Forrige recordNæste record   En "pose blandede bolsjer"

17. februar 2011

Vinteren går på hæld og efter aftenens arrangement er der nu mere end et halvt år til næste skiveskydning.
31 skydebrødre havde afstået fra den varme stues fristelse og dristet sig ud i vinterkulden til den sidste skiveskydning, inden vi kommer til de lyse timer. Der var såvel godt smørrebrød og lidt væde til ganen til alle fremmødte.

Per Heine Christensen var aftenens mest træfsikre skytte med 38 point. Men da den gæve automobilhandler løb med liflige røde dråber i januar måned, betød tre handicappoint, at det ikke gav præmie denne gang.
Der var dødt løb blandt aftenens tre vindere af vinpræmier, der blev:

  • Arne Hansen med 36 point
  • Ebbe Overgaard Nielsen med 36 point
  • Henrik Brandt 36 point

Selskabets regnskaber for 2010 er nu færdiggjort af kasserer Jørgen Herholdt og revideret af revisorerne Gunnar Løgstrup Poulsen og Ole Amsinck.
Regnskaberne vil blive fremlagt til godkendelse på generalforsamlingen den 7. marts. Medlemmer, der har interesse for at læse regnskaberne, har muligheden allerede nu, idet de ligger på medlemssiden under "Generalforsamling 2011".

Redaktionens samarbejde med Dagbladet om udgivelse af artikelserien "De gamle platter fortæller" hver lørdag har nu planmæssigt kørt i knap et halvt år. Vi er således næsten kommet igennem en fjerdedel af artiklerne.
Ser man ikke avisen, kan artiklerne læses under "Artikler". De findes ligeledes i en læsevenlig pdf version under "De gamle platter fortæller".

Vel mødt til den kommende generalforsamling.

   

Tilbage til listen