Levnedsbeskrivelse:

Født: 1800 • Død: 1876

J.F. Pætges var den ældste ud af en søskendeflok på 9, og forældrene havde det største besvær med at skabe rimelige vilkår for familiens liv.
Forældrene drev beværtningen og dansestedet "Lille Ravnsborg" over for Assistents Kirkegård på Nørrebro. De boede selv i sidebygningen. Englændernes bombardement af København i 1807, der ødelagde store dele af byen, ruinerede forældrene. Specielt var faderen ikke til megen hjælp, idet han beskrives som drikfældig, efterhånden med tiltagende voldelig adfærd. Det var således moderen, Henriette Pætges, der holdt sammen på hjemmet, og det var hende der sørgede for økonomien, som en effektiv pølsedame i et telt på Bakken samt andet arbejde i byen, medens faderen gør sit bedste for at sætte det hele overstyr, som fordrukken værtshusholder.
Den vanskelige økonomi betød, at børnene i mange år ikke fik undervisning.
I 1816 flytter familien til Ålborg, hvor moderen indretter et madpensionat, som bl.a. kokkererer for infanteriets soldater. Her husede moderen også J.F. Zangenbergs danseskole. Det var vist ikke mindst for døtrenes skyld, idet det gav mulighed for gratis danseundervisning. Dette skulle siden vise sig at få meget positive konsekvenser.

Som udgangspunkt talte forældrene, som var indvandret fra Rhinlandet, knapt nok dansk, men efter fire år i Ålborg, bliver det dog til et plattysk med jysk accent.
Familien vender tilbage til København i 1820.
Moderen var af jødisk slægt, og hun ligger begravet på Den Jødiske Kirkegaard i København.

 

J.Fr. Pætges kom til at leve sit det meste af sit voksne liv i Roskilde som skomagermester.

Boghandler Otto Wroblewski, som boede omkring 5 år i Roskilde fra 1853 til 1858, omtaler J.Fr.Pætges i sine erindringer som en meget kendt skikkelse i byen. "Byens og borgerskabets ejendommelige faktotum i glæde og sorg, Tambourmajor ved borgerkorpset, bedemand (populært kaldet fordanser ved ligvognen), festarrangør ved klubballer, forsanger ved mange fester, og af profession skomager "  - og vi kan så tilføje formand og økonomisk redningsmand for Fugleskydningsselskabet.

Vi kender ikke hele den øvrige søskendefloks videre skæbne, men det ser ud at til flere af dem har klaret sig ganske godt trods den barske opvækst.

 

Den næstældste var Johanne Louise Heiberg (1812-1890). Hun startede som 8 årig - sammen med en lillesøster ! - som balletbarn på Det Kongelige Teater, og blev sin tids mest berømmede skuespillerinde, der fik en livslang karriere på Det Kongelige Teater med over 270 roller. Hun instruerede også, ligesom hun skrev nogle vaudeviller og selvbiografien "Et Liv gjenoplevet i Erindringen".

 

 

 

 

 

 

 

En af brødrene blev politibetjent, og en anden bror blev hattemager i Roskilde.

Det sproglige sammenfald i titlerne skomager/hattemager fik en finurlig og morsom konsekvens, idet J.Fr. Pætges i Roskilde fik tilnavnet "Pættemager Skotges", mens broderen blev kaldt ""Pættemager Hatges".

I 1864 gik J.Fr. Pætges søn, Georg Anton Christian Pætges, i første klasse på Roskilde Katedralskole.

Vi har ingen særlige efterretninger om J.F.Pætges virke som formand for selskabet, men det står klart at Pætges var manden der sørgede for at selskabet kom frelst igennem en svær periode.

Generalforsamlingen i 1861 blev holdt den 2. maj på Hotel Prindsen og her blev selskabets sørgelige tilstand gennemgået. Man manglede lokaler og skyldte penge væk til Roskilde Sparekasse. Formanden udtalte: "At selskabet, hvis medlemmers antal betydeligt er aftaget, nærmest var foranlediget til at opløse sig".
Så galt gik det heldigvis ikke. Redningsmanden var skomagermester F. Pætges.  Han tilbød at betale hele gælden til Roskilde Sparekasse mod, at alle selskabets ejendele blev erklæret for hans. "Dog ville han renoncere (give afkald på) så mange af de kongeskiver, der haves i behold, som af vedkommende givere bliver reclameret (ønsket udleveret)".
Det betød, at selskabet blev reddet, men også, at adskillige skiver nu ikke længere fandtes i samlingen. Meget beklageligt, for specielt samlet har disse skiver en betydelig kulturhistorisk værdi.
Nu efter F. Pætges´ redningsaktion skulle det nye selskab konstitueres, og det blev det på generalforsamling den 4. juni 1861. Lidt over en måned senere kunne den nye bestyrelse indkalde til en generalforsamling, hvor selskabets love blev vedtaget. De var i øvrigt næsten identiske med de gamle. En lovændring udelukkede dog de københavnske medlemmer, hvis medlemskab havde været medårsag til selskabets sørgelige tilstand.