Levnedsbeskrivelse:

Købmand, Algade 64. Medlem af bestyrelsen og næstformand for Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab.

Adressen kræver en tilføjelse, idet det skal nævnes, at Algade 64 indtil 1960’erne faktisk havde nummer 60 – men der blev opført et parkeringshus på Hestetorvet og en facade mod Algade med flere forretningslokaler, og på tidspunktet valgte man at ændre husnumrene i Algade fra hjørnet af Hestetorvet til Røde port.
Man kan således i lokalhistorien nemt finde eksempler på omtale af ejendommene og deres beboere i denne del af Algade, hvor husnumrene ikke passer med nutiden – i praksis fik disse ejendomme tillagt fire husnumre, og det har naturligvis ført til lidt forvirring i visse sammenhænge.

Fernando Møller er den eneste fuglekonge, der er nævnt i litteraturen.
I sin bog ”Agnes Henningsen i Roskilde” skriver Lotte Fang om Agnes Henningsens syv år lange ophold i byen:

I 1899 udkom Agnes Henningsens roman "Glansbillede". Samtidig havde hun lyttet til Holger Drachmanns forslag om at rykke teltpælene op og flytte til Roskilde, hvor hendes meget nære venner, Alice og Gustav Wied, boede. Det var Gustav Wied, som fandt hendes logi i Roskilde, eller rettere var det antikvitetshandler Mellerup, som gjorde ham opmærksom på det. Han kunne en dag meddele Gustav Wied: "En har erkyndiget sig om, at førstesalen hos købmand Fernando Møller er ledig, en yderst respektabel adresse for mindre bemidlede". Den 18. april 1899 tog Agnes Henningsen med toget til Roskilde for at slå sig ned i Algade 64 – på det tidspunkt nummer 60. I "Byen erobret" fortalte hun følgende: "Vi skulle bo ud til jernbaneskråningen på toppen af et lille gammelt købmandshus, i et par toværelses lejligheder. Hjemme hos Riis havde jeg beskrevet opgangen sådan: En hønsestige, ingen entre, en stumtjener modtager os. Så det var rimeligt, Esther surmulede, da hun opdagede, der var rigtige trin i trappen og ingen døvstum negerdreng til at tage tøjet".
Det var i købmand Fernando Møllers købmandsgård lige ved siden af Garvergården, at Agnes Henningsen slog sig ned. De store huse på den anden sige af gaden var ikke bygget endnu, så der var udsigt over marker og enge til Himmelev Kirke. De store arealer med Kong Valdemars Vej, Kong Haralds Vej osv. blev først fra 1919 udlagt til villakvarterer.
Agnes Henningsen havde travlt; på tre måneder skulle hun gøre en bog færdig, så den kunne udkomme "i det gode efterår".
To af hendes gode veninder, Johanne Inger Riis og Rose Bergler, kom hver uge for at tage sig af hendes børn, Esther og Poul, så de kunne blive adspredt, og moderen fik ro til at skrive. Det var romanen "Strømmen", der så flittigt blev arbejdet på, og den nåede at komme i efteråret 1899.
I "Byen erobret" fortalte Agnes Henningsen om den tid: "Det kunne hænde ved aftenstid, at mit hoved snurrede som en symaskine. Så trængte jeg til selskabelighed og bad købmanden op sammen med hende, han kaldte husholder, og ham, han kaldte handelsbetjent, af Esther døbt hr. Kommisen. Kommisen som efternavn." Da priste vi sommeren med alle vinduer åbne og med koldt øl. Vi talte om købmandens have på den anden side jernbaneporten, om hans forretning, om hans travheste. Og om husbestyrerindens grå mis, der så tit skænkede os killinger og var så tapper. Hr. Kommisen og Ras og børnene kom også til orde med deres. Så de aftener var værdsat af hele huset.
En lørdag aften, Riis og jeg ville smutte en vending i købmandens have, stod hans dør åben. Der var middag med gæster og vin. De fangede os, de tvang os ind, og duften af slikasparges fik os til at synke ned på de stole, der blev os budt. Værten rejste sig og talte: "Dette er en skål over for frøken Riis, som er et udmærket menneske på sit område". Riis kroede sig. Men med små mellemrum fortsatte han raden rundt efter alder med ganske den samme sætning. Til sidst blev det: "Dette er en skål over for handelsbetjenten, som er et udmærket menneske på sit område". Vi kroede os alligevel alle sammen efter tur. Sorgløse tider. Fuldkommen lykkelige tider".
Købmanden skulle komme til at vise, at han også tænkte på andre, når det ikke gik så godt for dem. I 1903 skulle Agnes Henningsens lystspil, "Moralen", opføres ved en matiné i velgørende øjemed. Det blev en dundrende fiasko. Den nedtrykte forfatter ventede forgæves på, nogen ville komme:" Men ligesom jeg havde fået lampen tændt, var der fremmede trin op ad trappen, og jeg røg hen og lukkede døren op, før der blev banket på. Købmanden! I nyt tøj. Særlig genert!. Gjaldt det regningen? Han bad mig undskylde, men det havde gjort ham så ondt med de blade. Han skulle til koldt bord og whist hos Rasmussen og ville lige have lov til at sige, at sådan et menneske som mig, ville det komme til at gå glimrende. Jeg måtte kun endelig ikke tro, at det hastede. Og ham havde jeg været kølig imod, fordi veninderne mente, at en ungkarl i samme hus let kunne gøre sig forhåbninger. I sommer havde han nu også slået sig ned hos os under piletræerne ved kilden og til forargelse for Riis pirket mig i ansigtet med et strå. Nu styrtede jeg ud i køkkenet efter to bajere, fra hans egen butik, og skålede og takkede for den fine måde, hvorpå han havde udtrykt det med kontoen.
Han blev så rørt, at han måtte sætte sig ned og næsten ikke kunne svælge øllet. Jeg drak min med velbehag. En, jeg mindst kunne vente det af, havde tænkt på mig i min nød! Det var nok til, at vi længe kunne have det rart i det lille hjem ved jernbaneskråningen. Og så snart han var ude af døren, satte jeg mig til at skrive en roman til ære for hans tillid. Det var begyndelsen til romanen "De spedalske".
Det siges, alting får en ende, og det gjaldt også Agnes Henningsens tid i Roskilde: "Værten stillede og snøftede værre end nogensinde af forlegenhed. Han skulle giftes til efteråret. Desværre. Nej, ikke desværre giftes, desværre bebo hele huset, om jeg ikke troede, hr. Wied, som gik så meget omkring, kunne skaffe mig en bopæl! Hele byen ville så gerne beholde os. Værten tilbød mig en sum for at flytte til sommerferien, så det betød ingen husleje længe. En rar Roskilde snedker købte mine hæslige spisestue-møbler og lavede mig nogle, som ville tage sig ud i den Frederiksbergske lejlighed".
Den 12. juli 1900 blev købmand Fernando Møller fuglekonge, og hans skive viser ham i sit travkøretøj forspændt med en af hans elskede travheste. Han døde 10. december antagelig 1924 som medlem af Roskilde og omegns Fugleskydningsselskabs bestyrelse.
Lise Nørgaard og hendes søster kom som små piger på besøg hos hans enke, når de ved juletid kom med en julekurv til hende, og der er ingen tvivl om, at hun fortalte dem om hendes Fernando og hans travheste.
Tænk så på Matador: Fernando Møhge, og var der ikke også noget med en hest? Lise Nørgaard har erkendt, at figuren, salige Fernando Møhge, er fremkommet med inspiration af Fernando Møller. Det er den eneste person, hvor forfatteren har erkendt en sammenligning med personer fra den virkelige verden. Et lille kuriosum i den forbindelse: Det fremgår af Matador-serien, at Fernando Møghe døde af et slagtilfælde efter en fugleskydning.

