Født: 6. juli 1946 på Roskilde Amtssygehus. Døbt den 25. august 1946 i Jyllinge Kirke
Levnedsbeskrivelse:
Gårdejer og pelsdyravler på gården "Vigen" ved Gundsømagle. Fulde navn Knud Jørgen Aare Vest.
Udnævnt til Ridder af Dannebrog i 2005.
I 2015 gav fuglekongen sin levnedsbeskrivelse til selskabet. Den lyder således:
Jeg blev født på sygehuset i Roskilde, det var dog kun for en kort stund, jeg var der. Mit liv har fra fødslen været på gården ”Vigen” syd for Jyllinge. Min far, Erik Vest, og mor, Grethe født Matthissen, købte gården den 8. maj 1945 af min farmors fætter, der var barnløs.
Jeg har en lillesøster, Kirsten, der er født Sankt Hans aftensdag 1949. Hun er sygeplejerske. Livet på en gård i slutningen af fyrrene og i 50´erne var meget håndarbejde og ikke så mange penge. Men det var spændende at leve i tæt kontakt med dyrene, og så var der fjorden, som trak. Der legede og fiskede vi drenge. Senere gik vi på jagt. Jeg kom i Gundsømagle skole som 6-årig. Da jeg skulle i tredje klasse, blev jeg flyttet til Roskilde Private Realskole. Det var en dejlig skole, hvor jeg befandt mig godt.
Desværre var fars økonomi ikke til privatskole, hvis jeg kunne klare optagelse på Katedralskolen ved Domkirken. Så i første mellem startede jeg vejen mod en realeksamen som 16-årig. De fem år lærte jeg nogle fag, mens andre ikke var min livret. Glarmester Guhles hustru var engelsklærer. Hende havde jeg respekt for. Derfor fik jeg lært engelsk ret godt. Det har jeg haft stor glæde af siden. Problemet er, at man ikke kan se, hvordan ens liv vil forme sig, og hvilke chancer der kommer, mens man går i skole.
Efter skolegangen blev jeg ansat hjemme som landbrugsmedhjælper i en periode. Den 1. november 1963 startede jeg på Føjlegård i Tågerup hos Gert Dilling Hansen som landbrugselev. Det halve år var en rigtig god oplevelse.
I løbet af den vinter tog tanken om at starte en minkfarm med min far form. Vi byggede en otte meter minkhal, der kunne rumme 80 minkhvalpe. Så til Sankt Hans, den 23. juni 1964, hentede jeg de 80 hvalpe. Det var starten, og samtidig var jeg flyttet hjem som forkarl, da det nu var her arbejdet lå. De første år købte jeg brugte minkhaller for op til 1500 kroner stykket. Der kunne være 300 hvalpe i en hal på 30 meter. Disse haller var noget nedslidte, men typisk kunne der være mink i dem i 2-3 år, inden vi måtte udskifte burene. Så havde minkene selv betalt for de nye bure. Det var en sund start. Hårdt arbejde med at nedtage og genrejse disse haller gjorde, at det ikke var hver lørdag, jeg var i byen og feste.
Den 4. maj 1966 blev jeg indkaldt til Den Kongelige Livgarde i Sandholmlejren. Det blev 14 måneder, hvor det ikke var den rene afslapning, men der var mange gode oplevelser undervejs, eksempelvis helikopterflyvning med åben dør under øvelse i Tyskland, hvor kompagniet blev flyttet over en bjergkæde på denne måde. En anden stor oplevelse var daværende kronprinsesse Margrethe og prins Henriks bryllup 10. juni 1967. Her var jeg i rød galla hele dagen og under festerne på Fredensborg i ugen før. Det var en stor oplevelse.
Jeg blev hjemsendt den 30. juni 1967, hvor minkene krævede mig indtil den 1. november. Her tog jeg til Næsgård Agerbrugsskole i et år for at få den teoretiske uddannelse gjort færdig, så jeg kunne kalde mig landmand med driftslederuddannelse.
I tiden både ved Livgarden og på Næsgård tog min far og de andre medarbejdere sig af minkene. Jeg deltog så meget, som jeg kunne. Fra den 1. november 1968 til 1973 var jeg driftsleder hjemme, med minkene som min specielle afdeling.
