Forrige recordNæste record   Anton Halling Thomsen nyt medlem af redaktionen

9. april 2025

Redaktionen er netop blevet udvidet med Anton Halling Thomsen, der ved generalforsamlingen i marts blev indballoteret i Selskabet. Tanken er at Anton, ad åre, vil blive fremtidens mand som ansvarshavende redaktør. Generationsskiftet står ikke lige for døren, men det vil være rettidig omhu, at køre en efterfølger i stilling. Lad os se hvad der sker. Vi tror og håber på det bedste.

Som studerende ved Roskilde Universitetscenter forsvarede Anton i starten af året sit bachelorprojekt med titlen "Med byen på skydeskiven". Det er en omfattende og flot analyse af fugleskydningsskiverne i Roskilde siden 1787. Projektet kan læses her.

Anton præsenterer sig selv således:

"Jeg faldt jo over skiverne og Selskabet under mine studier og blev hurtigt fanget af det. Jeg er en af de få studerende, der ikke tog valfarten til en større by - og så er det jo skønt at kunne engagere sig i noget så både værdigt og fornøjeligt. Hjemmesiden var en uvurderlig kilde til mit projekt, så jeg ser meget frem til at være med bag kulissen.

For nuværende har jeg min daglige gang i Trekroner, hvorfra jeg dog tager til København for at arbejde med hesteforsikring, et interessant lille hjørne af forsikringsverdenen. Mine egne kæpheste er dog at finde inden for kunsten og litteraturen - sjovt nok mest fra ca. 1787 og frem. De kan nu forhåbentlig få selskab af Roskildes historie. Jeg er også (næsten) regelmæssigt at finde til gudstjeneste i Himmelev Sogn - og mindre hyppigt på byens beværtninger."

   

Tilbage til listen