Født:15. december 1809 • Død:16. maj 1876

Levnedsbeskrivelse:

Joseph Frederik Pætges var den ældste ud af en søskendeflok på ni, og forældrene havde det største besvær med at skabe rimelige vilkår for familiens liv.
Forældrene drev beværtningen og dansestedet "Lille Ravnsborg" over for Assistents Kirkegård på Nørrebro. De boede selv i sidebygningen. Englændernes bombardement af København i 1807, der ødelagde store dele af byen, ruinerede forældrene. Specielt var faderen ikke til megen hjælp, idet han beskrives som drikfældig, efterhånden med tiltagende voldelig adfærd. Det var således moderen, Henriette Pætges, der holdt sammen på hjemmet, og det var hende, der sørgede for økonomien som en effektiv pølsedame i et telt på Bakken samt andet arbejde i byen, medens faderen gør sit bedste for at sætte det hele over styr som fordrukken værtshusholder.
Den vanskelige økonomi betød, at børnene i mange år ikke fik undervisning.
I 1816 flytter familien til Ålborg, hvor moderen indretter et madpensionat, som bl.a. kokkererer for infanteriets soldater. Her husede moderen også J.F. Zangenbergs danseskole. Det var vist ikke mindst for døtrenes skyld, idet det gav mulighed for gratis danseundervisning. Dette skulle siden vise sig at få meget positive konsekvenser.

Som udgangspunkt talte forældrene, som var indvandret fra Rhinlandet, knapt nok dansk, men efter fire år i Ålborg, bliver det dog til et plattysk med jysk accent.
Familien vender tilbage til København i 1820.
Moderen var af jødisk slægt, og hun ligger begravet på Den Jødiske Kirkegaard i København.

Joseph Frederik Pætges kom til at leve det meste af sit voksne liv i Roskilde som skomagermester. Han aflagde mesterprøve som skomager den 29. juli 1831 i København, hvor han var blevet udlært som svend et par år før. Han blev allerede gift den 19. august, tre uger efter mesterprøven, med Caroline Augustine Kier i Roskilde Domkirke. Hun var født i 1791 og således 18 år ældre end sin ægtemand. Hun var datter af handskemager Kier i Roskilde og havde først været gift med en skrædder ved navn Ivanow, men var blevet skilt. Joseph Frederiks Pædges erhvervede borgerskab i Roskilde den 1. august 1832.

Pætges findes allerede etableret ved folketællingen i 1834 med egen husstand og værksted i et af byens utallige ildebrandshuse bygget efter de store bybrande i 1731 og 1735. Huset lå som nabo til Roskilde adelige Jomfrukloster på adressen Algade 39. Til hustanden hørte Carolines søn af første ægteskab, der var læredreng, desuden endnu en læredreng og to skomagersvende.
I 1833 fik parret datteren Marthe Henriette Augustina, men hun levede kun i 13 dage. I 1837 fik de Ida Johanne Christiane.

Kommandør Alexander Wilde, der boede en årrække i en lejlighed på Palæet, har beskrevet skomagerforretningen i sine erindringer. Hvor andre håndværkere nøjes med et laugskilt, for skomagernes vedkommende en støvle, var Pætges anderledes kundebevidst: "I hans lille Ejendom stod i alle Vinduer Mesterværker lige fra drabelige Junkerstøvler til den mindste Barnesko". I 1840 blev skomager Pætges oldermand for Roskilde Skomagerlav, en stilling han beholdt til 1868.

Ved folketællingen i 1845 var datteren 8 år, og familien holdt pige til hjælp med det huslige. Stedsønnen var i mellemtiden blevet svend, så der var tre svende på værkstedet, men stadig to læredrenge.

I 1850 døde Caroline af vattersot. Allerede et halvt år senere giftede Pætges sig igen. Denne gang med Nielsine Helene Thieme, født i 1813. Hun var datter af en stiftsdyrlæge og dermed fra et højere socialt lag i samfundet. Nielsine fødte en søn i 1852, Georg Anton Christian. Han blev siden smed og emigrerede til Amerika. I 1856 fik de Mads Andreas Eduard, men han levde kun godt et halvt års tid.

Boghandler Otto Wroblewski, som boede omkring fem år i Roskilde fra 1853 til 1858, omtaler J.F. Pætges i sine erindringer som en meget kendt skikkelse i byen. "Byens og borgerskabets ejendommelige faktotum i glæde og sorg, Tambourmajor ved borgerkorpset, bedemand (populært kaldet fordanser ved ligvognen), festarrangør ved klubballer, forsanger ved mange fester, og af profession skomager "  - og vi kan så tilføje formand og økonomisk redningsmand for Fugleskydningsselskabet.

Joseph havde en bror, Johan Anton Pætges. Følgende ses i Roskilde Avis 24. august 1850:

Skuespil i Roeskilde for de Faldnes Efterladtes. Men kongelig allernaadigst Tilladelse giver undertegnede Søndagen den 25. August førstkommende kl. 7½ Aften i hr. Captain Sveistrup’s os velligen overladte Locale i ”Prindsen” en Forestilling af følgende indhold (og så føkger prigrammet).

Det mest spændende er stykket ”En nat i Roeskilde” af H.C. Andersen, hvor Pætges spiller den ene hovedrolle. Det nævnes til slut at der er tale om J.A. Pætges kongelig Skuespiller. I 1850 var han 43 år gammel. Han kan ikke være helt uden midler, da han havde tjenestepige.

