Levnedsbeskrivelse:

Musikdirektør.

I lokalhistoriske skrifter fra perioden omkring 1910 og til ind i 1920´erne kan man læse følgende:

De lokale kræfter i Roskildes musikliv på den tid var: Carlsen og Jæhnigen, militærmusikken og musikdirektør Sørensens Musikkorps - "fem Mand stærkt", som det hedder i en omtale af arrangementerne. Chr. Sørensen, der var formand for Roskilde og Omegns Orkesterforening (de professionelle musikeres organ), var ud af et gammelt musikerdynasti, og før regimentsmusikkens komme var Sørensen-dynastiet den eneste leverandør af messingmusik i Roskilde. Man kunne tro, at musikdirektøren ville se skævt til den nye konkurrent, han havde fået i 8. regiments musikere, men det blev ikke tilfældet. Musikdirektørerne Sørensen og Schwartz eksisterede side om side i en gensidig kollegial respekt over for deres ensembler.

Roskilde Bypark blev indviet i 1916 som en testamentarisk gave fra en af Roskildes største velgørere, Agent Schmeltz, efter hvis navn Schmeltz Plads er opkaldt.
I 1922 opførtes en musiktribune i den nyanlagte bypark. Her har diverse orkestre og bands siden 1924 henrykket roskildenserne ved de såkaldte Byparkkoncerter. Musiktribunen blev siden fornyet et par gange. I begyndelsen var det lokale orkestre, der leverede musikken. Ofte stod musikdirektør Chr. Sørensen på podiet iført høj hat, når han dirigerede byorkestret. Den høje hat var symbolet på den gamle spillemandsværdighed. Repertoiret var Lumbye og Strauss og anden klassisk underholdningsmusik. Der samledes vel højst et par hundrede roskildensere, når Sørensen optrådte.
I de tider blev byparkskoncerterne ofte omtalt som ”dyrskuet. Det kom nok af, at de unge mænd stod så pænt, som det nu kunne lade sig gøre, mens byens unge damer – ærbart ved hinandens side – skridtede ”fronten” af og under stille fnisen og skjulte øjekast lod sig beundre af det andet køn. Nu og da opnåedes der måske kontakt, men et besøg i restauratør Rasmus Hansens pavillon blev det sjældent til, for tjenerne krævede 50 øre plus 10 procent i "slæv" for en pilsner.

Musikdirektør Chr. Sørensen, der var ugift, boede i ejendommen Karen Olsdatter Stræde 13, sammen med sin søster i mange år.
Chr. Sørensen var fjerde og sidste led af en gammel musikerslægt. Hans oldefar var stadsmusikantersvend i Roskilde, Niels Sørensen, hans bedstefar var Roskildes sidste stadsmusikant, Søren Chr. Sørensen, og hans far musikdirektør Th. Sørensen. Alle fire generationer var med til at sætte stemning og fest over byens og omegnens sammenkomster.
Slægtens traditioner havde sat Chr. Sørensen på plads længe før, han begyndte at tænke over fremtiden. De musikalske evner havde han i arv, og lysten fik han også. Han var kun otte år, da hans far gav ham en violin i hånden og lærte ham at spille. Kunne han ikke noderne, faldt der en øretæve, og Chr. Sørensen lærte sit fag. 13 år gammel startede han sin musikalske karriere. Det var ved en julekoncert på Sct. Hans Hospital, hvor der blev spillet op til dans. Siden spillede han i et halvt århundrede i byens og egnens foreninger, ved familiefester, i danseskoler, ved skolefester, byparkkoncerter og andre lejligheder. Han blev for børnene en hyggelig onkel, og for den ældre generation en lun og gemytlig musikant, som det fremgik af hans nekrolog i avisen.

Læs mere i artiklen Musikdirektør med høj hat og den senere udgave af Musikdirektør med høj hat 

Skiven:

Fuglekongens ejendom, Karen Olsdatter Stræde 13. 

Skiven er i 2014 blevet konserveret af Maleri-Konserveringsværkstedet i Jægerspris. 

Skiven måler 47,5 cm i diameter.

Skivens placering:

Skiven malet af:

Kongeskytte:

Årets vindere:

Fuglekongens historie og anekdoter:

Af regnskabet for 1862 fremgik, at musikdirektør Sørensen igen leverede musik. Det var Chr. Sørensens far.