Forrige recordNæste record   Erik Tronborg Andersen kåret til fuglekonge

4. juli 2012

Jubilæumsudgaven af fugleskydningen i Roskilde blev i går afviklet med stor succes. Det var et dejligt vejr. Det var ikke gloende hedt men behageligt hele dagen igennem. Et par gange kom der ganske få dråber vand for oven, men det hørte straks op.

111 skydebrødre deltog ved skydningen og et tilsvarende antal til den efterfølgende frokost. Der blev affyret 479 skud før den meget sejlivede fugl var skudt ned. At fuglen var sejlivet bevidnes ved, at ikke færre end fire emner måtte springes over på grund af tidmangel. Det var første år med de nye rifler, så der var ingen erfaring med tilskæring af fuglen til disse rifler.

Da brystpladen er nedskudt, og fuglekongen dermed ”fundet”, saluteres der tre skud med den nye salutkanon.

Under frokosten talte fuglekongen for Hendes Majestæt Dronningen. Formanden, Jørgen Ypkendanz, talte for fuglekongen, Christian Aarosin talte for Danmark, Tom Hjorth Andersen for skytterne og Bent Helge Rasmussen på vegne af de nye skydebrødre til selskabet. Traditionen tro holdt selskabets æresmedlem, Holger Olsen, en tale.

Hans Peter Christensen og Erik Wibholm skulle modtage 40 års erindringsnålen, men ingen af dem var til stede. Poul Erik Mikkelsen og Tommy Grubb Jarlsø modtog nålen for 25 års medlemskab. Samme fortjeneste gik til Claus Bødger og Henning Hockerup, der dog ikke deltog på dagen.

Undertegnede redaktør fik æren af at skyde brystpladen ned og kan herefter titulere mig kongeskytte. Dette blev til ære for Erik Tronborg Andersen, der nu er fuglekonge i selskabets 225 års jubilæumsår. Herfra skal lyde et stort tillykke.

En gammel tradition blev genoptaget i selskabet. Lokalhistorikeren Lotte Fang havde i anledning af selskabets 225 års jubilæum skænket fire fornemme sølvbægere. Da den nye fuglekonge var fundet, skålede han, den afgående fuglekonge, formanden og kongeskytten i boblende champagne.

Billeder fra dagen kan ses under "Billeder".

   

Tilbage til listen