I 1983 skænkede guldsmed Knud Dines Hansen selskabet en vandrepokal til vinterens skiveskydninger. Reglerne for denne pokal sagde, at ingen skytte kunne vinde den to år i træk. Den, der først fik indgraveret sit navn i pokalen ti gange, ville få den til ejendom.
I en årrække gik pokalen fra år til år på skift mellem fotograf Bennie Hansen og snedkermester Leif Nielsen. Bennie Hansen satte en flot slutspurt ind ved at vinde pokalen i alle de lige år i begyndelsen af det nye årtusinde. Derved fik han pokalen til ejendom i 2010. I 2012 lavede guldsmed Henrik Enig en reversnål til Bennie som bevis på ejerskabet af vandrepokalen.