Forrige recordNæste record   Skiveskydning - bedre sent end aldrig

25. oktober 2012

Med fem ugers forsinkelse blev der atter løsnet skud i det kære gamle fugleskydningsselskab. Årets tredje skiveskydning blev i aften afviklet på Tjørnegårdskolen. 24 skytter havde sat kryds i kalenderen og bidrog til at det blev en god aften, som der er årelang tradition for. Der var gået koks i smørrebrødsleveringen, så aftenens sortiment var anderledes end sædvanligt. Det var dog stadig delikat mad, og alle fik, hvad hjertet begærede.

Aftenens vindere af vinpræmier blev:

  • Claus Ulrich Møbius med 36 point
  • Hakon Meinertz med 35 point
  • Ib Meinert med 35 point

Et mindre parti muleposer, der er lavet i anledning af 225 års jubilæet, blev udbudt til salg på aftenen. Salgsprisen på 50 kr. går ubeskåret til skivernes konservering. De fleste muleposer blev solgt, men der er stadig nogle enkelte tilbage. Interesserede købere kan kontakte undertegnede.

Årets sidste skiveskydning afholdes torsdag den 15. november. Det er her, man skal møde op, hvis man har deltaget i to af årets skydninger og gerne vil dekoreres med årets ordensbånd. Ordensbåndet tildeles skydebrødre, der har deltaget i mindst tre af årets fire skiveskydninger. Den fjerde skiveskydning er også aftenen, hvor skydebrødrene kan lade pungen blive hjemme og kun medbringe mønt til selve skydningen. Smørrebrødet med tilhørende våde varer bliver på denne aften sponsoreret af mulktbøssen, der er gået rundt til årets arrangementer. Vel mødt.

   

Tilbage til listen