Æresmedlem 1861 Thomas Hagedorn Svane |
Født: 2. juni 1787 i Skjævinge Præstegaard • Død: 19. februar 1862 i Roskilde
Thomas Hagedorn Svane var født i Skævinge præstegård i Nordsjælland som søn af stiftsamtsfuldmægtig Svane. Slægten stammede fra Roskilde, og her startede Thomas Hagedorn Svane farveri i ejendommen Skomagergade 36. Inde i gården lod han i 1837 opføre det som farveribygning betragtet imponerende hus. I dag ses hans vindfløj - en svane - stadig på baghuset.
Farver Svane ragede i kundskaber og dannelse langt op over sin tid, skriver hans samtidige. Det tilføjes, at han måske mere interesserede sig for sin bys ve og vel end for sit eget farveri. Han blev tidligt en af byens såkaldte eligerede borgere, hvilket i det 18. århundrede var borgerudvalg, som magistraten i købstæderne måtte dele deres myndighed med i købstadskommunale anliggender.
Agent, farver, Skomagergade 36. Stænderdeputeret, i næsten 40 år formand for Borgerrepræsentationen. Medstifter i 1833 af Roskilde Sparekasse, hvor han var tilknyttet i 28 år, deraf fire som formand.
Thomas Hagedorn Svane havde en meget stor virksomhed som farver, men allerede omkring 1850 var den tid ved at være forbi, da omegnens befolkning ved væv og rok i hjemmene tilvirkede det stof, som de i færdig stand bragte til farvning i købstaden. Der kom flere og flere manufakturforretninger, som blev hårde konkurrenter.
Den 29. juli 1861 blev Thomas Hagedorn Svane udnævnt til æresmedlem i fugleskydningsselskabet.
I historien for Roskilde år 1935, kan læses følgende:
"Stænderforsamlingen for Sjælland og Østifterne får til huse i en sal, der indrettes i Palæet. I Roskilde vælges som deputeret for 2. købstadsdistrikt (Roskilde, Køge, Frederikssund og Hillerød) farver Thomas Hagedorn Svane."
I en biografi om T.H.Svane kan følgende læses:
"I sine næsten 40 år som formand for Borgerrepræsentationen, har han virket til stor velsignelse, ikke alene ved sine omfattende kundskaber, ved sin klare forstand og urokkelige retsindighed, men lige så meget ved sin elskelige personlighed. Hvad byen skylder ham, det ved enhver af dens indvånere. Hans utrættelige, opofrende virksomhed for denne kommune kender enhver, og sent vil hans minde her forsvinde. At sparekassen nød så stor tillid hos befolkningen, skyldes ikke mindst denne højt agtede borgers sæde i bestyrelsen."
Thomas Hagedorn Svane var fuglekonge i 1829
Læs mere i artiklen Farveren sørgede for borgernes sparepenge og den senere udgave af Farveren sørgede for borgernes sparepenge
* * * * * * * * *
Ved generalforsamlingen den 2. juni 1854 genvælges agent Svane til dommer.
* * * * * * * * *
Ved generalforsamlingen den 11. juni 1858 afgik Thomas Hagedorn Svane og Søren Borch som dommere, mens Anders Borch og fuldmægtig Kyhn indtrådte.
* * * * * * * * *
Den 29. juli 1861 blev Thomas Hagedorn Svane udnævnt til æresmedlem i det nye selskab.
* * * * * * * * *
Kunstner Jacob Christian Gottschalck, der har malet flere af selskabets kongeskiver, boede på sine gamle dage, i 1890´erne, i en lejlighed i Skomagergade 36, som agent Svane havde opført.
* * * * * * * * *
Thomas Hagedorn Svanes interesse for fugleskydning begrænsede sig ikke kun til selskabet i Roskilde. Den 28. juni 1854 blev han indballoteret i landets ældste fugleskydningsselskab, "Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab". Som proponent stod instruktør Nielsen.
I dette selskab er alle skydebrødrene forpligtede til at give en malet skive. Thomas Hagedorn Svanes skive blev givet den 21. maj 1856 og har i selskabet skivenummer 811.
Skiven er beskrevet således:
Et billede af skivegiverens hjemby, Roskilde. Efter domkirken den hvide rektorbolig, Sankt Laurentii kirketårn, Store Mølle og Hersegade Mølle. Svanen er en navneallegori. Skiven er malet af V. Schultz.
Når man nærlæser ovenstående, og ser på skiven, vil man kunne konstatere, at der er noget i beskrivelsen, der ikke passer. Det er svært at få øje på Store Mølle og Hersegade Mølle - men til gengæld ser man kirketårnet fra Gl. Vor frue Kirkegaard. Ikke mindst ser man i forgrunden Maglekilde Vandkuranstalt, som var byens store stolthed på tidspunktet.
Motivet er stort set - bortset fra svanen - identisk med det motivvalg som Søren Borch samtidigt vælger til sin skive til det Københavnske selskab. Det er dog domkirken set fra Nord, og det giver Vandkuranstalten end absolut mindre plads i billedet.
For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at svanen jo er et indlysende valg til billedets forgrund - og det er naturligvis en allegori til skydebroderens efternavn, men det er samtidig i billedkunsten et symbol på klogskab, ro og værdighed, og den tanke kunne da også ha´ strejfet den gode hr. Svane!
Læs mere i artiklen Det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab
Læs også folderen Sten i Skomagergade, hvoraf en af disse markerer farver Svanes ejendom.
Baghuset til agent Svanes ejendom anno 2009. På glasdøren prydes Svanes logo, ligesom den gamle vindfløj stadig ses på taget.