Levnedsbeskrivelse:

Guldsmedemester.

Indballoteret i selskabet i 1963. Som proponent stod selskabets daværende kasserer, John W. Quaade.
Suppleant for bestyrelsen i fugleskydningsselskabet fra 1988 til 1998.

Fuglekongen har i 2005 afgivet sin levnedsbeskrivelse således:

Den 1. oktober 2005 havde jeg den store glæde at kunne holde 50 års forretningsjubilæum i den 114 år gamle guldsmedje i Karen Olsdatters Stræde.
Ved den lejlighed opfordrede den gamle redaktør fra "Jul i Roskilde" mig til at skrive lidt om mine erindringer, og om mit liv som guldsmed - men ikke et ord om firmaet - for det er der skrevet så meget om.

Jeg har kaldt mit indlæg:

"En gammel guldsmeds første erindringer"

På den måde lover jeg ikke mere, end jeg kan huske.

Jeg blev født den 1. marts 1935, altså fem år før verdenskrigen, og har derfor ingen erindringer om førkrigsårene.
I 1923 kom min far og mor til Roskilde. Min far for at hjælpe sin onkel, guldsmed C. Andersen, som ikke var så rask mere.
Min far var på det tidspunkt leder af KFUM-spejderne på Vesterbro i København. Dette rygtedes ret hurtigt i Roskilde, og da bankdirektør Stigaard på det tidspunkt var leder af byens største spejderkorps - FDF - modtog min far et brev fra ham, dateret den 4. oktober 1925.
I dette brev påpeger Stigaard blandt andet, "at han vil hævde vedblivende, at et nyt drengearbejde i KFUM, ved siden af FDF er upåkrævet, - tids- og pengespildende. Det var naturligt, at KFUM´erne meldte sig til tjeneste i FDF".  Brevet slutter med:

"For at tale frit vil jeg gerne sige, at de oplysninger, som vi har modtaget om Dem, ikke taler til gunst for samarbejdet" 

Med venlig hilsen

H.H. Stigaard

Historien kan senere fortælle, at der blev et stærkt KFUM spejderkorps, og at min far og Stigaard blev meget nære venner, hvor min far kom med i bankens repræsentantskab, og ved Stigaards afgang holdt en blændende afskedstale.

Jeg var 5 år, da krigen startede og 10 år, da den sluttede. Jeg kan huske, at vi var ude at lege hele dagen og kom først hjem, når gadelygterne blev tændt. Der var ingen børnehaver og fritidshjem - ingen kunne få fat i os i løbet af dagen - for der var ingen mobiltelefoner.
Vi sloges med dem fra den anden vej - legede krig, og de andre var tyskerne. Vi blev banket gule og blå, men lærte at klare os.
Der blev aldrig låst døre, så vi kunne komme og gå, som det passede os. Vi drak vand fra haveslangen, bed regnorme over og slugte sand og jord - men var sjældent syge.
Der var mange afsavn - ingen slik, højest et stykke paraffin at tygge på, eller en lille bid gær. Men vi havde en stor legeplads i alle de gamle købmandsgårde, for der var ingen biler i gaderne. Om vinteren tog vi kælken ned af Maglekildebakken.

I Holmboms gård lavede vi huler af gamle papkasser, og om aftenen lyste vi op med en karbidlygte (noget farligt stads, men det virkede). Overfor, hvor jeg boede i Karen Olsdatters Stræde, var der en stor murerplads, et slaraffenland for en lille knægt. Vi måtte ikke lege der, men var der næsten altid.

Da der jo samtidig var krig, fik vi besked om, hvad vi skulle passe på. Vi havde en lærerinde, som gik med et stort hagekors. Vi fik formaninger om ikke at fortælle noget derhjemmefra. Et stort løfte fra en lille dreng på 7 år.
Da krigen var slut, stod hele klassen foran Ting- og Arresthuset og spyttede efter hende, da hun blev sat fast. Det var en stor lettelse.