I foråret 1973 købte jeg radiogrosserer Freddy Hansens minkfarm i Fredensborg. Det medførte, at jeg nu brugte næsten al min tid på minkene. I 1976 solgte jeg en del af den farm til min bestyrer, og resten flyttede jeg hjem til Vigen.
I 1973 blev jeg gift med revisor Tenna Egeberg Larsen, der kom fra Helsingør. Vi fik to drenge, Thomas i 1976 og Rene i 1979. Thomas er skolelærer i Tåstrup i dag, og Rene er finansiel rådgiver hos Ernst og Young.
Rene er gift med Natasha. De har drengene Erik på tre år og Felix på et år.
Tenna og jeg blev skilt i 1991. Senere mødte jeg Ingelise Christensen, som jeg har delt hus og seng med siden 1991. Vi blev gift i 1994. Ingelise har to børn fra et tidligere ægteskab, Kim og Heidi.
I 1976 købte jeg gården Espehøj i Gundsømagle på 36 hektarer. Samme år købte jeg første halvdel af barndomshjemmet ”Vigen”. Jeg ejede på det tidspunkt 75 % af minkfarmen med 2000 avlstæver.
I 1979 døde min far af lungekræft. Jeg købte mor ud af gården i 1981, og af minkfarmen i 1984, hvorefter både gården og minkfarmen var mine alene.
I 2005 blev jeg af Hendes Majestæt Dronningen udnævnt til Ridder af Dannebrog.
I 2007 kom Skov- og Naturstyrelsen og ville plante skov på Espehøj. Det medførte, at jeg solgte 28 hektarer til dem og købte 40 hektarer i Tågerup i stedet for. Den sidste del af ejendommen solgte jeg til en, der ville gå på jagt, mens stuehuset blev solgt til en anden.
Den 1. juli 2013 solgte jeg 75 % af Vigen til Ingelises søn og svigerdatter, Kim og Mette, så han mere og mere kunne overtage minkfarmen, der nu er på 4100 avlstæver, der giver cirka 21.000 hvalpe årligt. Jeg driver selv landbruget videre med ca. 260 hektarer inklusiv forpagtninger.
Den 11. maj 2015 lavede jeg to handler på en time og et kvarter. Jeg købte naboejendommen på 31 hektarer og solgte jorden i Tågerup til en nabo, Martin Strange. Det var to store handler, der blev handlet med et håndslag i første omgang, og nu mangler vi kun skøderne. Den 2. juni 2015 skrev vi kontrakt med HusCompagniet om opførelse af et nyt hus på den nyerhvervede ejendom. Hvor vi kan få en placering 21 meter over fjorden med en fantastisk udsigt.
Det var den kronologiske rækkefølge af mit liv så langt, nu vil jeg så lave en opsummering af de andre ting, jeg har beskæftiget mig med gennem livet:
Fra jeg var ung var jeg med i Venstres Ungdom, og senere i Vestres organisation, vælgerforeningsformand, medlem af kredsbestyrelse og Roskilde amtsbestyrelse, hvor jeg var med til at starte Henning Christoffersen og Peter Brixtofte op som folketingskandidater og senere medlemmer af folketinget. Jeg trak mig ud af det politiske i 1979.
Fra 1979 til 1989 var jeg med i bestyrelsen for Roskilde Landboforening - de sidst to år som næstformand.
Fra 1988 medlem af bestyrelsen for Sjællands Pelsdyravlerforening, formand fra 1989 og dermed også medlem af bestyrelsen for Dansk Pelsdyravlerforening/Danske Pelsauktioner, i dag med navnet Kopenhagen Fur. Det er verdens største auktionshus, hvor der i 2015 omsættes 29 millioner minkskind. Omsætningen var i 2013 oppe på 13,6 milliarder kroner.
