Julehilsen fra redaktøren | |||
20. december 2012 Jubilæumsåret er ved at være til ende, og skydebrødre og andet godtfolk kan nu se frem til en forhåbentlig dejlig jul. Ved udgangen af sidste år blev Tipskuponen 2011 afgjort. Fem skydebrødre havde været dygtige og svarede rigtigt på alle 13 spørgsmål. Herved blev konkurrencen afgjort ved lodtrækning. Selskabets revisor, Gunnar Løgstrup Poulsen, var notarius publicus, da Niels Vollmer vandt en flaske champagne til nytårsaften. Straks i det nye år blev en ny facilitet tilføjet til selskabets hjemmeside. Det var en facilitet, der var efterspurgt af flere skydebrødre. Det må siges at være en historisk begivenhed, da 16 fuglekonger samledes på Restaurant Håndværkeren den 2. februar. Kanal Roskilde lavede TV optagelser i anledning af selskabets 225 års jubilæum. Formand Jørgen Ypkendanz fortalte om selskabets historie og virke, mens fuglekongerne fortalte om deres egen skive. Senere på året blev optaget og bragt flere udsendelser med fuglekongerne. Hjemmesidens webudvalg blev i en periode udvidet, da Morten Nielsen trådte til med det sigte at løse EDB opgaver og tilføre nye idéer. I den forbindelse blev etableret en Facebookgruppe for selskabet. I anledning af 225 års jubilæet modtog selskabet en gave fra Tuborgfondet, bestående af to salonrifler med messingplader indgraveret gavegiver og anledning, en fanefod med indgravering og en salutkanon ligeledes med indgravering. Det er her muligt at se ansøgningen og bevillingen. For at opnå en hurtigere fremvisning af film og TV-udsendelser på hjemmesiden gik vi i år fra at vise filmene fra brugernes egen videoafspiller på computeren til at afspille fra YouTube via en Flash Player. Som en stor sidegevinst vises filmene nu i en langt højere kvalitet. I og med, at filmene nu vises fra vores YouTubekanal, bliver vores selskab nu langt bedre promoveret end tidligere. Sponsorsiderne er blevet populære og giver nu selskabet et femcifret årligt beløb til konservering af vores skiver. I år kom så et nyt tiltag: donationer. Nu kan alle give et bidrag af helt frivillig størrelse og modtage en tak på hjemmesiden, hvis man ikke ønsker at forblive anonym. Selskabet har fået tilladelse af politiet til at indsamle penge i perioden 1. april 2012 til 31. marts 2013. Budskabet er blevet spredt gennem hjemmesiden, mails, dagspressen og opslag på offentlige steder. For at skabe midler til vedligeholdelse af selskabets skiver og i anledning af selskabets 225 års jubilæum blev der i april bragt en halv times radioudsendelse på Roskilde Dampradio. I samme anledning bragte Roskilde Avis næsten to hele sider samt en forside om selskabet. Endnu et nyt teknisk tiltag kom til i år. Nu er det muligt at udfylde optagelsesskemaet for nye medlemmer direkte på hjemmesiden, hvor også digitalt foto kan uploades. Undertegnede havde i anledning af selskabets 225 års jubilæum foreslået kommunen at navngive en plads efter den første fuglekonge, Peder Brønich. Forslaget blev ikke vedtaget af kommunen. Dokumenter i sagen kan ses her. I anledning af selskabets 225 års jubilæum afholdt Lokalhistorisk Arkiv en udstilling i kælderen på Roskilde Bibliotek. Ved årets torskegilde blev, foruden reversnålen til årets pokalvinder, uddelt en speciel nål til Bennie Hansen, for hans egenskab af at være vinder til ejendom af den forrige vandrepokal. Nålen var lavet og sponsoreret af Henrik Enig. Året igennem blev hjemmesiden beriget af en mængde nye film. Dels lavede Kanal Roskilde hele fem udsendelser om fuglekongerne og tre om selskabet. Kurt Buchtrup lavede et flot stykke redigeringsarbejde, hvor en del af filmene blev delt op i mindre selvstændige film, der fik tilføjet diverse billeder og supplerende tekster. Hjemmesiden stod for en film om konkurrencen "Tipskuponnen 2011" og tre film i forbindelse med arrangementer i anledning af jubllæet. Den sidste film er i skrivende stund ikke færdigredigeret og lagt ud på hjemmesiden. Også i år udkom nyhedsbreve med jævne mellemrum på hjemmesiden. Nærværende er årets nummer 80. Jeg ønsker alle jer skydebrødre og jeres familier en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
|
|||