Min far var formand for Ungdommens Røde Kors samt leder af Spejdernes Hjælpe Korps. Begge organisationers opgave var at hjælpe ved en krigshandling. I krigens sidste år lavede de nogle meget realistiske øvelser, hvor jeg medvirkede som offer. Den ene gang var det i maskinfabrikken i Olsgade, som var sprængt i stykker, og den anden gang var det en stor togkatastrofe. Begge gange var jeg alvorlig ramt og lå under øvelserne med hele kroppen bundet ind.

I krigens sidste år var der mange flygtninge, som kom fra østfronten; det gjorde, at de fleste af Roskildes skoler blev lukket. Jeg kom til at gå på Hedegårdenes skole, tre timer om dagen med dansk, regning og sport på skemaet.
Der var mange luftalarmer, hvor vi skulle i beskyttelsesrum i kælderen. Det var for mig noget af det bedste, for så fik vi sodavand og slik, medens min far var oppe på taget med sin kikkert. Også på skolen var der et stort beskyttelsesrum, hvor vi sad, da Shellhuset blev bombet.
Vi stod tit ved Allehelgens Skole, hvor tyske flygtninge viste os billeder af deres familier, som de ikke vidste, om de var i live.
Engang kom jeg hjem med lille faldskærm, som min mor fik meget ud af. Værre gik det, da jeg kom hjem med en håndgranat. Det hjalp dog, da de så, at det bare var en attrap.

Min bedste ven under krigen var Gunnar Olsen (Olsen Bøger). Vi var sammen hele dagen, og han var så heldig, at deres bagvindue gik lige ned til murerpladsen.

Min søster Inger var meget forelsket i en af spejderlederne i KFUM, og hun var så snu, at hun fik lokket Gunnar og mig til at blive spejdere, og det blev til over 25 spændende år. Under krigen måtte vi ikke gå med uniform, men de kom frem den 5. maj 1945.

Da krigen var slut, måtte tyskerne gå hjem.
Jeg havde på det tidspunkt aldrig haft min egen cykel. Jeg havde altid måttet låne min søsters, som efterhånden var i en forfærdelig forfatning. Vi havde prøvet at sælge den, men det var håbløst. Jeg fik den dog solgt til en af tyskerne. Aldrig er jeg blevet skældt så meget ud - hvem kan forstå det?

Man siger en gang spejder - altid spejder. Jeg synes nu, at 25 år er et godt stykke af altid.
Jeg har nu aldrig været god til det med bare knæ i 10 graders frost nytårsmorgen, eller patruljetur kl. 7.00 om morgenen, eller branket kød, som sidder fast på panden - men ellers har det været en skøn tid - især de dage med fest og farver. Spejderrevyer og dengang, hvor vi kaldte os Rover-klanen "Træmændene". Vi spillede rigtigt teater - Nikolaj Vasilievitj Gogol's "Revisoren". Det var i 1954. Først spillede vi på KFUK og senere på Prindsens store scene.
Hovedkraften var Kai Reinhardt, som senere fik arbejde på et filmstudie og senest på fjernsynet, men han er desværre ikke mere.
I pausen spillede Jens Pedersen med trio. Han var en spejderkammeret, som altid startede søndagsturen i skoven med en stang wienerbrød. Han går i dag under kunstnernavnet Fuzzy.
Sidste gang, vi optrådte med revy, var på Hotel Roar. Her havde Raaddam Sørensen fra Blågård Radio arrangeret en præsentation af den nye opfindelse, TV. Han havde sat en stor antenne op på taget, og en hel masse TV-apparater stod i salen. Det var under Ungarnsindsamlingen, hvor vi optrådte i pausen.
Desværre kunne spejderlivet ikke rigtigt gå sammen med fodboldspillet, som lå på samme tid. Så i det lange løb var det fodbolden, der vandt. Men spejdertiden gik på en måde videre med komsammen over gule ærter og velhængt flæsk.