Vi kender ikke hele den øvrige søskendefloks videre skæbne, men det ser ud til, at flere af dem har klaret sig ganske godt trods en barsk opvækst.

Den næstældste var Johanne Louise Heiberg (1812-1890). Hun startede som 8 årig - sammen med en lillesøster ! - som balletbarn på Det Kongelige Teater, og blev sin tids mest berømmede skuespillerinde, der fik en livslang karriere på Det Kongelige Teater med over 270 roller. Hun instruerede også, ligesom hun skrev nogle vaudeviller og selvbiografien "Et Liv gjenoplevet i Erindringen".  

En af brødrene blev politibetjent, og han var også hattemager i Roskilde.

Det sproglige sammenfald i titlerne skomager/hattemager fik en finurlig og morsom konsekvens, idet J.F. Pætges i Roskilde fik tilnavnet "Pættemager Skotges", mens broderen blev kaldt ""Pættemager Hatges".

I 1864 gik J.F. Pætges søn, Georg Anton Christian Pætges, i første klasse på Roskilde Katedralskole.

De mange folk på hjemmefronten gjorde det mulig for mester at bruge det meste af sin energi på andre gøremål, der i højere grad havde hans interesse. Særlig én bibeskæftigelse øgede også hans indtjening betragteligt. Via medlemskab af Roskilde Ligbærerlaug blev han efterhånden bedemand.

Tømrermester Lorentz Webers har i en erindringsartikel beskrevet en typisk begravelse ledet af Pætges. Den lyder således:

Naar en af Byens Større Mænd skule begraves, gik det ret højtideligt til Fra Domkirken, hvor Sørgehøjtideligheden fandt sted, bares Liger at Ligbærer til Graabrødre Kirkegaard, Ligvogn kendtes ikke. I spidsen for Ligtoget ken en underlig Fremtoning, Bedemand Skomager Pætges, Broder til Politibetjenten, iført en Sørgekappe, noget, der lignede en havelock, men med forskellige Fryndser og Jvaster paa, derefter kom Kigbærerne med Kisten og derefter Følget, 2 og 2, alle med høje Hatte, ganske vist af mange forskellige Aargange, og da der kun gik 2 Mænd ved Siden af hinanden, kunne Følget faa en anselig Længde. Da Ligbærerne paa den lange Vej fra Kirken til Kirkegaarden ofte matte skifte, foraarsagede det hyppige Standsninger i Toget, og Turen fra Kirken fra Kirkegaarden tog derfor lang Tid og alt andet end behageligt for Følget, særligt naar de i Forvejen ar forfrsone af at sidde i den kolde Kirke og høre en lang tale med opremsning af alle den salig hensovedes Dyder".

Bedemandshvervet gav en god indtægt, så Pætges bedre kunne leve op til sin nye kones sociale status.

I 1865 havde bedemanden den sorg at måtte begrave sin egen kone. Nielsine døde af en hjertesygdom. Han egnede sig ikke til at leve alene, så han giftede sig for tredje gang i 1866, denne gang med en noget yngre, selverhvervende kvinde, dameskrædderinde Christiane Hvorup, født i 1822.

Vi har ingen særlige efterretninger om J.F. Pætges virke som formand for selskabet, men det står klart, at Pætges var manden, der sørgede for, at selskabet kom frelst igennem en svær periode.

Generalforsamlingen i 1861 blev holdt den 2. maj på Hotel Prindsen, og her blev selskabets sørgelige tilstand gennemgået. Man manglede lokaler og skyldte penge væk til Roskilde Sparekasse. Formanden udtalte: "At selskabet, hvis medlemmers antal betydeligt var aftaget, nærmest var foranlediget til at opløse sig".
Så galt gik det heldigvis ikke. Redningsmanden var skomagermester J.F. Pætges.  Han tilbød at betale hele gælden til Roskilde Sparekasse mod, at alle selskabets ejendele blev erklæret for hans. "Dog ville han renoncere (give afkald på) så mange af de kongeskiver, der haves i behold, som af vedkommende givere bliver reclameret (ønsket udleveret)".
Det betød, at selskabet blev reddet, men også, at adskillige skiver nu ikke længere fandtes i samlingen. Meget beklageligt, for specielt samlet har disse skiver en betydelig kulturhistorisk værdi.
Nu efter J.F. Pætges´ redningsaktion skulle det nye selskab konstitueres, og det blev det på generalforsamling den 4. juni 1861. Lidt over en måned senere kunne den nye bestyrelse indkalde til en generalforsamling, hvor selskabets love blev vedtaget. De var i øvrigt næsten identiske med de gamle. En lovændring udelukkede dog de københavnske medlemmer, hvis medlemskab havde været medårsag til selskabets sørgelige tilstand.

Ifølge kirkebogen døde Pætges som følge af selvmord ved at hænge sig.

Professor Jacob Kornerups akvarel fra 1845. Møller Jacob P. Brønniche, dernæst kaptajnen Svejstrup der inspicerer borgerkorpset, skomager Pætges der gør flot honnør, og til sidst politibetjent Lind med trommen.

Ejendommen Algade 39 fotograferet i 1913. Her havde Pätges tidligere boet.

* * * * * * * * *

Den 6. juli 1861 stiftes et nyt selskab med Pætges som formand, fuldmægtig Kyhn og købmand Niels Madsen som direktører og købmand Carl Kornerup som kasserer.