Flot fremmøde til torskegilde med amerikansk lotteri | |||
3. november 2016 Om det var det flotte amerikanske lotteri, der trak, er ikke til at vide. I går aftes mødte der 39 skydebrødre op til årets torskegilde, der samtidig var selskabets sidste arrangement i 2016. Efter den gode spise var indtaget sammen med noget vådt til halsens tørre plet, blev en fuglekongeskive genindviet i selskabet. Pudsigt nok var det præcis på femårsdagen fra, at noget tilsvarende skete. I år var det Søren Borchs skive fra 1847, der blev præsenteret for de fremmødte skydebrødre. Efter omkring 100 år i svensk ejerskab kom skiven hjem til Roskilde i september. Efterfølgende er den blevet konserveret og står nu flot. Den bliver en pryd i museets kommende nye udstilling. Årets nye tiltag ved torskegildet blev det amerikanske lotteri. 100 lodder blev udbudt til 50 kr. stykket og blev alle revet væk. Der var flotte gevinster på 51 lodder, så der var mange skydebrødre, der gik glade hjem. Nogle skydebrødre vandt flere præmier, mens hjemmesidens udsendte redaktør trak to nittere. Skydebrødre, der havde deltaget i mindst tre af årets skiveskydninger, modtog præmier. Skydebrødre med fuldt ordensbånd modtog som sidste år en flaske rødvin, mens andre fik en ny fugl til deres ordensbånd. Kim Juel Gregersen modtog i sit debutår i 2015 vandrepokalen. Også i år blev Kim bedste skytte. 436 point blev det til. Det samme fik Bennie Hansen. Forskellen var, at Kim fik 9 krydstiere mod Bennies 8. Da reglerne foreskriver, at vandrepokalen ikke kan erhverves to år i træk, blev Bennie modtager af vandrepokalen. Se det samlede resultat af året skiveskydninger her. Se billeder fra aftenen her. |
|||