Formand 1944- 1953 Carl Hansen |
Født:22. december 1882 i Husum ved København • Død: 1967 eller 1968
Tuborg depotindehaver, Allehelgensgade 19. Indballoteret i 1917.
Carl Hansen var medlem af bestyrelsen siden 1925 og blev valgt til formand for fugleskydningsselskabet i 1944. Han beklædte posten indtil 1953, hvor han blev udnævnt til æresmedlem.
Fra 1917-47 var Hansen Tuborg-mand i Roskilde og havde depot i Allehelgensgade 16, senere i nr. 19 – en fornem patriciervilla opført 1885 efter tegninger af professor A. Clemmensen.
Carl Hansen var fuglekonge i 1930
Læs mere i artiklen Brolagt Allehelgensgade samt den senere udgave af Brolagt Allehelgensgade.
* * * * * * * * *
Året 1952 sluttede med at selskabets bestyrelse aflagde besøg hos selskabets formand, Carl Hansen, i anledning af dennes 70 års fødselsdag. Der blev overbragt en gavekurv og blomster til fruen - men da besøget fandt sted på formandens nye bopæl i Gentofte, måtte man samtidig med vemod konstatere, at formanden ikke kunne fortsætte i sit ærefulde hverv - hvilket formanden dog med rettidig omhu havde orienteret bestyrelsen om i god tid.
* * * * * * * * *
På generalforsamlingen i 1953 gik formanden, forhenværende depotindehaver Carl Hansen, af. Han var flyttet fra byen, men havde på dette tidspunkt været formand siden 1944 og medlem af bestyrelsen siden 1925. Det var derfor naturligt, at den afgående formand blev udnævnt til æresmedlem. Den nye formand, lokomotivfører Valdemar Jørgensen, blev valgt på det første møde.
* * * * * * * * *
Under fugleskydningsfrokosten i 1957 havde æresmedlem og fuglekonge fra 1930, Carl Hansen 40 års jubilæum.
* * * * * * * * *
Da selskabet i forbindelse med 175 års jubilæet indviede fanen under indskydningen den 25. juni 1962, slog æresmedlem, Carl Hansen, det første søm i for Hans Majestæt Kongen.
* * * * * * * * *
I 1963 blev jubilæumsemblemerne indført og blev første gang uddelt ved fugleskydningen den 2. juli dette år.
Da det var første år, blev der uddelt et stort antal emblemer, da de blev uddelt til alle, der havde passeret et jubilæumsår. Blandt disse var Carl Hansen, der modtog 40 års emblemet.
* * * * * * * * *
På generalforsamlingen den 25. marts 1968 mindes formanden, købmand C.E. Johansen, to skydebrødre, der var afgået ved døden siden sidste generalforsamling. Det var æresmedlem og tidligere formand, forhenværende depotejer Carl Hansen, og bestyrelsesmedlem, cykelhandler Alfred Kragh.
* * * * * * * * *
Carl Hansens efterfølger som Tuborg depotindehaver i Allehelgensgade 19 blev Viggo Olsen. Efter ham fulgte Erik Wibholm, der blev kåret til fuglekonge i 1988.