5. august 2019
Husk, at det er onsdag den 7. august, selskabets hjemmesideredaktion holder byvandring. Aftenens titel er "Fuglekonger på Torvet". Roskilde og Omegns fugleskydningsselskab er byens ældste kulturinstitution med sit ophav helt tilbage i 1787. Årligt kåres en fuglekonge ved nedskydning af en fugl udskåret i træ. Blandt fuglekongens pligter er at give en malet skive til selskabet. Den store mængde af fuglekongeskiver er kulturhistoriske klenodier for hele byen og landet. De giver et godt indblik i byens og landets udvikling gennem de mange år. Aftenens byvandring foregår på og omkring Stændertorvet med start klokken 19:00 ved Sct. Laurentii kirketårn, det tidligere rådhus. Her vil vi på og omkring byens centrale plads komme ind på fuglekonger, der har haft tilknytning til stedet og fortælle om deres skiver. Afslutningsvis får vi mulighed for at se en del af de mange skiver på Roskilde Museum. Alle er hjertelig velkommen. Vi håber at se mange skydebrødre.
|