Forrige recordNæste record  Sponsor for 1934 er Roskilde Stenhuggeri  

Stenhugger dynastiet Knudsen gennem mere end 100 år

I 1907 etablerede Thorvald Knudsen, Holbæk Stenhuggeri, hvilket der skulle vise sig at blive starten på et familiehåndværk gennem nu tre generationer.

I 1933 startede stenhuggerens to sønner, Poul og Carl E. Knudsen, Roskilde Stenhuggeri. Virksomheden startede ved Roskilde jernbanestation. På den tid var naboen et kakkelovnsfirma med navnet Hess. Her delte man pladsen med Roskilde Taxa. Virksomheden lå hvor der i dag er cykelstativer, lige ved siden af kebab grillen og Georges Bodega. Her etablerede man sig med værksted og noget så moderne og ekstraordinært som en skæremaskine der kunne skære i granit.

I 1947 overtog virksomheden Svend Olsens Stenhuggeri på Kong Valdemarsvej 3. Svend Olsen gik under navnet "Krudt Svend", idet han etablerede en fyrværkerifabrik i Margretehåbskvarteret.

De to brødre døde henholdsvis fire år før og efter årtusindskiftet. På det tidspunkt var tredje generation etableret, idet Carl Erik´s søn, Ole Knudsen havde overtaget virksomheden i 1989.
Ole Knudsen havde stået i lære hos Viggo Larsen i Køge Stenhuggeri, og havde udført sit svendestykke hos stenhugger Hansen Glem i Jernbanegade i 1967.

Roskilde Stenhuggeri ligger stadig på Kong Valdemarsvej, men er med årene blevet til mere end stenhuggeri. I 1989 blev etableret Roskilde Marmor og Granit, der laver granitbordplader til køkken og bad. Denne afdeling ligger på Københavnsvej 6. Her er det ikke mindst importerede råvarer fra Italien der arbejdes med.

Det stolte stenhuggerfag er stadig grundstenen, men teknikken har givet nye muligheder og opgaverne er i dag meget alsidige.
Da Vejlauget Gågaderne i 2009 nedlagde 15 historiefortællende fliser i Skomagergade, var det Roskilde Stenhuggeri der stod for opgaven. Restaureringen af Stændertorvets springvand i 2015 er også blandt de udførte opgaver. Gennem 35 år er Holmens kirke løbende blevet restaureret. Dette er blot en blandt mange kirker der kan findes i ordrebogen. Grundtvigskirken er en anden, ligesom Sct. Jacobs kirke har fået restaureret blandt andet gulv, søjler og alter.

 

Besøg sponsorens hjemmeside ved at klikke på logoet: