Journalister er ikke hvad de har været

Fuglekongen fra 1986, Ole C. Jørgensen, mindes her sin tid fra årene dengang som redaktør på DAGBLADET 

Det lidt fortærskede mundhæld i overskriften er ikke nogen sjælden gæst, når garvede reportere over et glas øl eller flere mindes ”de gode gamle dage”. Men udsagnet skal – om end det ofte fremføres med megen overbevisning – tages med et gran salt.

Virkeligheden er – selv for en gammel bladmand – at nutidens unge journalister på mange områder er dygtigere, end vi var. Blot på et enkelt eller to områder kan jeg blive i tvivl. Faktisk tror jeg ikke, nutidens journalister er så festlige som tilbage i blyets tid. Og ind imellem kan jeg også savne den galskab, som gjorde datidens aviser mindre forudsigelige.

Dengang var der mange originaler blandt skriverkarlene. Det var ikke altid lige imponerende, hvad de rent journalistisk præsterede. Men kedeligt var det ikke.

Fra min Roskilde-tid husker jeg specielt Arne Jensen. Han var en pokkers dygtig reporter – hvis man ellers kunne drive ham til tasterne. Med et enormt kildenet kunne han ryste den ene gode tophistorie ud af ærmet efter den anden. Og så skrev han faktisk ganske glimrende – når en redaktionssekretær havde været inde over.

Han levede til fulde op til forestillingen om den traditionelle gammeldags reporter. Han røg flittigt, spiste kun nødtørftigt og havde et yderst kærligt forhold til spiritus. Den eneste aften om året, hvor han ikke pådrog sig en anseelig promille, var nytårsaften. For - som han sagde – det var amatørernes aften. Og dem skulle han ikke nyde noget af at blande sig med.

Pengesagerne var heller ikke hans spidskompetence. Man havde faktisk indtrykket af, at han befandt sig bedst i et stort økonomisk minus.

Engang hvor hans datter havde foræret ham et krydstogt til ”Langbortistan” fik velmenende venner udstyret ham med et kreditkort. Ved hjemkomsten udbrød han spontant: Det har været min billigste ferie nogensinde. Jeg viste bare kreditkortet, så kostede det ikke noget.

De efterfølgende mange rudekuverter fra kreditkortselskabet blev i lighed med kuverter af samme beskaffenhed smidt uåbnede i papirkurven. Det endte dog med, at gode borgere skillingede sammen og hjalp ham ud af klemmen.

Og man kunne blive ved. Men den opmærksomme læser vil uden tvivl også have forstået, at det ikke altid var lige let at være redaktør for disse farverige skriverkarle. Så min overskrift til en længere artikel om Arne Jensen i forbindelse med en rund dag havde følgende ordlyd:

A. Jensen. Tekstfabrikant af Guds - men ikke mindst redaktørens – nåde.

 

Besøg sponsorens hjemmeside ved at klikke på logoet: