Sponsor for 1923 er Ruder Konge |
Kongen af gågaden
I den nedre ende af Skomagergade, hvor kæden Fætter BR i sin tid blev født, med forretningen ”Kiosk Centralen”, blev i starten af 70´erne opført ejendommen Peberrenden på omkring 2900 kvadratmeter med butikker og lejligheder. Bodegaen Ruder Konge har været med allerede fra Peberrendens fødsel. Ruder Konge åbnede den 19. november 1973 og har siden haft seks ejere. I dag drives Ruder Konge af Henning Trane.
I det daglige omtales Ruder Konge blot som ”Kongen”. Det er således et værdigt sted, hvor fuglekongen fra 1971, Gerhard Iversen, i en årrække indtog sin daglige formiddagsbajer.
På Ruder Konge serveres et bredt sortiment af varme og kolde drikke, lige fra kaffe og øl til forfriskende drikke og drinks af alle slags. Udbuddet er ikke blot til at indtage, men også til at tage på. Som en anden fodboldklub tilbyder Ruder Konge også merchandise som t-shirts, kasketter og paraplyer.
Ruder Konge er mere end en tår over tørsten. Her er en god stemning og godt selskab. Mens man prøver lykken på en af stedets spillemaskiner, kan man fra jukeboksen nyde toner lige fra Elvis til Drengene fra Angora.
At det er kongernes sted, fremgår klart af udsmykningen på væggene. Her ses talrige danske og franske konger som Christian IV og Louis V. Udover kongerne er på væggen ophængt et prægtigt kort der kaldes ”A new and accurat map of the new world”. Kortet viser ikke blot verden, men også verdensforestillinger om elementer med jorden som midtpunkt.
Terningerne bliver kastet på Ruder Konge. Flere gange årligt arrangeres rafleturnering. Resultaterne for de seneste år kan ses på bodegaens hjemmeside. Hjemmesiden er i det hele taget meget omfattende med fine billede- og videogallerier. Her kan man blandt andet se eller gense festlige arrangementer som høstfest, oktoberfest, J-dag, julefrokost og andre dage. hvor gækken er blevet slået løs på ”Kongen”. På hjemmesiden vil også kunne læses om kommende arrangementer, og hvad der tidligere er sket.
Ruder Konges åbningstid er til at huske. Der åbnes klokken 9 om formiddagen og lukkes klokken 23 om aftenen. Sådan er det på alle årets dage, dog ikke jule- og nytårsaften, hvor der lukkes klokken 14.
Ruder Konge har altid været kendt for stedet i Roskilde, hvor alle generationer og samfundslag mødes og har det rart sammen. Fuglekongen fra 1971, der næsten blev 99 år, var veteranen på ”Kongen”. Ellers spreder gæsterne sig jævnt ned til de unge på 18 år.
Besøg sponsorens hjemmeside ved at klikke på logoet: |