Fuglekonge næsten på rekordtid | |||
7. juli 2015 Tre års medlemskab kræver det mindst for at blive fuglekonge. Pauli Hansen måtte lige bruge fem dage mere, men så lykkedes det også ved dagens vellykkede fugleskydning. Claus Ulrich Møbius stod for det afgørende skud og blev dermed årets kongeskytte. 111 skydebrødre deltog ved fugleskydningen, mens 115 deltog ved den efterfølgende frokost. 540 skud blev løsnet, før fuglen røg ned. På grund af tidspres blev der ikke skudt efter de to vinger. Inden skydningen modtog Holger Olsen emblem for 70 år som medlem af selskabet. Han var i forvejen den eneste i selskabets historie, der havde opnået 60 års emblemet. Bennie Hansen modtog et specielemblem for sin funktion som skiveudvalgsformand i 25 år. Under frokosten talte fuglekongen for Hendes Majestæt Dronningen, formand Ebbe Overgaard Nielsen for fuglekongen, Poul Henning Jensen for Danmark, Allan Ohms for skytterne, og Kurt Eg på vegne af de nye skytter. Ved fugleskydningsfrokosten modtog Ib Meinert Jensen, Sven Langberg og Per Skat Hansen 25 års erindringsemblemet. Førstnævnte var ikke til stede på dagen. Bjarne Storm Jensen ville også have været berettiget til emblemet, da han blev indballoteret den 2. juli 1990. Imidlertid udmeldte han sig af selskabet dagen før fugleskydningen. Poul Bunk-Jensen, Preben Erik Andersen, Arne Hansen og Jørgen Andersen modtog 40 års erindringsemblemet. Billeder fra dagen kan ses under "Billeder". |
|||