Læs mere i artiklen De overernærede rotter og i den senere udgave af artiklen De overernærede rotter samt Forkert hus?. Læs også artiklen Den hemmelige hestehandler.

Skiven:

Fuglekongen i sit travkøretøj. 

Skiven er i 2014 blevet konserveret af Maleri-Konserveringsværkstedet i Jægerspris. 

Skiven måler 47 cm i diameter.

Skivens placering:

Kongeskytte:

Årets vindere:

Årets historie og anekdoter:

Efter uroen i 1899 tiltræder toldforvalter Treschow igen som formand på generalforsamlingen i marts 1900.

* * * * * * * * *

I år 1900 kom der virkelige vanskeligheder for selskabet. Københavns magistrat lod, gennem skovrider Agger, selskabet forstå, at der ikke måtte holdes fugle- eller skiveskydning ved pavillonen i Boserup. Og selv om man ansøgte om tilladelse til at afvikle årets fugleskydning for sidste gang på det sted, hvor man havde skudt siden 1862, var der ikke noget at gøre. Selskabet måtte flytte, og det blev ned til stranden, hvor fugleskydningen i år 1900 fandt sted. Bespisningen blev dog stadigvæk afholdt i tilknytning til Boserup-pavillonen.
En ejendommelig udløber af sagen var, at en højtstående embedsmand ved Sct. Hans Hospital fik annulleret en bemærkning i protokollen fra 1883 om, at han på grund af kontingentrestance var slettet af selskabet.

* * * * * * * * *

En ejendommelig sag ved årets generalforsamling førte til, at en højtstående embedsmand ved Sct. Hans Hospital fik annulleret en bemærkning i protokollen fra 1883 om, at han på grund af kontingentrestance var slettet af selskabet.

* * * * * * * * *

Den gamle sag om indkøb af gevinster (se år 1898) rumlede åbenbart stadig, og det førte til, at det blev henstillet til bestyrelsen, at "det fremtidige indkøb af gevinster må ske med billigt hensyn til vor bys næringsdrivende i den pågældende branche".
Det må have været en lidt bitter pille for bestyrelsen at notere sig denne henstilling, og man aner, at der bag ved hele historien kan ligge en strid med hensyn til det betimelige i at købe foreningens gevinster alene hos en enkelt leverandør - og selv om det er gætteværk, så forekommer det ikke usandsynligt, at den lokale urmager og guldsmedemester og medlem af selskabet, V. Frandsen, har haft en finger med i spillet - specielt ikke, når man ser det efterfølgende "drama".

