18. oktober 2018
Ikke overraskende blev årets sidste skiveskydning den bedst besatte. Med lige så mange som ved afslutningen sidste år, nemlig 37 skytter. En årsag til det store fremmøde kan være, at det er dagen hvor mulktbøssen bliver slagtet, så fortæringen med dertil hørende drikke ikke bliver betalt af skytternes egne lommer.
Det flotte fremmøde i oktober skal ses i lyset af, at det er ugen, hvor der er efterårsferie, som gør, at nogle skydebrødre er forhindret. I år var det igen hjemmesidens redaktør, der glimrede ved sit fravær. Så måtte et af redaktionens andre medlemmer træde til.
Skiveskydningen var som altid hyggelig, og er en rigtig god lejlighed til at møde sine skydebrødre i en afslappet atmosfære. Det kan anbefales at lade 2019 være året for at lægge vejen forbi. Så kig efter indbydelsen med næste års datoer når, den kommer.
Aftenens dygtigste skytter blev:
- Erik Larsen med 37 point
- Preben Rasmussen med 35 point
Der var ikke mindre end fem, der alle havde skudt 34 point (to af dem dog med 3 points fradrag). Og da der kun var en flaske, måtte skydeudvalget finde en løsning på dette. Der blev så fundet terninger frem, og det skulle afgøre det. Bennie Hansen slog 4, Leif Nielsen slog 7, Henrik Rading 8, Henrik Birch 9, og Henrik Dyrvig slog 10 og tog dermed en flaske med hjem.
Det næste og årets sidste arrangement, der kan deltages i fugleskydningsselskabet, bliver torskegildet, som finder sted onsdag den 7. november klokken 18.30 på Restaurant Håndværkeren. Enten for at få hæder for at have deltaget i årets skydninger og måske har vundet en pokal. Eller for at tilbringe nogle rigtige gode timer i et herligt selskab. Det er muligt at tilmelde sig på hjemmesiden. |