8. oktober 2009
Er det ikke en forjættende overskrift, der er på dette nyhedsbrev? Og så er det ikke engang løwn!
Mulktbøssen har gjort sin gavn til glæde for tørstige skydebrødre siden 1890. Det er pålagt skydebrødrene at bære selskabets emblem ved alle skydninger og ved alle selskabelige sammenkomster. Forsømmelighed medfører en bøde på for tiden 20 kroner, som den glemsomme skal erlægge med det samme i mulktbøssen. I gammel tid blev mulktbøssens indhold omvekslet til likør, men nu om stunder er der gratis brændevin til de fremmødte skydebrødre ved årets sidste skiveskydning.
Dette burde være nok til at få nogle op af stolene og ud til Tjørnegårdskolen torsdag den 15. oktober kl. 18.30. For de skytter, der har deltaget i to af årets tidligere skiveskydninger, er det samtidig sidste chance for at opnå erindringspræmie for deltagelse i mindst tre af årets skydninger. Aftenen er også en god mulighed for et "frikvarter" med "drengene". Her er god atmosfære og godt kammeratskab, krydret med billigt smørrebrød.
At skiveskydningen nu er henlagt til Tjørnegårdskolen er et historisk sammentræf. Gårdejer Johannes Peter Johansen boede netop på datidens Tjørnegården. Han blev fuglekonge ved eget skud i 1931 og blev ligeledes kongeskytte i 1938. Også Jonannes Peter Johansens søn, C.E. Johansen, blev dobbelt kongeskytte samt fuglekonge i 1956. C.E. Johansen var selskabets formand fra 1955 til sin død i 1976.
På gensyn. |