Den 1. november år 1900 indkaldes der til ekstraordinær generalforsamling. Protokollen er meget svær at læse, men det ser ud, som om en udmeldelse af et bestyrelsesmedlem fordrer nyvalg.  Den ekstraordinære generalforsamling må erklæres for "ikke beslutningsdygtig" på grund af for ringe fremmøde, og bedre går det ikke på den følgende ekstraordinære generalforsamling den 9. november, hvor det ydermere er ført til protokols - åbenbart efter forslag fra guldsmed V. Frandsen - at generalforsamlingen heller ikke har været korrekt annonceret i "Roskilde Tidende".

Den 29. november er der så påny en ekstraordinær generalforsamling, og den indledes lidt overraskende:
"Medlem af bestyrelsen, redaktør Christensen, meddelte, at generalforsamlingen den 8. november var lovligt sammenkaldt, idet den havde været bekendtgjort i "Roskilde Tidende", og han foreslog derfor på bestyrelsens vegne at annullere ovenstående af medlem af selskabet, hr. urmager V. Frandsen, foreslåede protokoltilførsel."
Dette forslag blev enstemmigt vedtaget, men så startede først balladen!
Nu protesterede Frandsen mod protokoltilførslen den 8. november, som han betegnede som urigtig og ulovlig, og der er nok i kampens hede sagt en del yderligere, som ikke er ført til protokols, for konditor Schmidt stiller følgende forslag til forsamlingen: "Hr. Frandsen giver den hidtilværende formand en undskyldning for de fornærmende udtalelser, hr. Frandsen fremkom med på den foregående generalforsamling mod formanden. I modsat fald udelukkes Frandsen af selskabet, til dette sker."
Dette forslag vedtages med 14 stemmer for - 4 blanke og ikke så overraskende 1 imod.
Konditor Schmidt stiller derefter yderligere et forslag om at opfordre selskabets hidtilværende formand, hr. Treschow, til at vedblive at fungere som formand.
Dette forslag blev vedtaget enstemmigt, idet det bemærkes i protokollen, at hr. Frandsen havde forladt lokalet inden afstemningen.

Historien fortsættes i yderligere en ekstraordinær generalforsamling den 15. januar 1901.
Redaktør G. Christensen er fungerende formand i dennes fravær, men Treschow havde sendt en hilsen og tak, fordi generalforsamlingen den 29. november havde anmodet ham om at vedblive at fungere som formand.
Den nye ekstraordinære generalforsamling er indkaldt, fordi amtsrådssekretær Bruun som "sagfører" for Valdemar Frandsen havde protesteret skriftligt mod beslutningen om at udelukke denne af selskabet, indtil en undskyldning var givet.
Valdemar Frandsen viste mod og mandshjerte ved at møde frem til generalforsamlingen og bede de forsamlede tage stilling til, om han måtte deltage, men han blev ganske enkelt "smidt ud" med 16 stemmer mod 3.
Konditor Schmidt stillede herefter forslag om, at V. Frandsen skulle ekskluderes, såfremt en undskyldning til formanden ikke kom inden 1. februar. Amtsrådssekretær Bruun kæmpede for sin "klient" og foreslog, at V. Frandsen fortsat skulle betragtes som medlem, og at formanden kunne gå domstolenes vej, hvis han ville have påtalt eventuelle fornærmelser.
Her sluttede historien officielt, idet konditor Schmidts forslag blev vedtaget med stort flertal, og hr. Bruun´s forslag forkastet tilsvarende.

Der foreligger ikke noget om, at der senere blev givet undskyldninger, så konsekvensen må vel have været, at selskabet fik et medlem mindre den 1. februar 1901

Når man nu (2008) læser den gamle protokol, må man undre sig over, hvordan diskussioner om formaliteter kan udvikle sig så dramatisk og nærmest til en farce. Svaret er vel nok, at der ligger andre dagsordener skjult mellem linierne. Det vil være for nemt og lidt urimeligt at udpege skurke eller helte i forløbet - dertil ved vi simpelthen for lidt. Tilbage står dog, at nogle af datidens skydebrødre må have været overordentligt stridbare og ærekære, og at det ikke var en enkeltstående begivenhed, kan man forsikre sig om ved at læse om tilsvarende hændelser omkring fuglekongen 1884.

Der knytter sig yderligere den pudsighed til denne beretning, at det var Valdemar Frandsen seniors søn, Valdemar Frandsen junior, der blev fuglekonge i 1933

  * * * * * * * *

Det var første gang, at garvermester Hans Christian Nikolai Nielsen blev kongeskytte, men absolut ikke sidste. I alt lavede han denne præstation ikke mindre end fire gange. Allerede året efter gentog han bedriften, da kollegaen, garvermester J.P. Rasmussen, blev kronet. I 1908 skød han fuglen ned til fordel for sig selv, og i 1910 var det selskabets formand, redaktør Georg Christensen, der blev majestæt som følge af Nielsens skydefærdigheder.