Forrige recordNæste record Historisk perspektiv for 1833 

Roskilde

”Sparekassen for Roskilde By og Omegn” blev grundlagt. Stifterne var overlærer Johannes Dam Hage som initiativtager, justitsråd og borgmester H.C. Müller, kammerråd og stiftskriver C. Hansen, kammerråd og amtsforvalter N.O. Münster, farver T.H. Svane og byskriver G. Frits. Sparekassen fik kontor på rådstuen i Rådhuset.

* * * * * * * * *

Birke Allé laves som spadseresti. Bispegårdsstræde omdøbes til Palægade. Nygade ligger stadig parallelt med gaden/det gamle stræde.

* * * * * * * * *

Der dannes en Forskønnelsesforening, hvis formål det er at anlægge gode vandrestier i Roskildes nærhed. Formand bliver Hedde Jansen Ehlers. Foreningen beplanter Tuttesti, Bellevue Sti, Langelinie (beplantningen mellem Skovbogade og Ringstedvej) og de Høje Stier (fra det gamle Duebrødre Hospital ud til Boserup. Sidste del er stadig bevaret som ”Sorte Sti”).

* * * * * * * * *

Man begynder for kommunale midler at uddybe sejlrenden mellem Roskilde og Frederikssund. Byrådsmedlem Hedde Jansen Ehlers står personligt for opsynet med arbejdet, hvor man uddyber fra 3 til 10 fod, så almindelige skuder atter kan besejle Roskilde. Uddybningen møder modstand hos de fattige pæreskudeejere på Sct. Jørgensbjerg, som var de eneste der kunne sejle på ruten og derfor tjente deres brød på at hente de varer, der skulle ad søvejen til Roskilde, som var lodset i Frederikssund.


Verden

Med loven "The Slavery Abolition Act" afskaffes slaveriet i alle britiske besiddelser (undtagen Indien, Ceylon og Sankt Helena). Samtidig forbydes det at lade børn arbejde mere end 8 timer dagligt.