Søndag den 16. marts 1902 afholdes på Jernbanehotellet en hjorteskydning - og så vidt vides er det første gang, det sker.

I ”Jul i Roskilde” 1936 kunne man læse artiklen ”FRA ,,LØGTEN” TIL ,,JERNBANEHOTELLET” skrevet af K. Schierbeck

Næst efter Domkirken kan man fristes til at kalde Jernbanehotellet for Roskildes bedst kendte Bygning. Kommer man rejsende med Toget, er den det første indtryk, naar man staar paa Banegaardstrappen; og saaledes har det været i de snart 90 Aar, Banen har eksisteret.
I sin Oprindelse er Hotellet ældre end Jernbanen. Det har saaledes ikke altid baaret sit nuværende Navn, som det fik ret sent. Men af Danmarks ”Jernbanehoteller” er Roskildes sikkert det ældste, idet jo Banestrækningen København – Roskilde var den første herhjemme.
Vi maa imidlertid meget længere tilbage i Tiden for at søge de første Spirer til det nu saa statelige Jernbanehotel, og sandt at sige ligger det på et Sted, som for et Par Aarhundreder siden hed ”Møgbakken”. Denne lidet smigrende Benævnelse kom af, at Stedet tjente til Losseplads for de løse Eksistenser, der da holdt til paa det øde og skumle Hestemarked. Kun på de store Markedsdage, hvor Prangere og Gøglere stævnede hertil fra hele Sjælland, gik det livligt til. De omliggende Kipper og Knejper genlød da af Skrig og Skraal, Spektakler og Slagsmaal, og allerlivligst var der på ”Møgbakken”! Her, lige op af Graabrødre Kirkegaardsmuren, stod der et Telt, oplyst af en osende Lygte ved Teltaabningen, saa at Sviregæsterne kunde finde Vej – og Øllet flød i Strømme!
Senere, ca. 1730, afløstes Teltet af en permanent Bygning, og Beværtningen kom til at hedde ”Løgten”, et Navn, som bevaredes i godt 100 Aar. ”Løgten” er en Forgænger for Jernbanehotellet.
Det var Synd at sige, at ”Løgten” havde det bedste Ry! Her drev alskens Udskud deres Uvæsen. Drik og Dobbel, Svir og Optøjer og inderlige Bøder og ”Nattesæde” hørte til Dagens Orden. Særlige Festdage var det for ”Løgten”, naar Skafottet rejstes på Hestemarkedet, eller der blev strøget til Kagen, som havde sin Plads her. Da gik Bølgerne over alle Bredder, men i øvrigt havde Stadens mange Knejper og Smugkroer næppe stort at lade hverandre høre!
Der skulde gaa godt og vel et Sekel, inden ”Løgten”, fra at være en lille uhumsk Snask, forvandles til det solide Gæstgiversted, i hvis hyggelige Lokaler skikkelige Borgerfolk nok kunde tilbringe en gemytlig Aften ved deres Toddy uden at risikere Navn og Rygte.
I 1844 projekteredes Jernbanelinien mellem København og Roskilde. Paa den Tid ejedes ”Løgten” af en Mand ved navn Niels Lorentzen. Han var ikke sen til at vejre profit, og han baade tænkte og handlede. Den gamle ”Løgten” lod han nedrive og havde et nyt og efter Datidens Forhold helt respektabelt Gæstgiveri fikst og færdigt til Banens højtidelige Indvielse den 26. Juni 1847. Det blev dets første rigtig store Dag. Byen stod paa den anden Ende, og Tilstrømningen var mægtig fra Nær og Fjern. Der festedes ude som inde med Sang og Bægerklang til den lyse Morgen.
Men forinden havde Lorentzen omdøbt sit Gæstgiversted og erstattet det gamle – ikke just hæderkronede – ”Løgten” med det mere pompøse ”Løven”. I den Anledning lod han en lokal Smed forfærdige en drabelig Løve til Opsætning paa Hjørnegavlen. Den skulde formodentlig rigtig imponere ”Københavnerne”, som naturligvis nu vilde valfarte til Roskilde med det nye mærkelige Befordringsmiddel!
En anden Aarsag til Navneskiftet har sagtens været et Ønske fra Lorentzen om at stive Forretningens Anseelse af i den lokale Befolkning og hos de sindige Bønder og Proprietærer, som det kunde være rart at faa til at spænde fra i ”Løven”, naar de kom agende gennem ”Røde Port”! Disse honnette Ambitioner synes at være kronet med Held, hvortil yderligere kom, at Postvognene fik for Skik at stalde op i ”Løven”. Den fortrinlige Beliggenhed lige ved Banegaarden gjorde det jo nemt at omlade Posten til og fra Hovedstaden.