Via den bestyrelsespost blev jeg valgt ind som næstformand i EFBA (European Fur Breeders Organisation). I 2008 blev jeg valgt til formand for fire år og er via en turnusordning med Finland nu næstformand igen. Igen med samme baggrund blev jeg valgt ind i Danske Andelsselskabers bestyrelse, hvor jeg blev valgt til næstformand i 1997. Derfra blev jeg valgt ind i præsidiet i Cocega, som er de europæiske andelsselskaber. Det skete i 1994. Fra 2000 til 2005 var jeg valgt til vicepræsident.
Fra 1989-93 var jeg med i bestyrelsen for Frederikssund Private Realskole.
I 1989 blev jeg valgt ind i Topdanmarks repræsentantskab, og fra 1993 til 2012 var jeg medlem af bestyrelsen i Topdanmark.
I 1992 blev jeg valgt ind i Roskilde Andels bestyrelse, og fra 1996 til 2007 valgt til formand. I 2007 fusionerede R.A. med to andre grovvareselskaber på Sjælland og blev til Danish Agro, som nu er oppe på en omsætning på 25 milliarder kroner. Der fortsatte jeg i bestyrelsen som næstformand og stoppede i 2013. I forbindelse med disse poster, var jeg med i bestyrelsen for Den Lokale Andel i perioden 2000 til 2010.
I 1995 blev jeg valgt ind i Landbrugsrådet, hvor jeg stadig er med i bestyrelsen, der nu hedder ”Landbrug og Fødevarer”.
Skiven:
Minkhovedet i midten af billedet viser fuglekongens hovederhverv, som han startede med som 17-årig i 1964. Kronhjorten er en guldmedaljehjort skudt i Ungarn. Den symboliserer fuglekongens store jagtglæde, som han har haft, fra han var dreng og stadig dyrker både i Danmark og ude i verden. Kornaksene og navnet Vigen viser den anden del af fuglekongens liv, hans fødehjem, hvor han stadig bor og driver landbrug med planteavl.
Ved afsløring af skiven på fugleskydningsdagen, præsenterede fuglekongen sin skive således:
Her min tale vedrørende skiven, som jo gerne skal holde i de næste 200 år.
Da det gik op for mig, at jeg var blevet fuglekonge, løb der mange tanker gennem mit hoved, hvad nu, og hvordan klarer jeg det. Det første, som jeg vidste, jeg skulle have løst var skiven. For nogle år siden, da jeg blev 60 år, insisterede min mor på 84 på, at hun ville have lavet et portrætmaleri af mig. Baggrunden var nok, at min oldefar, pastor Knud Vest, er foreviget, og farfar, Paul Vest, blev det af Jørgen Brendekilde. Derefter min far Erik Vest - ligeledes af Jørgen Brendekilde. Da Jørgen var død var jeg ikke i tvivl om, at Jeppe Drews, som Jyllinge-maler, skulle lave portrættet.
Derfor var der ingen tvivl i mit sind Jeppe Drews var den, der skulle male skiven, som I ser nu. Vi har kendt hinanden fra barnsben, så Jeppe havde let ved at forstå mine idéer, og han forfinede dem til denne skive, som i første udkast gjorde mig meget rørt over den fine sammensætning, han har lavet.
Som I kan se, sidder minken og ser på jer lige i midten Den er nysgerrig og holder et godt øje med os. Den blev min livsbane fra jeg startede som 17- årig med de første 80 minkhvalpe og til i dag, hvor vi har cirka 26000 mink derhjemme. Den omfavnes af det store kronhjortegevir fra Ungarn. Den er symbolet på min store passion for natur og jagt, som startede, da jeg som dreng var med at skyde gråspurve med luftbøsse og gennem årene er blevet til andejagt ved stranden, strækkende sig over kronhjorten til Rocky Mountains på hesteryg, hvor grizzly bjørne og ulve var i kikkerten, og endda kun 20 meter fra mig en enkelt gang.
Kornaksene sammen med ”Vigen”, som er gårdens navn, samler det hele. Jeg er født med landbrug med kornavl, køer, grise og høns hjemme på ”Vigen”. De sidste mange år har det været planteavl og mink, som har udfyldt min hverdag sammen med en masse andet. ”Vigen” har faktisk været mit hjem hele livet. Kun otte år har jeg ikke haft bopæl på gården. Med disse ord håber jeg, at Jeppes fantastiske skive vil være værdig til at hænge mellem alle de mange fine aner, vi har sat op i fugleskydningsselskabet.
