Født: 5. maj 1948
Billedkunstner
Jeppe Drews blev indballoteret i selskabet i 1991. Som proponent stod Holger Olsen. Ved fugleskydningsfrokosten i 2016 modtog Jeppe Drews 25 års erindringsemblemet.
Som søn af Svend Drews, nevø af Frederik Drews og barnebarn af Kai Drews – alle kunstmalere – stod det vel næsten skrevet over Jeppes vugge, at han skulle være kunstner, da han kom til verden på tresårsdagen for Danmarks befrielse. Således blev det også.
I 2008 gav kunstneren sin levnedsbeskrivelse til selskabet. Den lyder således:
"Jeg blev født den 5. maj 1948 i Kgs. Lyngby. Familien flyttede først til Jægerspris og siden til Jyllinge i 1952.
Efter endt skolegang kom jeg i 1964 i lære som skiltemaler i Roskilde. Jeg blev udlært i 1968 med Håndværksfagenes Bronzemedalje.
I 1969 - 1970 aftjente jeg min værnepligt ved marinen. Siden da har jeg arbejdet som billedkunstner med udstillinger mange steder i Danmark. Siden 1985 har jeg boet i Roskilde."
I 1994 kunne følgende artikel læses i Roskilde Avis:
Maleren Jeppe Drews tager i den kommende tid læserne med uden for Roskilde
Sommeren sidste år? Den regnede væk!
Sådan husker de fleste den.
Men prøv at kigge på denne avis´ forside endnu en gang. Maleren Jeppe Drews fra Jyllinge fangede en april morgen sidste år den spirende sommer ind på sit lærred.
Motivet er fra Jyllinge strand ved Hellig Kors Kilde. Et sted, der også kaldes nordre byled. Nordspidsen af Lilleø med den store sten ses ude i fjorden. Og i baggrunden af billedet varsler de røde popler ved Østby sommer på spring. En smuk morgen ved Roskilde Fjord. Fastholdt på lærred af Jeppe Drews i en af de tre april-uger, der udgjorde den danske sommer sidste år.
Rundt med pensel
Maleriet er det første i en serie af Jeppe Drews, vi præsenterer for læserne.
I den kommende tid vil han med sin pensel og oliefarver vise os rundt i Roskildes smukke omegn og på den måde inspirere til ture og stunder ikke fjernt fra hovedvejene. Til steder, vi alligevel ikke kommer så tit.
Området omkring fjorden kender han bedre end de fleste. Jeppe Drews er vokset op i Jyllinge og boede der indtil 1985, hvor han flyttede til Ringstedvej i Roskilde. Her har han hjem og atelier under samme tag.
Modlys og spejling
- Jeg maler stadig fra Jyllinge, fordi jeg kender området så godt, men også fra mange andre steder omkring fjorden, fortæller han.
Vandet giver den særlige, høje himmel. Det skaber modlys og spejlinger. Der sker hele tiden forandringer. Derfor er han ofte at finde omkring Roskilde fjord med sit staffeli.
- Den aprildag sidste år, hvor jeg malede dette billede, var meget stille. Der var en smule fralandsvind, bare en svag brise. Vandet var roligt, og det var meget lavvande. Stensætningen i strandkanten står tydeligt og bryder fladen i billedet, fortæller Jeppe Drews.
Maleriets lyse tone er temmelig karakteristisk for hans arbejder generelt.
Ud af malerslægt
De fleste af sine motiver finder Jeppe Drews på denne side af fjorden, men ind imellem går turen også til Gershøj, Møllekrog eller Lyndby i Odsherred.
Jeppe Drews er ud af malerslægt. Hans far, Svend Drews, er endnu aktiv, og også farfaderen, Kaj Drews, var en kendt landskabsmaler.
- Jeg har stået i lære hos min far og er naturligvis præget af hans stil. Mine billeder har fået prædikatet naturalisme, men det er jo tusind ting. Min stil nu vil jeg nærmest kalde impressionistisk, siger Jeppe Drews.
Påstanden underbygges af et af hans malerier hjemme i stuen af den en gang aktive vulkan Fuji. "Japanernes stolthed" som han siger. Den fangede han ind i solnedgang på en tre-måneders studie- og arbejdsrejse i 1991.
- Jeg havde på forhånd sagt til mig selv, at den ville jeg ikke male, fortæller han med et lille grin. Men nogle motiver er åbenbart ikke til at komme uden om.
Opfindsomhed
Rejsen til Japan fremhæver han som en af sine mest spændende, fordi den bød på mødet med en meget fremmed kultur. Jeppe Drews har også malet i Sverige, Tyskland, Frankrig, Italien og Grækenland blandt andet. Finansieringen af studie- og arbejdsrejser kan kræve initiativ og opfindsomhed. For eksempel solgte han på forhånd malerier på aktier, inden han drog til Grækenland og leverede siden værkerne ved hjemkomsten.
For tiden kan nogle af Jeppe Drews´ malerier ses på Fjordmuseet i Jyllinge på en udstilling med en lang række maleres indtryk fra den gamle fjordby. Her er også eksempler på hans portrætmalerier, blandt andet af gamle fiskere fra Jyllinge.
Om Jeppe Drews:
Født 5. maj 1948.
Boet i Jyllinge 1952-85. Siden bosat i Roskilde.
Udlært skiltemaler 1968. Herefter især billedkunstner.
Har udstillet bl.a. i Værløse, Stenløse, og Gundsø kommuner, Den Danske Banks kunstafdeling, Galleri Punkt 14 i København, hos Seiko Instruments i Japan og på Fjordmuseet i Jyllinge.
Udsmykningsopgaver for bl.a. Varmecentralen og Falkonercentret.
Har udgivet bogen "Jyllinge i ord og billeder" (med tekst af Gunnar Olsen).
Har undervist på Roskilde Aftenskole i landskabs- og portrætmaling.
Den 29. december 2006 kunne følgende artikel læses i Lokalavisen:
Jyllinges originaler er sat på stand-by
Kunstmaleren Jeppe Drews holder en pause med at male flere Jyllinge-borgere, som bliver en del af "Originalerne" på Café Lilly i Jyllinge
Kenneth Tanzer
JYLLINGE: I 1992 malede kunstneren Jeppe Drews det første portræt af en mere eller mindre kendt Jyllinge-borger. I november måned i år malede han så portrætmaleri nummer 50, da Torben Kent Andersen stod for skud. Fælles for de 50 malede borgere er, at de er blevet en del af den interne klub "Originalerne", som holder til på Café Lilly i Jyllinge Butikscenter, hvor de samtidig kan se sig deres eget portræt hænge på væggen sammen med de øvrige "originaler".
Klubben kommer med garanti til at køre videre med hyggelige stunder på caféen, men den sidste "original" er måske blevet malet. Det oplyser kunstneren Jeppe Drews overfor Lokalavisen.
- Foreløbig holder jeg en pause. Jeg har malet 50 portrætbilleder, og det er måske et meget godt sted at stoppe. Jeg kommer heller ikke så meget i Jyllinge mere, så det har måske også noget at sige, men jeg vil ikke afvise, at der bliver malet endnu en "Original". Man ved aldrig, siger Jeppe Drews, som dog ser tilbage på en herlig tid med malerierne.
- Det har været en stor oplevelse og meget underholdende. Jeg kom meget tæt på de personer, som jeg malede. Vi mødtes jo på bodegaen i Jyllinge, og det har så udviklet sig til nogle gode venskaber gennem malerierne, siger kunstneren.
- Hvilket billede betyder mest for dig?
- Det er svært at svare på, for samtlige 50 billeder betyder noget for mig og den enkelte, men det var da en oplevelse at male Kristian Simonsen. Han var en gammel fisker fra Jyllinge, som alle kendte, siger Jeppe Drews.
Læs også artikelen fra Jul i Roskilde 2006 Jeppe Drews - fjordens og Jyllinges maler, impressionist på sin egen måde
Foruden kongeskiverne har Jeppe drevs malet teksten til Svend Vestergaard Nielsens ramme for 1977. Selve skiven er malet af Jørgen Brendekilde.
John Thelin den første "Jyllinge original".
Formiddag i Carl O´s skur ved Jyllinge havn.
Mester igang med fiskegarnet, mens junior bagved ser til og venner nyder dagen.
Carl "Pæsen" Petersen. Altid god for en frisk løgnhistorie.
Domkirken set fra fjorden og malet af Jeppe Drews.
Langløbet ved Jyllinge havn.
Strandengen i Jyllinge, med udsigt over fjorden.
En eftertænksom dreng.