Forrige recordNæste record   Mindeord for Knud Jørgen Hansen

18. januar 2012

Æresmedlem af selskabet, kørelærer Knud Jørgen Hansen, er afgået ved døden den 12. januar 2012, 83 år gammel.
Knud Jørgen Hansen blev optaget i selskabet ved indskydningen den 26. juni 1967. Som proponent stod hans kollega, kørelærer Torben Lützhøft.

Knud Jørgen Hansen var oprindeligt uddannet elektriker, herefter kørelærer i 35 år. Han var i en årrække formand for Gl. Roskilde Amts Garderforening. Knud Jørgen Hansen havde modtaget Dronningens fortjenstmedalje i sølv.

I december 1976 døde selskabets daværende formand, købmand og oberstløjtnant C.E. Johansen. Selskabet stod derefter en tid uden formand.
På bestyrelsesmødet den 7. februar 1977 blev drøftet, hvem der skulle foreslås som ny formand efter C.E. Johansen.
Hans Pedersen fik en fortrolig samtale med Knud Jørgen Hansen. Denne var villig til at kandidere ved generalforsamlingen under forudsætning af, at en enstemmig bestyrelse stod bag hans kandidatur. Da dette var tilfældet, blev det besluttet, at Hans Pedersen skulle tage kontakt til Knud Jørgen Hansen og meddele ham bestyrelsens indstilling.
Knud Jørgen Hansen bestred posten som formand frem til 1989, hvor han overdrog sædet til Poul Bunk-Jensen. Knud Jørgen Hansen fortsatte i bestyrelsen frem til 2002 og blev på det tidspunkt udnævnt til æresmedlem i selskabet.
I 2000 blev Knud Jørgen Hansen kåret til selskabets fuglekonge. Han er således den ene af historiens blot to skydebrødre, der har opnået både at blive fuglekonge, formand og æresmedlem.

Knud Jørgen Hansen efterlader sig hustruen Ruth samt børn med familie.

Bisættelsen har fundet sted i stilhed.

Æret være Knud Jørgen Hansens minde.

   

Tilbage til listen