I 1946 bestod jeg prøven til Roskilde Realskole. Det var lige efter krigen, hvor skoletiden var minimal. Samtidig var det en meget kold vinter med mangel på brændsel, så ferien gik med ski og kælk.
Jeg gik og ventede på, om jeg var bestået til optagelsesprøven. Først efter en venten på tre uger gik min far til bekendelse. Han havde ventet med at sige det, fordi han syntes, det kun var godt for mig at få læst noget mere. Jeg har vist aldrig været så sur.

I skolen startede vi med den nye retskrivning. Det var en så stor sag, at vi slap for eksamen det første år.
Efter skoletid løb vi og spillede fodbold i Folkeparken, hvor der desværre manglede mål. Vi måtte derfor bruge nogle store sten. En af os havde en far i byrådet, så han fik sørget for, at der blev sat mål op.
To af drengene fra klassen, Ib Agertoft og Bent Lund, kommer jeg stadig sammen med, og vi har været sammen mindst en gang om ugen gennem alle disse år.

I 1954 var jeg i mellemtiden begyndt at spille håndbold i KFUM. Det var et blandet hold af drenge og piger, så det var jo en god ting, når man er en ung mand på 19 år. Jeg ville nu helst spille fodbold, og da der var en lignende stemning hos flere af medspillerne, indkaldte jeg, sammen med Erik D. Nielsen og Knud Erik Larsen, til et møde med vores formand, Emil Møller. Da jeg regnede med opbakning fra vennerne fra folkeparken, var KFUM Fodbold en realitet.

Der blev aldrig talt om, at jeg skulle være guldsmed. Selv gik jeg med tanker om en bankuddannelse. Derfor kom det meget overraskende på tidspunkt, hvor jeg stod og skulle op i realklassen, at min far meddelte mig, at han havde fundet en læreplads til mig. "Som hvad? " spurgte jeg. "Selvfølgelig som guldsmed", svarede far, og sådan blev det.

Jeg var 16 år, da jeg kom i lære den 1. august 1951 hos guldsmed Jørgen Larsen, Gothersgade 8 i København. Det var i Riddersalen på Baron Boltens Gård. Der var højt til loftet, og da der ikke fandtes oliefyr på den tid, blev der varmet op i en stor gammel kakkelovn, som ikke kunne holde varmen natten over. Da det tog sin tid at få varmen ned fra loftet, sad vi med frakker på om formiddagen. Det var ikke varmere at gå på toilettet, for det var træskure nede i gården.
Det var seks år efter verdenskrigen, og der var stadig mangel på mange ting. Således var der kafferationering. Jeg blev sendt over på Hauser Plads ved folkebespisningen, hvor vi købte "sorte" kaffemærker. 
Læretiden var fire år, og lønnen 28 øre i timen, dog det sidste år 50 øre i timen. Der blev givet 14 dages ferie om året.
For at nå derind til tiden, måtte jeg med et tog klokken 6.00 om morgenen. Jeg var først hjemme kl. 22.00 om aftenen, da jeg efter fyraften skulle på guldsmedeskolen i Ahlefeldtsgade.
Efter et år kom jeg i firmaets festudvalg, hvor vi hver sommer havde hummerfest på værkstedet, og hver vinter firmafest

Halvtredserne var en spændende tid for guldsmedebranchen. Efter en krigsperiode uden guld og sølv, hvor kunderne selv måtte komme med det til omsmeltning, kom der nu gang i det hele igen.
Der blev startet en guldsmedehøjskole, som fostrede nye designere, der blev kendt langt udenfor landets grænser.
På vores værksted sad Bent Gabrielsen, som blev værkfører hos Hans Hansen. Jeg gik desuden i skole med Per Borup og Ole Lynggaard.
Mit speciale var guldarmringe, som jeg også lavede som svendestykke, sammen med en fingerring med akvamarin og brillanter. Svendestykket blev belønnet med højeste karakter samt bronzemedalje, som blev overrakt på Københavns Rådhus under overværelse af Hans Majestæt Kong Frederik IX.

