonhallen. På sine ældre dage blev det til billard og skydning i Roskilde Ældre Motion.

Livet igennem hold Mogens fast i sin store kærlighed, Birgit, som han i teenageårene mødte på Fjordvilla. Parret kunne for nogle år siden fejre guldbryllup. Parret gik sammen på pension for godt et dusin år siden. Meget af pensionisttilværelsen blev tilbragt i sommerhuset på Falster.

Foruden hustruen Birgit efterlader Mogens sig en datter og to børnebørn. Bisættelsen fandt sted fra Sct. Jørgensbjerg Kirke fredag den 20. september klokken 11.

Æret være Mogens Wûrtz´s minde.

 

Mogens_W_256

   

Tilbage til listen