6. marts 2014
Medlem af selskabet, skadedyrsbekæmper Piet Grønlund Nielsen, er afgået ved døden i dag den 6. marts 2014, 51 år gammel. Peter Grønlund Nielsen blev optaget i selskabet ved generalforsamlingen den 12. marts 2012. Som proponent stod undertegnede, Henrik Brandt. På tragisk og sørgelig vis blev Piet kort tid efter optagelsen ramt af en frygtelig kræftsygdom, netop op til sin 50 års fødselsdag. Piet deltog ved sidste års generalforsamling. Mere blev det aldrig til i selskabet.
Piet blev født i Aabenraa, men voksede op i Fløng. Værnepligten blev aftjent ved den Kongelige Livgarde, mens han uddannede sig til maskinarbejder og måletekniker. Senest var Piet ansat som teknisk serviceleder i Holbæk kommune og drev i de sidste år Roskilde Skadedyrsservice på fritidsbasis. Piet var aktiv i fagbevægelsen, i politik og i idrætslivet. Piet var tidligere formand for Roskilde Svømning og senere æresmedlem hos samme. Også Roskilde Roklub har nydt godt af Piets gode indsats.
Piet efterlader sig ægtefællen gennem 24 år, Annette, og børnene Andreas og Rikke.
Æret være Piet Grønlund Nielsens minde. |