Efter at være blevet udlært blev jeg tilbudt at blive. Men tankerne gik også på at tage afsted på en navertur sydpå et års tid. Det skulle være sammen med Ole, der var en af svendene. Min far pressede imidlertid hårdt på, for at jeg skulle komme hjem på værkstedet. Så løsningen blev, at jeg hjalp min læremester i to måneder, efter at læretiden var slut. Først senere forstod jeg min fars kissejag. Han var alvorligt syg og døde syv år senere. Da var jeg kun 27 år. 

Den første oktober i år kunne jeg afholde 50 års jubilæum i firmaet. Jeg har siden 1991 arbejdet på værkstedet sammen med min søn, Henrik. I butikken arbejder min kone, Kylle og min svigerdatter, Pia.

Det er igennem årene blevet til en del tillidsposter indenfor branchen. Her skal blot nævnes formand for Sjællands Guldsmedeforening samt branchens repræsentant i Dansk Handel.

Mange ting er blevet kreeret på værkstedet og her skal blot nævnes:

Guld bispekors til alle Danmarks biskopper.
Roskilde juleske gennem 54 år med skiftende kirkemotiver fra Roskilde og omegn.
Roskildes borgmesterkæde. Se mere om denne her.
Sølvfade til fodboldlandsholdets jubilarer.
Over 1000 stk. 25 års guld-jubilæumsnåle til B&O.

 
Læs mere i artiklerne Jamen, var det ikke den tredje? og Super service og godt håndværk i over 125 år.

Henrik Enig skrev om guldsmedeforretningens historie til jul i Roskilde 2022. Denne kan læses her. Baggrundsmaterialet til historien kan ses her. 

Skiven:

Guldsmedeværkstedet i Karen Olsdatters Stræde 7. Forneden indskrevet:

                 1891 - 1991

Det angiver 100-året for forretningens grundlæggelse, der forunderligt nok faldt sammen med Carl-Christian Enigs kåring som fuglekonge.

Øverst til højre ses byens borgmesterkæde, som Carl-Christian fremstillede i 1983-84.

Jørgen Brendekilde har nok ladet sig inspirere af skiven fra 1883. Opbygningen er den samme, men her ses det bandoler, som fuglekongen bærer som tegn på sin værdighed.
Det var en god idé, fuglekongen og maleren fik. At række hånden 108 år tilbage til en anden af selskabets fuglekonger og derved slå fast, at selskabet har traditioner.

Da Jørgen Brendekilde i 1992 havde færdigmalet Carl-Christian Enigs skive, viste det sig, at han havde påført forkert dato på rammen. Inden skiven blev offentliggjort, blev datoen rettet fra 3. juli 1991 til 2. juli 1991. Den opmærksomme iagttager vil stadig kunne ane, at der er sket en korrektion på rammen. Det blev den sidste af en lang række fuglekongeskiver, Jørgen Brendekilde malede i sit liv.

Skiven er i 2017 blevet konserveret af Maleri-Konserveringsværkstedet i Jægerspris.

Skiven måler 51 cm i diameter.

Skivens placering:

Skiven malet af:

Kongeskytte:

Årets vindere:

Distriktschef Jørgen Borup blev vinder af vandrepokalen, som han fik overrakt af skydeudvalgsformand Bennie Hansen ved torskegildet, hvor ca. 50 skydebrødre deltog.

Fuglekongens historie og anekdoter:

Carl-Christian Enig stod i 1985 som proponent for sin kunstner, Jørgen Brendekilde, ved dennes optagelse i selskabet.

* * * * * * * * *

På bestyrelsesmødet den 11. maj 1992 blev det vedtaget, at guldsmed og fuglekonge, Carl-Christian Enig, måtte ændre kongebåndet til en anden fordeling af kongebåndets for- og bagside. På den måde ville kongebåndet kunne klare mange år frem i tiden.