Nok er det, at Lorentzen allerede trak sig tilbage i 1857 som en velhavende Mand og afhændede hele Herligheden til Brygger Chr. Christensen, hvis Enke, Ane, førte Forretningen videre efter hans Død. Hun var en ferm og jovial Kone, der gjorde ”Løven” til et hyggeligt Samlingssted for den jævne Borgerstand og de mange Markedsgæster, der betragtede det som en Selvfølge at gøre sig en glad Dag i ”Løven”, hvor man altid var vis paa en god Modtagelse.
Kneb det med Plads, rejste Ane Telte paa begge Sider af den brede Vejgrøft, der dengang fandtes ud mod Banen, og her serveredes Forfriskninger til de oprømte Markedsgæster, medens Livet gik sin muntre Gang paa Hestetorvet.
I sine sidste Aar flottede Ane sig med en Etage til og en Port ud mod Torvet, men omsider fik denne straalende periode Ende. ”Løven” solgtes til Mølleforpagter Chr. Nielsen, der drev Hotellet uændret videre, indtil han i 1878 solgte det til Manufakturhandler P. Petersen i København.
Denne mand havde intet Kendskab til Gæstgiveri og overlod sin Svoger Manufakturhandler Ludvig August Schell Bestyrelsen af ”Løven”. Scheel var en dygtig Mand, hvem hans tidligere Chef, Købmand Janus Poulsen – den senere Domprovst og Biskop Poulsens Fader – havde testamenteret hele sin Forretning, det nyværende Vet & Wessels Udsalg. Men den 22-aarige Scheel havde ikke Interesse for Manufakturbranchen og bestyrede en Tid sin Svigerfaders Hotel ”Postgaarden” i Skomagergade. Han var derfor inde i Hoteldrift, da han fik Tilbudet om ”Løven”, og havde dertil en dygtig Kone og to kvikke Døtre til Hjælp ved Madlavning.
En af Schells første Regeringshandlinger var at ændre ”Løvens” Navn. Han skulde ikke have sine Børn kaldt ”løveungerne” og omdøbte Hotellet til ”Postgaarden”, hvad han trygt kunde, idet det gamle ”Postgaarden” længe havde ført en hensygnende Tilværelse og snart afgik ved en blid og stille Død, da alle Postvognene nu holdt ved Jernbanen.
I Scheels Tid blev det ”nye Postgaarden” en Slags Hovedkvarter for Vaabenbrødrene, Forsvarsbrødrene og Landboforeningerne, som afholdt deres Møder her. Det skyldtes for en stor del Greve Frederik Vilhelm Dannemand til Aastrup, der var meget indtaget i Fru Scheels Kødgryder, og det kan være, der var travlt paa Dyrskuer og Landbostævner, hvor det var en staaende Regel, at Fællesspisningerne fandt Sted paa Hotelhavens store Græsplæne, vistnok til nogen Bekymring for Værtinden, der Gang paa Gang saa sin dejlige Grønsvær nedtrampet af brede Landmandsstøvler.
I 1886 skiftede ”Postgaarden” atter Ejer. Den overtoges af den kendte Hotelejer A.W. Leidersdorff, hvis Navn særlig er knyttet til Hillerød. Han udvidede Udenomsbygningerne meget, ved hvilken Lejlighed den gamle Reberbane forsvandt. I længden blev det dog Leidersdorff for meget at drive to Hoteller, og i 1890 bortforpagtede han ”Postgaarden” til sin Svigersøn, Menzel, som endnu erindres af ældre Roskildensere.
Det var paa denne Tid, Hotellet fik sit nuværende Navn Jernbanehotellet. Og maa det gamle Hotel end dele denne Benævnelse med andre, saa har de følgende Ejere, L. Jeppesen, Rasmus Hansen, Alfred Petersen og den nuværende Ejer, Johannes Pedersen, ved deres Virke skabt en særlig Anseelse om denne Virksomhed, der hører til Provinsens bedst anskrevne Hoteller.
En lang og begivenhedsrig Udvikling ligger mellem den obskure Knejpe paa ”Møgbakken” og vore Dages Jernbanehotel – dengang et Sted, hvor det gjaldt Liv og Lemmer – nu et hyggeligt og festligt Paulun, hvor Byens Borgere og fredelige Turister bænkes om veddækkede Borde!

