Forrige recordNæste record   Mindeord for Hans Tranekjær Larsen

23. april 2010

Selskabets fuglekonge fra 1975, tømrermester Hans Tranekjær Larsen, er afgået ved døden den 13. april 2010.

Hans Tranekjær Larsen blev født i Roskilde den 26. april 1927 og boede i byen hele sit liv. Han blev udlært som tømrer og fik afgangseksamen i 1950 fra Københavns Bygmesterskole og Teknikum. Den 1. maj 1957 startede Hans Tranekjær Larsen som tømrermester. Herefter havde han mange gode år med faste og gode kunder, ligeledes mange medarbejdere. Han fik udlært ca. 30 lærlinge og sluttede sit aktive arbejdsliv den 1. maj 2000.

I dag siger fugleskydningsselskabets vedtægters § 11, stk. 2: ”For at blive fuglekonge eller modtage de øvrige gevinster skal man være til stede ved fugleskydningen og kåringen samt være tilmeldt skydelisten”.
Sådan har det ikke altid været. Da Hans Tranekjær Larsen i 1975 blev fuglekonge, deltog han ikke i årets skydning. Kongeskytten, vognmand Jørgen Richard Nielsen, modtog kongebåndet på fuglekongens vegne.

I 1970´erne var det ganske almindeligt, at Jørgen Brendekilde malede kongeskiverne. Han er med mindst 20 skiver i årene 1959 til 1991, så vidt vides den mest aktive kunstner i fugleskydningsselskabets historie. Det var derfor helt naturligt, at Hans Tranekjær Larsen spurgte Jørgen Brendekilde, om han ville påtage sig opgaven. Det ville Brendekilde gerne, men satte dog en betingelse. Fuglekongen skulle selv udskære en del af udsmykningen, og sådan blev det. Derudover har Tranekjær selv udført rammen.

Skivens motiv er tømrersymboler med diverse værktøj. Hammere, høvle, økse, sav, vinkler og passer. Fuglekongen har selv udskåret vinklerne og passeren i finer. De er herefter limet på skiven, hvorefter Jørgen Brendekilde har malet den.

Hans Tranekjær Larsen var i de senere år ikke medlem af fugleskydningsselskabet. På andre måder var han langt op i årene en aktiv herre. I mange år berigede han "Jul i Roskilde" med beretninger fra sit liv i byen.

Æret være Hans Tranekjær Larsens minde.

 

 

 

 

 

 

 

   

Tilbage til listen