* * * * * * * * *

Ved fugleskydningen i 1992 fik kunstmaler Jørgen Brendekilde overdraget et sølvskjold som en særlig tak for den store indsats, han havde ydet i årets løb ved frembringelsen af den nye flotte fugl. Sølvskjoldet var lavet af guldsmed og regerende fuglekonge, Carl-Christian Enig.

* * * * * * * * *

Fuglekongen fra 1991, guldsmed Carl-Christian Enig, og hans søn, Henrik Enig, skænkede i 1997 selskabet et nyt kongebånd med en fugl, de selv havde fremstillet. Det gamle kongebånd havde ikke plads til flere sølvplader. Kurt Hansen blev første fuglekonge, der bar det nye kongebånd. Sølvpladerne fra jubilæumsåret 1987 og fremefter var overført til det nye kongebånd.

* * * * * * * *

Under fugleskydningsfrokosten i 2013 modtog Carl-Christian Enig 50 års-nålen.

* * * * * * * *

Læs også folderen Sten i Skomagergade, hvoraf en af disse markerer Karen Olsdatters Stræde.

Årets historie og anekdoter:

Ved generalforsamlingen den 18. marts 1991 trådte Helge Banghøj Andersen ud af bestyrelsen efter mange års virke. Hans afløser blev Jørgen Borup.

* * * * * * * * *

Fotograf Bennie Hansen indtrådte som skydeudvalgsformand efter Helge Banghøj Andersen.

* * * * * * * * *

En 124 år gammel tradition blev i 1991 udsat for chikane. Gennem årene havde Roskilde Amts Skytte- og Gymnastikforening og Roskilde Garderforening afholdt skydeøvelser i den lille bugt mellem Boserup Skov og Parcelgården. Netop i 1991 gennemførte fugleskydningsselskabet en skydning på stedet.
Tage Nielsen havde overtaget Parcelgården. I den forbindelse sendte fugleskydningsselskabet ham en lykønskning med overtagelsen. Denne gestus gjorde dog ikke Tage Nielsen venligt stemt over for selskabet. Først prøvede Tage Nielsen at få stoppet skydningen med politiets hjælp. Da ordensmagten ikke gav Tage Nielsen medhold, valgte han tre gange at genne kvæg ind på området foran skydebanen.
Se indbydelsen til arrangementet her og læs Per Handbergs notat om skydningen og efterfølgende skydninger ved Ryegaard Gods her.

* * * * * * * * *

Som noget nyt mødes skydebrødrene i "Bryggergården" om morgenen på fugleskydningsdagen.

* * * * * * * * *

1991 blev første år, hvor man afviklede fugleskydningen med en ny bordopstilling, hvor deltagerne sad ved 10-mands borde. Det viste sig at blive en stor succes.

* * * * * * * * *

På fugleskydningsdagen i 1991 afhentedes den afgående fuglekonge, John Henry Larsen, bestyrelsesmedlemmerne og fanebæreren på deres hjemadresser, da de skulle til morgenkaffe hos fuglekongen.

* * * * * * * * *

Ved årets skydning deltog 110 skytter i et smukt vejr. Der skulle bruges 986 skud, før den genstridige fugl var nedlagt.

* * * * * * * * *

Ved fugleskydningsfrokosten i 1991 talte fuglekongen, John Henry Larsen, for Hendes Majestæt Dronningen, formand Poul Bunk-Jensen for fuglekongen, Jørgen Brendekilde for Danmark og Frans Goldbach for skytterne. Philip Berg talte på vegne af de nye skydebrødre.

* * * * * * * * *

Under fugleskydningsfrokosten i 1991 modtog Villy M. Pedersen 40 års tegnet.

 * * * * * * * *

Det mangeårige bestyrelsesmedlem, Holger Olsen, trådte midt i året ud af bestyrelsen, og suppleanten, Per Handberg, indtrådte. Holger Olsen blev samtidig udnævnt til æresmedlem.