Forrige recordNæste record   Torskegilde

5. november 2008

Årets sidste arrangement blev det traditionsrige torskegilde på Restaurant Håndværkeren.
Omkring 40 skydebrødre var mødt op til en hyggelig aften. Skydeleder og næstformand Bennie Hansen bød velkommen og rettede en speciel velkomst til fuglekongen, Jørgen Herholt, og til æresmedlem Holger Olsen. Fisken var veltilberedt og faldt godt i de sultne skydebrødres maver.
Inden pandekagerne holdt æresmedlem Holger Olsen en tale for skydebrødrene. Henrik Brandt fortalte om hjemmesidens tilblivelse og opfordrede alle til at komme med informationer om tidligere fuglekonger. Dette gav anledning til rigtig mange informationer i løbet af aftenen, samt løfte om flere i de efterfølgende dage.
Bennie Hansen orienterede om det nyeste tiltag i selskabet. Der indføres et ordensbånd til de skytter, der har været aktive skytter i en årrække. Ordensbåndet vil blive tilført små guldfugle for hvert efterfølgende år, skytten er aktiv. De aktive skytter er dem, der i gammel tid kaldtes for "ordentlige" medlemmer.
Aftenens højdepunkt var uddeling af præmier for de fire årlige skiveskydninger. For sidste gang blev der uddelt glas til de skytter, der havde deltaget mindst tre gange. Lageret er tomt, og noget nyt er i vente.
Ikke overraskende blev Bennie Hansen årets pokalvinder skarpt forfulgt af det foregående års vinder, Leif Nielsen. Bennie Hansen har således sit navn ni gange indgraveret i pokalen og er herefter kun én gang fra at erhverve pokalen til ejendom.

   

Tilbage til listen