Sponsor for 1875 er Den Franske Vinhandel |
Far og søn bag samme disk
I en tid hvor varehuse og storcentre fylder mere og mere i bybilledet og præger forbrugernes indkøbsvaner, er det forfriskende at komme i ”Den Franske Vinhandel” i Skomagergade. Forretningen oser af charme og fordums tids ro, samtidig med at den i udvikling følger med tiden.
Det var fuglekongen fra 1875, købmand Christian Winther, der i 1868 etablerede forretningen på torvet. Efter få år flyttede forretningen til Skomagergade 3. I starten af 1900-tallet blev den gamle bygning nedrevet og den nuværende 4 etages bygning blev opført. I gården var der købmandsgård, hvor oplandets kunder havde mulighed for opstaldning af deres heste, medens de var inde at handle.
At købmandsforretningen som den eneste i byen, har overlevet så mange år skyldes at indehaverne gennem tiderne har været omstillingsparate.
Efter 2. verdenskrig blev forretningens varesortiment udvidet med forskellige udenlandske specialiteter. Senere blev det udelukkende en specialforretning for kaffe, the, vin og delikatesser, mens normale købmandsvarer som mel, gryn og sukker forsvandt fra hylderne.
Købmændene på stedet har været trofaste. Gennem alle disse mange år har der således kun været seks indehavere. To gange er forretningen overtaget af en tidligere lærling, og to gange er den gået fra far til søn. Christian Winter overdrog i sin tid forretningen til sin søn, og den nuværende ejer, Ulrich Kaagaard har overtaget butikken fra sin far.
Mogens Kaagaard var i mange år været chef og ejer af ”Den Franske Vinhandel”, men i 2011 var det tid til et generationsskifte. Nu er det sønnike Ulrich Kaagaard, der står bag ved roret, mens Mogens er blevet ansat.
Sønnen, der om ikke er vokset op i et fad med fransk vin, så i hvertfald er kommet meget i butikken og har rejst med farmand på utallige vinferier, har prøvesmagt så godt som alle vinene i butikken.
Ulrich har i ti år arbejdet som restaurantchef i Jensens Bøfhus og også været assisterende distriktschef i restaurantkæden.
I 2011 var Ulrich så klar til at gå ind og overtage butikken med de mange vine og delikatesser.
Både far og søn glæder sig over at arbejde sammen i forretningen. For selvom Mogens er blevet folkepensionist, vil han stadig være at finde i butikken i rigtig mange år fremover, håber han.
- Det er et langsomt generationsskifte, som de to generationer er påbegyndt.
At ”Den Franske Vinhandel” følger med tiden kan bl.a. ses ved at forretningen er kommet på Facebook. Her kan man følge med i, hvornår der er vinsmagning og andre aktiviteter på stedet.
Besøg sponsorens hjemmeside ved at klikke på logoet: |