Se fuglekongens data til Roskilde Museum her.
Skiven måler 49 cm i diameter.
Skivens placering:
Skiven er udlånt til en særudstilling på Roskilde MuseumSkiven malet af:
Jeppe Emil DrewsKongeskytte:
Martin WegebergÅrets vindere:
Ringen | Henrik Enig ved skud af Per Kær Møller | |
Kronen | Henrik Aksel Olson ved skud af Jens Prip Bonnesen | |
Højre klo | Dan Rasmus Pedersen ved skud af Henrik Aksel Olson | |
Venstre klo | Kjeld E. Sørensen ved skud af Páll Haraldsson | |
Halsen | Ib Svend Hansen ved skud af Søren Ibsen | |
Halen | Jonas Gaarde Rasmussen ved skud af Henrik Vikelgaard | |
Venstre vinge | Franz Nielsen ved skud af Torben Lenou Hansen | |
Højre vinge | Carsten Yde Lassen ved skud af Allan Kloster Hansen | |
Brystpladen | Knud Jørgen Vest ved skud af Martin Wegeberg |
Farven på skydenummeret ved årets fugleskydning var antik sølv.
Med 432 point blev Niels Vollmer vinder af årets skiveskydningskonkurrencer. Med 430 point og lige mange fuldtræffere delte de to tidligere års vindere, Bennie Hansen og Per Heine Christensen, æren om andenpladsen. Det var første gang i mange år, at Bennie Hansen ikke var selskabets skarpeste skytte ved skiveskydningerne. Se det samlede resultat af årets skiveskydninger her.
Fuglekongens historie og anekdoter:
Ved indskydningen den 3. juli 2006 stod fuglekongen fra 2003, malermester Frans Goldbach, som proponent ved Knud Jørgen Vests optagelse i selskabet.
* * * * * * * * *
På grund af andre vigtige gøremål måtte fuglekongen forlade fugleskydningsfrokosten i utide i 2015. Da kongeskytten fra 2014 heller ikke var til stede, måtte selskabets formand overdrage kongebåndet til den nye fuglekonge.
* * * * * * * * *
Et livsværk forsvandt pludselig og uventet for Knud Jørgen Vest i efteråret 2020. Vigen Mink, der var grundlagt af fuglekongens far, og som havde været Knud Jørgen Vests arbejde i mere end 50 år, blev revet væk, da coronapandemien forårsagede, at alle landets mink skulle slås ned.
3. og 4. generation var i arbejde på minkfarmen, da det hele så tragisk måtte lukkes.
* * * * * * * * *
Knud Jørgen Vests skive blev sammen med fuglekongeskiven fra 1985, udlånt til Roskilde Museum til en særudstilling i perioden 24. august 2021 til 1. december 2023. Se lånedokumentet her. Aftalen blev i 2024 forlænget til 31. december 2025. Se dokumentet her.
Årets historie og anekdoter:
Søren Borchs skive fra 1847, der i mange år var i svensk privateje, var i perioden 3. maj 2013 til 4. maj 2014 udlånt til Roskilde Museum, til særudstillingen ”Kornerups billedverden – Roskilde, rejser og restaureringer”.
* * * * * * * * *
Efter sin indtræden i skydeudvalget var det tid for Henrik Birch at overdrage mulktbøssen til en anden. Henrik Birch havde trofast båret rundt på mulktbøssen i mere end fem år. Den nye mulktmand blev Kasper Bruun Nielsen.
* * * * * * * * *
Kongebåndet passede ikke til fuglekongen, eller også var det omvendt. Store Carsten Nielsen fyldte det kongelig insignier godt ud. Henrik Enig måtte sikre en forandring, der samtidig gjorde kongebåndet fleksibelt til fremtidige fuglekonger i alle størrelser.
* * * * * * * * *
Der blev holdt mindegudstjeneste i anledning af 150 året for Slaget ved Dybbøl, der kostede Danmark smertelige tab. Tre soldater fra Roskilde måtte lade livet i kamp for fædrelandet. I anledning af den runde årsdag, blev heltene hædret af hjembyen Palmesøndag. Blandt de mange, der tog del i denne markering, var repræsentanter fra Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskabs bestyrelse.
