Forrige recordNæste record   En flot, flot 225 års jubilæumsfest

3. september 2012

En særdeles vellykket og festlig 225 års jubilæumsfest blev afholdt lørdag den 1. september på Hotel Comwell i Himmelev. 59 skydebrødre deltog, de fleste med ledsager. Som særligt indbudte deltog lokalhistorikeren Lotte Fang og borgmester Joy Mogensen ledsaget af Tejs Laustsen Jensen. Således deltog i alt 116 personer, hvoraf nogle overnattede på hotellet. Den samlede deltagerliste kan ses her.
Ved Comwells hovedindgang var den røde løber rullet ud, og Roskilde Garden trak op med festlig musik og spalier. I forhallen lå et flot bordkort til hver enkelt og der blev budt på et lifligt glas, inden formanden bød velkommen. Herefter gik alle i haven, hvor Per Handberg - under formandens ledelse - affyrede tre skud med den nye salutkanon, et for Majestæten, et for fædrelandet og et for selskabet.
I den festligt opdækkede sal førte Dan Rasmus Petersen fanen ind, hvorefter selskabet satte sig til bords. Her blev serveret et pragtmåltid med udsøgte vine. Menuen kan ses her.
Under middagen holdt selskabets formand, Jørgen Ypkendanz, en tale afsluttende med et trefoldigt leve for Roskilde og Omegns fugleskydningsselskab, hvorefter "Den gamle sang" blev afsunget. Formandens tale kan høres her. Borgmester Joy Mogensen holdt ligeledes en tale, der blev afsluttet med et "Roskilde hurra", bestående af tre almindelige og tre korte hurra råb. Herefter blev "Skyttesangen" afsunget. Borgmesterens tale kan høres her.
Mellem hovedretten og desserten kom et meget festligt indslag. Syngepigerne fra Bakkens Hvile, Dot Wessmann og Tina Grunwald, akkompagneret af Mickey Holm-Pless tog i den grad kegler med et festligt show på 48 minutter. Ikke mindst selskabets formand stod i den anledning for skud på en godmodig måde, en rolle, som Jørgen Ypkendanz flot kastede sig ind i. Hele showet kan høres her.
Efter desserten gik Kasper Nielsen rundt med mulktbøssen, hvorefter det var tid til kaffe og cognac i det tilstødende lokale, mens salen blev gjort klar til dans, og baren blev sat op. Det blev til nogle festlige timer, hvor alle var glade. Det hele sluttede med en lækker natmad, inden festen sluttede ved 2 tiden.
Frem til kaffen stod Steen Meinert Jensen for at fotografere arrangementet, mens Emil Brandt førte videokameraet. Udvalgte billeder fra festen kan ses her
Aftenen og natten var fantastisk flot arrangeret. Skribenten af nærværende med følge har kun lovord og ros til jubilæumsudvalget.

   

Tilbage til listen