Æresmedlem 1843 Herluf Trolle Heering |
Født: 19. november 1794 i Roskilde • Død: 3. november 1850 i København
Byskriverfuldmægtig.
Herluf Heering var søn af konsumtionsforvalter Otto Carl Herring. Han var ikke student, men må alligevel have fået en eller anden form for juridisk uddannelse, for han blev i hvert fald fuldmægtig på byskriverkontoret i Roskilde.
Herluf Trolle Heering fungerede i en periode som sekretær for fugleskydningsselskabet.
En nevø, Peter N. Heering, har tegnet et portræt af Herluf Heering og dennes bror, møller Burchardt Heering. Han skriver:
"Onkel Burchardt havde et frejdigere livssyn end faderen, hvilket også kan siges om onkel Herluf, den yngste bror. De havde begge, så synes det for mig, efter hvad jeg kan slutte mig til i følge traditionen, mere af den beslægtede morfader, forpagter Winekens blod i deres årer. Jeg har hørt af bekendte af Burchardt og Herluf, at de var fortræffelige selskabsbrødre, havde et muntert sindelag og var velsete i deres vennekreds, hvilket jeg dog ikke har kendt, da de begge havde ophold udenfor København. Onkel Herluf henlevede dog nogle få år af sit liv med et brudt helbred i København, hvor jeg ofte besøgte ham.
Jeg vil dog her på forhånd værge mig mod den mulige opfattelse, at denne kortfattede, på traditionen byggede skildring af min faders to muntre brødre skulle kaste en skygge over deres hæderlige livsandel, selv om de måske ikke har været så "aktive og påpasselige" eller "så sande økonomer", som faderen skulle have været".
Denne skildring passer jo glimrende med Herluf Heerings skive. Heering betyder sild, og muligvis er silden på fugleskydningsplatten en harmløs spøg med familienavnet. I de år var man netop i fugleskydningsselskabet oplagt til spøg, også med sig selv.
Fra konsumtionsforvalter Heering i Roskilde nedstammer den efterhånden verdenskendte Heering-slægt. Herluf Trolle Heering var bror til en af Danmarks store industrimænd, Peter Heering.
Læs mere i artiklen En sild og historien bag og den senere udgave af En sild og historien bag
* * * * * * * * *
Johan Carl Albrecht blev fuglekonge i 1828.
* * * * * * * * *
Herluf Trolle Heering blev kongeskytte i 1839 og 1840.