Forrige recordNæste record   Den anonyme donator har givet sig til kende

30. juli 2016

Den anonyme donator af kr. 30.000,- til konservering af fugleskydningsskiver, giver sig nu til kende !

På fugleskydningsdagen d. 5. Juli 2016 blev det i starten af frokosten bekendtgjort at en tilstedeværende skydebroder havde besluttet at donere kr. 30.000 til selskabets konserveringsprojekt.  For at undgå for megen ståhej omkring sin person, ønskede den gavmilde skydebroder at være anonym.

Nu hvor festlighederne er overstået, er der blevet givet grønt lys for at ophæve anonymiteten. Den gavmilde, beskedne skydebroder er :

EDVARD NIELSEN

Edvard Nielsen havde i år 40 års jubilæum i vort selskab og har vist selskabets konserveringsprojekt stor interesse !

Forløbet omkring donationen skal lige med. Ret tidligt på dagen foreslog Edvard undertegnede at lade ”hatten gå rundt” for indsamling blandt de tilstedeværende skydebrødre til konserveringsprojektet. Derefter ville Edvard doble beløbet op. Undertegnede konfererede med vor formand Ebbe Overgård og Henrik Enig og vi var enige om at ideen for så vidt var god, men at det stramme program ikke gjorde det muligt at gennemføre det på værdig vis ! Dette tog Edvard til efterretning.

Lidt før skydebrødrene gik til bords og undertegnede var i færd med at ophænge afgående fuglekonges skive i Håndværkeres sal, kom Edvard til stede og meddelte at han havde besluttet at donere anonymt kr. 30.000,- til konserveringsprojektet. Sådan !

Selskabet er meget taknemmelig for denne flotte donation. Tusind tak Edvard !

Til orientering muliggør denne donation konservering af skiver fra 1799, 1917, 1922 og 1949.

Med broderlig hilsen

Per Handberg

   

Tilbage til listen