Levnedsbeskrivelse:

Repræsentant. Ud fra skiven at dømme, kan det formodes, at fuglekongen solgte uldvarer.

Det er ikke bekræftet, at det er samme person, men ifølge telefonbogen fra 1949 boede der en repræsentant Chr. Hansen på Skovbovængets Allé 12, telefon 2727.

Skiven:

Roskilde byvåben og tre andre symboler, blandt andet et med et lam og nogle spinderedskaber, samt symbolet for Merkur, der i den romerske mytologi er gud for kommunikation, hurtighed og handel.

Skiven er i 2016 blevet konserveret af Maleri-Konserveringsværkstedet i Jægerspris.

Skiven måler 33 cm i diameter.

Næsten fra den ene yderlighed til den anden. Med sine 33 cm er skiven den mindste i fugleskydningsselskabets historie. Den blev året efter fulgt op af historiens næststørste skive på 63 cm.

Skivens placering:

Skiven malet af:

Kongeskytte:

Årets vindere:

Årets historie og anekdoter:

Ifølge protokollen blev handikapskydningen ved skiveskydningerne påbegyndt i 1949.

* * * * * * * * *

Fugleskydningen i 1949 markerede starten på en ny tradition. Her gik man første gang i procession gennem byen før frokost. Starten var ved Hotel Prindsen på Rosenhavestræde, og ruten var Sct. Ols Stræde, Sct. Ols Gade, Palæstræde, Stændertorvet, Algade for så at ende ved hotellet igen. Nogle af de efterfølgende år gjorde man det samme, og fra 1957 synes det at være blevet til en fast tradition.

* * * * * * * * *

Da Direktør Breick Larsen skød brystpladen ned dette år, viste det sig, at han havde skudt ned for redaktør ved Roskilde Dagblad, Kristian Jespersen, der derved skulle være fuglekonge. I protokollen fra dengang står der nok så lakonisk:

"Da redaktør Jespersen nægtede at modtage kongegevinsten og ydermere straks udmeldte sig af selskabet, tilfaldt kongegevinsten repræsentant Chr. Hansen, der således blev det kommende års fuglekonge."

Chr. Hansen var blevet noteret for højre vinge ved gårdejer P. Larsens skud.

Det var sket en enkelt gang før i selskabets lange historie, nemlig i 1885, hvor fuglekongen T. Brussenius fra Hvalsø udmeldte sig af selskabet, så der måtte finde en anden løsning.
Det var således anden gang, at nogen ikke fulgte spillets regler og modtog kongeværdigheden. Det var en begivenhed, som man talte meget om i Roskilde, og skydebrødrene har sikkert revet sig i håret, indtil det hele faldt på plads, og man kunne gå ind til festmiddagen.
I sine erindringer fortæller redaktør Jespersen om tildragelsen på denne måde:

"En sommerdag, da jeg sent på eftermiddagen lå ude på Solrød strand kun iført badebukser, kom der bud til mig, at jeg var blevet fuglekonge i Roskilde. Jeg gik ud fra, at det måtte være en misforståelse, da jeg dels aldrig havde deltaget i en fugleskydning og dels ikke anede, hvilke opgaver og beføjelser en fuglekonge har. Men en times tid efter kom der en højtidelig deputation ud til Solrød i en taxa, to velrenommerede borgere, der skulle føre mig ind til festen på Hotel Prindsen, for at jeg kunne blive udstyret med de ydre tegn på min værdighed og holde den obligate tale for kongen, altså landets virkelige konge. De var venlige, men bestemte, og da det gik op for dem, at min vægring var ment alvorligt, udmalede de for mig, hvilken skandale det ville være, hvis jeg undslog mig. Jeg havde så valget imellem at påtage mig en rolle, som var mig så fremmed som tænkeligt, eller blive årsag til skandalen. Jeg valgte det sidste.
Det, der var sket, var, at jeg, uden at vide det, var medlem af den ærværdige forening, og at jeg, uden at være til stede, på en eller anden forunderlig måde havde udmærket mig ved at ramme fuglen lige i hjertet. Senere erfarede jeg, at den slags mysterier jævnligt forekommer inden for fugleskydningssporten, og at det er en helt anden person, der affyrer det mesterlige skud. Hvorfor pokker det så lige er en anden, der får æren og kongeværdigheden, vil altid stå for mig som en gåde.
Jeg er frygtelig ked af at have såret de venlige borgere, der havde villet tildele mig en så ærefuld post, og jeg ville inderligt gerne have givet den kasse øl, der efter sigende hører med til forpligtelserne. Men at være fuglekonge et helt år i Roskilde, og næste år under store ceremonier at skulle overdrage riget og magten til en efterfølger var mere, end jeg kunne bære. Dagen efter skrev jeg et venligt brev til formanden og forsøgte at forklare situationen, blandt andet, at det var af repræsentative grunde, at jeg - uden at vide det - var blevet medlem af fugleskydningsselskabet som af så mange andre foreninger. Næste dag kom der et iskoldt svar fra ham, hvori han - ikke uvittigt - erklærede, at det også var af repræsentative grunde, han hidtil havde stået som abonnent på Roskilde Dagblad, så han ville anmode om øjeblikkelig at blive slettet som sådan.
Et par dage efter fik jeg besøg af ur-roskildenseren, forfatteren og lokalhistorikeren Arthur Fang, som var helt ulykkelig på mine vegne. Han var bladets gode ven og medarbejder, og ham mente, jeg efter dette ville gå strenge tider i møde. Men måske, trøstede han til sidst, kan det efterhånden glemmes. Trods alt er traditionerne jo ikke så stærke i dag, som de har været. Men jeg kan godt sige Dem, føjede han til, at havde det været for en menneskealder siden, var De blevet stenet ud af byen."

Hvis Arthur Fang havde ret i den påstand, bliver man da helt bekymret for T. Brussenius´ skæbne tilbage i 1885, men han havde måske det held at bo i en pæn afstand til Roskilde by.

 
Læs Kristian Jespersens nekrolog i Roskilde Tidende den 31. oktober 1986 her.