Læs om arrangementer her og omtalen i Roskilde Avis her. Se skriftet fra kirken her. Læs også artiklen Tilbage til 1864 fra årets "Jul i Roskilde".
* * * * * * * * *
I samarbejde med Roskilde Museum havde selskabet den 24. april inviteret sponsorere og donatorer til et lille arrangement på Roskilde Museum, hvor de fremmødte kunne se, hvordan konserveringsprojektet af de malede skiver skred frem.
* * * * * * * * *
Efter vejrudsigten ville årets fugleskydning muligvis ikke blive helt tør. Men det blev en smuk dage uden en dråbe regn. Sommertemperaturerne var moderate, men milde.
På grund af et større byggearbejde i midtbyen måtte årets march lægges om til en alternativ rute. Efter den traditionelle modtagelse af borgmester Joy Mogensen gik marchen via Allehelgensgade gennem Grønnegade til Håndværkeren.
123 skytter deltog i årets skydning og 126 i den efterfølgende spisning. I begge tilfælde var det højeste antal i mange år. Æresmedlemmerne havde ikke mulighed for at deltage, men Holger Olsen mødte dog op fra morgenstunden og overværede marchen og den del af skydningen.
De nye rifler var i år skudt perfekt ind, og fuglen var ligeledes skåret optimalt. Tidsplanen holdt perfekt. Efter 491 skud faldt brystpladen ganske få minutter før klokken 14.
Under frokosten talte fuglekongen for Hendes Majestæt Dronningen. Det blev en anderledes og humoristisk tale, set fra en 10-årig drengs perspektiv. Formand Ebbe Overgaard Nielsen talte for fuglekongen, Niels Vollmer for Danmark, Bo Midtgaard-Jørgensen for skytterne og Erik Grip for selskabet på vegne af de nye skytter.
Kurt Buchtrup, John Pedersen, Hans Johansen og Per Willaume Andersen modtog nåle for 25 års medlemskab af selskabet.
* * * * * * * * *
Årets fugleskydningsmarch blev som et forsøg afviklet i tre geledder mod tidligere fire.
* * * * * * * * *
Det var ikke kun fuglen, der faldt på årets store dag. Flagknobet var ikke sikret forsvarligt, hvilket betød at Dannebrog atter faldt ned fra himlen. Også fuglekongens flotte skive fik et uheldigt puf og røg ned på græsset, dog uden skade til følge.
* * * * * * * * *
Det blev det foregående års kongeskytter, Knud Jørgen Vest, der kunne overtage kongebåndet fra Carsten Nielsen, han selv havde gjort til fuglekonge.
* * * * * * * * *
Ved Roskilde Kommunes Frivillig Fredag, årsfesten for frivillige i alle kommunens foreninger, repræsenterede Ebbe Overgaard og Henrik Brandt selskabet. Se nærmere her.
* * * * * * * * *
12 skydebrødre havde for sjette år i træk deltaget ved mindst tre af årets fire skiveskydninger. Da ordensbåndet, der blev indført i 2009, kun gav plads til fem fugle, måtte noget nyt til for disse ordentlige skytter. Guldsmed Henrik Enig donerede en flot flaskebakke med selskabets logo indgraveret, og Bennie Hansen gav et sæt manchetknapper til hver af de ihærdige skytter.
* * * * * * * *
Fuglekongen fra 1992, Per Lindgård, melder sig ud af fugleskydningsselskabet.
* * * * * * * * *
Årets nye skydebrødre
Generalforsamling
Erhvervsrådgiver Dennis Bonsvig
Mentor Jens Hermind
Indskydningen
Tandlæge Kaj Hansen
Direktør Jens Müller
SAP manager Henrik Aksel Olsen
Kørelærer Ole René Hansen
Stærkstrømsingeniør Henrik Vikelgaard
Visesanger/komponist Erik Grip
Direktør Keld Holm
Tømrer Knud Weidimann
Investeringsrådgiver Jonas Gaarde Rasmussen