Cand.mag. i historie Per Steenholdt, har med interesse læst den historiske artikel fra 1936 og har i 2014 givet sit bidrag til artiklens indhold. Dette kan læses her. Per har også skrevet om Jernbanehotellet i Paperboy fra uge 32 i 2018. Dette har efterfølgende givet følgende tilføjelse til Schierbecks beskrivelse:

Som det kan læses ovenfor, fortæller Schierbeck her om værtshuset Løgten, der lå på hjørnet af Hersegade og det nuværende Jernbanegade. Han fortæller om værten på det berygtede værtshus, der vejrer profit, da planerne om en jernbane kom frem. Værten, Niels Lorentzen, river ifølge Schierbeck det berygtede værtshus ned og har, da jernbanen åbner, bygget et ”respektabelt gæstgiveri”. Schierbeck gør Lorentzen til en beregnende værtshusholder, der i 1857 sælger Løven til bryggeren Chr. Christensen og trækker sig tilbage som en velhavende mand. Der er efterhånden brugt en del timer på at kunne bekræfte denne historie. Første del af Schierbecks historie er direkte forkert, og han lader Hotel Løven blive opført nogle år for tidligt.

Det er helt korrekt, at der på hjørnet af Hersegade og det nuværende Jernbanegade lå et værtshus der blev kaldt Løgten. Det nævnes i 1761, hvor det blev forsikret. Der er ikke sket noget nævneværdigt med bygningerne i 1771, men de tilhører nu en vognmand. I alle arkivalier siden har indehaveren været vognmand. Vognmandsgårdens grund gik helt fra Hersegade og op til Hestemarkedet, det senere Hestetorv. Den 21. april 1853 tinglyses et skøde, hvoraf det fremgår, at Niels Lorentzen har solgt den del af grunden, der stødte op til Hestetorvet. Det er ølbryggeren Christen Christensen, der er køberen, og året efter er Hotel Løven opført.

I dag kan man nemt på nettet finde oplysninger, der viser, at Schierbeck tager fejl med hensyn til hvem der byggede Løven og hvornår, Det er dog ikke rimeligt at afvise hans malende skildring af livet på det vænge som Lorentzen vælger at sælge fra. Det virker meget sandsynligt, at der især omkring hestemarkederne har været et meget folkeligt liv, der har indbefattet billig brændevin. Det kan heller ikke, bare via folketællinger og skøder afvises, at Lorentzen kan have tjent en skilling på det. Schierbeck er klart på mere sikker grund, når han nærmer sig sin samtid. Af gode grunde slutter hans beretning i 1936, hvor Jernbanehotellet beskrives som et af provinsens ”bedste anskrevne hoteller”.

På Schierbecks tid havde hotellet en stor sal med scene – ”Rosenhaven”. Det er denne sal, der i 1948 indrettes til biografen, der får navnet Regina. Det var den tidligere skuespiller og teaterdirektør Aage Brynje, der den 31. januar 1949 kunne slå dørene op til byens nyeste biograf og vise filmen ”På et hængende hår”. De fleste ældre, der kan huske biografen, husker den nok for at de forreste rækker var unummererede og i folkemunde kaldtes ”cowboyrækkerne”. I udviklingens navn, køber Roskilde kommune hotellet i 1961 med det erklærede formål at rive det ned ved udgangen af lejemålet i 1964. Senere blev der blandt andet også vist filmen ”Villa Vennely” – en af de første film, hvor man kunne se bare bryster. Da dødsdommen over biografen, og hele bygningen var afsagt nogle år før, er det forståeligt, at bygningen ser forsømt og nedslidt ud lige inden nedrivningen.

* * * * * * * * *

Fortegnelser viser, at H.C. Andersen overnattede på Jernbanehotellet natten mellem den 8. og 9. september 1866.

* * * * * * * * *

Sjællands Boldspils Union, SBU, blev "født" på Jernbanehotellet den 14. september 1902. Efter en pokalfinale i kricket blev der afholdt et møde på Jernbanehotellet med deltagelse af 11 sjællandske klubber, der havde fodbold på programmet. 10 klubber var enige om at stifte SBU i tilknytning til DBU, og på grundlag af de love, som var udarbejdet af det tre-mandsudvalg, der også blev unionens første bestyrelse, nemlig: Formand Carl Poulsen, Roskilde, kasserer Niels Ødum, Næstved, og medlem Th. Pedersen, Slagelse.

* * * * * * * * *

I 1964 nedrives Jernbanehotellet, så der opstår en forplads foran banegården.