Forrige recordNæste record   Ny fuglekonge for 1953

29. maj 2012

Til stadighed kan vi lære noget nyt, og vi må konstatere, at vi ikke har de evige sandheder. I fire år har vi på vores hjemmeside givet fuglekongeæren til en forkert skydebror.
Fuglekongen fra 1953 er H.P. Pedersen. Hans skive er et bilhjul, hvor rammen er udformet som et dæk. Der har aldrig været tvivl om, at fuglekongen var autoforhandler Hans Petersen, der var mangeårigt bestyrelsesmedlem og ligeledes i mange år æresmedlem i selskabet.

Jeg må erkende, at jeg nogle gange har døjet lidt med fakta om Hans Petersen. Nogle steder har efternavnet være stavet som Petersen og andre steder som Pedersen. Nogle steder har initialerne været H.P., mens andre steder P.H. Alt dette har jeg slået hen som almindelig misforståelse.

For nogen tid siden modtog jeg en mail fra en herre, der gjorde krav på, at hans far var fuglekonge fra 1953, og ikke Hans Petersen. Sagen er blevet undersøgt, og sønnen er nu fremkommet med de sidste data om sin far.

Der er ingen tvivl. Fuglekongen fra 1953 er vulkanisør Hans Peder Pedersen og ikke autoforhandler Peter Hans Ingemann Petersen. Ifølge protokollen var de begge fabrikanter. Fuglekongen boede i Hersegade 16, mens æresmedlemmet boede i Hersegade 17. Et bilhjul som skive passer fint til begge skydebrødre. Det er mange tilfældigheder og derfor ikke mærkeligt, at misforståelser har kunnet opstå.

Der er sikkert en del andre fejl på vores hjemmeside. Det gælder derfor til stadighed om at have antennerne ude og erkende, at også vi kan løbe med ”en halv vind”.

Fuglekongens side kan ses her, mens æresmedlemmets side kan ses her. Se også et rigtigt sjovt billede, vi har modtaget fra fuglekongens søn. Det kan ses her.

   

Tilbage til listen