Forrige recordNæste record   Carsten Nielsen ny fuglekonge

2. juli 2013

I et ganske nydeligt vejr blev årets fugleskydning i dag afviklet for 116 skydebrødre. Fuglekongen og bestyrelsen blev fulgt af Roskilde Garden fra Erik Andersens bolig i Algade til palæets gård, hvor selskabet ventede.

Som i 2012 var fuglen meget sejlivet, hvilket betød at halsen, halen og højre vinge måtte springes over for at nå frokosten. Da brystpladen var nedskudt efter 496 skud, og fuglekongen dermed ”fundet”, saluteredes der tre skud med den nye salutkanon.
Under frokosten talte fuglekongen for Hendes Majestæt Dronningen. Formanden, Ebbe Overgaard Nielsen, talte for fuglekongen, Frank Holmstrup talte for Danmark, Morten Bo Almstrup for skytterne og Henrik Dyrvig på vegne af de nye skydebrødre til selskabet. Traditionen tro holdt selskabets æresmedlem, Holger Olsen, en tale.
Carl-Christian Enig modtog den meget sjældne 50 års nål. Ole Amsinck fik 40 års nålen, mens Poul Erik Christensen modtog samme for både sig selv og broderen, Ove Christensen, der var forhindret i at deltage. Endelig modtog Bent Lyngbæk Christiansen, Finn Bluhme, Karsten Helmer Nielsen, Leif Nielsen og Klaus Hartmann Nielsen 25 års nålen. Sidstnævnte var ikke til stede på dagen.

Knud Jørgen West skød brystpladen ned og gjorde dermed sig selv til kongeskytte og Carsten Nielsen til fuglekonge. Et stort tillykke ønskes de begge.

Billeder fra dagen kan ses under "Billeder".

   

Tilbage til listen